Arkitekter i opsang til danskerne: Drop rejsen til Barcelona, og tag en tur til Klitmøller

Danmark er opdelt i mentale og geografiske ghettoer. Vi skal bygge bro over kløfterne ved at løbe hinanden mere på dørene og rykke ligusterhækken op med rod.

Af Simone Foss Brink, Sille Askefrø Bjørn og Niels Ove Kildahl, partnere i arkitektfirmaet Hele Landet ApS

Når vi rejser mellem de danske landsdele, betaler vi stadig entré. Når vi spænder sikkerhedsselen og kører over Storebæltsbroen. Når vi kæmper os frem i køerne på Papirøen, fordømmer vi de skide kjøvenhavnere og den overrendte by. Når vi ruller bilruden ned og ser på vejkantsbyerne langs hovedvejene, stiller vi os selv spørgsmålet: Hvem bor sådan her? – ikke nysgerrigt, men fordømmende.

Det, vi desværre har til fælles, er, at vi på land og i by bevæger os forbi hegn, hæk og afviser alle uvedkommende. Hunden bider, og der står på vinduerne, at al nærkontakt fjernes uden ansvar.
Konflikten mellem storbymennesket og landsbyboeren er hårdt tegnet op i disse år. Og ofte er der ikke meget forståelse for de erfaringer og problemer, som folk andre steder i landet har. For eksempel hvor håbløst det er med en vindmøllepark i Østerild – for kommer den de lokale til gode? – eller hvor uendelig svært det er at finde tag over hovedet i København. Men byerne kan ikke klare sig uden landområderne, og landområderne kan ikke klare sig uden byerne. Blandingen af jordbunden jantelov og fandenivoldsk storhedsvanvid er vores styrke. Så hvordan forcerer vi kløfterne og får øje på, hvordan vi kan rykke fremad sammen?

VORES SVAR ER, at vi skal rejse meget mere i vores eget land, uanset hvor fristende de fire timer til Barcelona frem for Vorbasse end lyder. Tag til byen og oplev, hvordan lokalmiljøer i nogle kvarterer minder om den landsby, du kommer fra. Læg mærke til, at du trods mængden af mennesker kan blive husket af tjeneren på en café, hvis du bare husker at sige dav, inden du bestiller. Og tag på landet med dine kollegaer og oplev, hvad fuldkommen stilhed gør for jeres nattesøvn og evne til at samarbejde.

Læs også: Nyt samarbejde hjælper studerende til bedre selvværd og karakterer

Vi skal tage sigte på den nationale kultur, og som Det Brune Punktum synger: Tag en snak med de lokale. Vi skal fjerne den mentale broafgift mellem vores landsdele og interessere os for vores forskellige sindelag og levevis. Vi skal hylde dialekterne frem for at forsøge at udrydde dem. Hvis det skal lykkes at styrke fællesskabet på tværs af byskilte, skal vi gøre vores lokalmiljøer langt mere tilgængelige for besøgende.


Steder som Alken og Klitmøller har formået at gøre sig besøgsværdige, fordi de er socialt tilgængelige og har evnet at pege på nye veje. Købmanden i Alken kunne ikke klare sig i konkurrencen med de store supermarkeder og lukkede. En gruppe lokale mobiliserede penge til en ny form for købmand, hvor småindkøb kan klares over en kop kaffe, over for pejsen og over for et andet menneske. Købmanden, der også tidligere var et socialt knudepunkt, er nu en bystue, hvor det uformelle møde har vundet over ensomheden og forfladigelsen af lokalkulturen. Godt gået, Alken.

Et stærkt interessefællesskab blev vendepunktet for kystbyen Klitmøller, der er som skabt til surfing. Insisterende ildsjæle fik bygget et favnende og åbent klubhus ved havet. Et hus, hvor man kan betragte de små sejre, når en surfer for første gang har succes på bølgen, og som byder nysgerrige velkommen på en af landets mest succesfulde nye rejsedestinationer. Godt gået, Klitmøller. Når lokalmiljøerne ruller gardinerne op og åbner facaderne, beviser de, at udvikling ikke behøver være ensbetydende med afvikling og affolkning.

VI SKAL OGSÅ rydde op i det forfald, afviklingen af vores små lokalsamfund har efterladt. Tænke i variation frem for ensretning, gøre op med planlovens matrikeltyranni og planlægge mere på naturens præmisser. Vi skal trække naturen ind i vores byplanlægning og sikre os arealer med vild natur fremfor endnu en ligusterlabyrint. Vi skal have flere boligområder, hvor hver enkelt bolig ikke indhegnes af en hæk, men sys sammen med de andre af natur. Vi skal skabe naturbyer.

Mange af Danmarks udsatte lokalsamfund ligger i smuk og sårbar natur, og det er derfor oplagt at åbne op til naturen. Vores landsbyer er det perfekte laboratorium, da urbaniseringen har tyndet ud i de beboede huse. Det giver plads til at trække naturen ind, om det så er klitlandskab, skov eller eng. Så fjern de tomme huse, men lad være med at bygge nyt. Træk i stedet den omkringliggende fauna og biodiversitet ind mellem husene og se, hvordan haver og natur flyder sammen.

Når man bosætter sig et nyt sted, betyder de lokale sociale tilbud meget. Men siden kommunesammenlægningen i 2007 og årevis med centralisering af skoler, fritidsaktiviteter og indkøbsmuligheder er de lokale sociale arenaer blevet færre. Det skal vi selv gøre noget ved. Dyrk fælleshuset. Sæt store vinduer i facaden, så man kan se, om der er nogle, man kan få en uformel snak med, når man suser forbi på cykel. Hold jeres frivillige forenings generalforsamling der, start en månedlig fællesspisning der, start en bogklub. Det virker i Folkehuset Absalon på Vesterbro, og det virker i det grænseløse køkken i Ebeltoft, bare for at nævne nogle få.

Læs også: Godserne på Lolland er fremtidens turistattraktioner    

Arkitekturen spiller en rolle for, om det lykkes. Er den åben, indbydende og hjemlig, eller minder den om en vedligeholdelsesfri anonym institution? Det betyder meget for stedets tiltrækningskraft, om man skal spritte hænderne af, inden man giver hinanden hånden.

ER DET VIRKELIG nok at rykke ligusterhækken op og sætte store vinduer i fælleshuset? Nej. Det er afgørende, at vi gør det sammen. Bageren leverer småkager til arbejdsdagene, kommunen støtter med byfornyelsesmidler, håndværkeren bruger lidt fritid, skolelederen tænker naturen og fælleshuset ind i undervisningen, akademikeren organiserer kommunikationen, og strikkeklubben kommer med nye pudebetræk. En sådan samarbejdsøvelse skaber forankring og et tilhørsforhold, der giver fællesskabet nyt liv.

Vi skal sænke hækhøjden, få en snak på tværs af postnumrene, tage en tur ud i landet, næste gang der står ferietid i kalenderen, og dreje nøglen om på den skarpe opdeling mellem land og by.

Arkitektfirmaet Hele Landet
Hele Landet – sociale arkitekter er et nystartet arkitektfirma. Bag roret sidder Niels Ove Kildahl, Simone Foss Brink og Sille Askefrø Bjørn. Som sociale arkitekter vil vi blande os i debatten om Danmarks fremtid og medvirke til at skