Forfatterstafetten oktober 2019

På Lolland-Falster bor der mange forfattere. De skriver digte, noveller, romaner, essays, skuespil etc. – produktionen er stor. Bedste eksempel på det er udgivelsen StORDstrømmen Antologi der præsenterer 39 forfattere og 11 illustratorer fra det gamle Storstrøms Amt.

Erhverv og Kultur giver hver måned spalteplads til en lokal forfatter under overskriften Forfatter-stafetten.

Her udvælger en forfatter en af sine tekster til publicering i magasinet og giver efterfølgende efter eget valg stafetten videre til en forfatterkollega – og så fremdeles.

I September måned bragte vi en tekst af Kat Lassen. Stafetten i denne måned er givet til Signe Fahl. Nederst på siden kan du se, hvem Signe Fahl giver forfatterstafetten videre til.

Signe Fahl – Forfatter

Jeg er født i 1973 og har været glad for at læse, lige siden jeg lærte kunsten at sætte bogstaver sammen til ord. Biblioteket var mit andet hjem, bøgerne mine bedste venner. På et tidspunkt i løbet af disse år meldte lysten sig til at digte videre på de historier, jeg læste, og selv finde på historier, som kunne skrives ned. Der var dog langt fra dagdrømmerier til det konkrete, hårde, tidskrævende arbejde, det er, at skrive en bog. Det blev til små historier, og der skulle gå flere år, inden jeg fik disciplin og rygrad nok til at blive færdig med en hel bog.

Overmodigt besluttede jeg mig så for at gøre det til en serie. Tågespind skulle den hedde, et navn, der både rammer temaet i serien, og hvordan det nogle gange føles at skrive sig frem mod slutningen af en bog. Men jeg har foreløbig skrevet to og er godt i gang med det tredje og afsluttende bind, så selv en ensom tågevandrer kan åbenbart finde hjem.

Jeg bor i Leestrup, en lille landsby på Sydsjælland, som i en fortidig udgave danner ramme om handlingen i min serie. Hvorfor fortiden? Den har altid interesseret mig, og i en egn med så megen historie er det svært at undgå at blive inspireret. Dykker man lidt ned i gamle arkiver og fortællelystne menneskers hukommelse, vælter en rigdom af historier frem. Om folk og steder, dramatiske begivenheder og stille hverdag, om hekse og lokale vætter, der har levet side om side med mennesker op gennem tiden.

Min genre kan vel kaldes historisk forankret fantasy, for jeg blander en grundigt researchet historisk virkelighed med folketroens mytiske væsener – ellefolkene.

MYTER OG HISTORIE

For nogle år siden var jeg på et kursus i Nykøbing Falster. Kursets emne er ikke vigtigt i denne sammenhæng, men jeg hørte en historie der, som er kommet til at fylde meget i mit liv.

Det var et gammelt folkesagn, der handlede om en ung pige, Karen, der var malkepige på en gård. Dengang gik køerne ude på overdrevene mellem landsbyerne og pigerne måtte ofte gå langt for at finde dem de tre gange om dagen, de skulle malkes. Karen begynder at blive langsom til sit arbejde, bliver hængende efter de andre er færdige. Til sidst finder de hende siddende i græsset og bare stirre ud i luften.

Det står klart, at hun er blevet elleskudt, og da hun er kommet til sig selv, og man går hende på klingen, indrømmer hun også, at det er selveste ellekongen, hun har mødtes med. En præst bliver tilkaldt, og han læser over hende, for bibelvers er meget virkningsfulde som trylleformularer, og får manet den underjordiske væk.

Den historie blev oplægget til min bog, Ellekongen, for hvad nu hvis det egentlig passede Karen meget godt at blive vartet op af ellekongen? Var hun villig til at risikere liv og forstand?

Jeg er forblevet tro mod den tid, sagnet fortælles i og har sat historien i 1700-tallet, en tid hvor man troede på ellefolk lige så fuldt og fast, som man troede på Vorherre. Det har givet mig mulighed for at udforske menneskers trosverden gennem tiderne.

Denne scene foregår i en kirke, hvor Karen har søgt tilflugt under en gudstjeneste, men ellekongen forfølger hende i tankerne.

Uddrag af Ellekongen:

” Så længe du nægter at se mig, kan jeg jo kun tale med dig på denne måde. Rejs dig og gå udenfor, så kan vi tale sammen, og jeg skal nok forlade dit hoved.”

Præstens prædiken druknede sammen med bænkenes knirken og folks puslen, alt forsvandt. Alt andet end den ene tanke:

Han var lige uden for kirken.

Kunne de underjordiske virkelig bevæge sig så tæt på Guds hus? Burde han ikke brænde op, blive slået til jorden, blive drevet tilbage til sin mose, et eller andet? Hun knugede hænderne fast om sine knæ, pressede dem nedad, så hun tydeligt kunne mærke gulvet under sine fødder. De skulle ikke forråde hende.

Han er lige udenfor – han er lige udenfor. Sætningen løb i ring i hendes hjerne sammen med hans drillende latter.

Hun vovede et blik op mod prædikestolen. Pastor Brønstorf åbnede og lukkede munden, og langsomt vendte lydene tilbage. Ordene buldrede mod hendes trommehinder, men Karen forstod dem ikke.

”Det er længe siden, jeg har været så langt væk fra skoven. Se, hvad du har fået mig til,” fortsatte den stemme, hun kunne forstå. ”Jeg sidder her på jeres gravplads, lige uden for døren. Hvorfor kommer du ikke ud til mig?”

”Jeg går ingen steder. Du må komme herind, hvis du vil tale med mig.” Hun vred sig krampagtigt på bænken.

Han sukkede.

”Du er noget for dig selv, men som du vil.”

Hun vendte sig hurtigt. Døren til våbenhuset stod åben, så hun kunne se ud til yderdøren. Han ville dog vel ikke …? Med opspilede øjne så hun håndtaget dreje sig, hørte døren knirke og så den svinge langsomt op. Alle i kirken drejede hovederne ved knirkelyden. Præsten holdt op med at tale. Hele kirkerummet holdt vejret.

En sort skikkelse omgivet af tåge trådte ind ad døren. Et skridt. Og endnu et. Det hvide slør slap ham langsomt, hagede sig et øjeblik fast i hans skjorte og hår, før det gled af og lod ham stå ubeskyttet midt i våbenhuset. Hans blik låste hendes fast, og mens han langsomt som i en drøm gik helt ind i kirken, sad hun lammet på sin bænk. Stilheden var øredøvende. Ingen rørte sig. Alles blikke lå på ham.

Endelig rømmede Brønstorf sig og sagde:

”Hvem er du?”

Daniel løsnede sine øjne fra hendes og rettede dem mod manden i prædikestolen. Karen blev i stand til at gøre det samme. Præsten lænede sig ud over gelænderet, forsøgte at nidstirre Daniel på samme måde, som han havde nidstirret hende. Men Daniel mødte roligt han blik, smilede endda og sagde:

”Jeg er ham, I kalder ellekongen.”

Et hørligt sug gik gennem rækkerne, men ingen bevægede sig.

”Hvad laver … Hvor vover du at betræde Herrens hus?” Brønstorf kløjedes i ordene, spyttede dem ud.

Daniel fik en rynke mellem brynene, og Karen stirrede tryllebundet. Hun kendte det ansigt så godt. Havde set hans humør svinge fra glad til sørgmodig, havde set drilagtighed og nysgerrighed spille over ansigtstrækkene, endda set ham være desperat og ulykkelig. Men indtil nu havde hun aldrig set ham vred.

”Jeg er vel også en af Guds skabninger,” sagde han……

Signe Fahl CV

2011 – Nøkkens Spil, vinder af Fyldepennens novellekonkurrence

2013 – På gloende Pæle, novelle i Ny Dansk Fantasy, forlaget Kandor

2014 – Over et krus øl, novelle i Ny Dansk Fantasy, forlaget Kandor

2015 – Hels Rejse, den 6. bog om Satan, kortroman, forlaget Kandor

2015 – Værnetræet, novelle i Hvad skoven skjuler, forlaget Ulven og Uglen

2017 – Ellekongen, roman, 1.del af serien Tågespind, forlaget Ulven og Uglen

2018 – Elleskudt, roman, 2.del af serien Tågespind, forlaget Ulven og Uglen

Læs mere på: http://signefahl.dk/

Signe Fahl giver stafetten videre til Line Maling Schmidt.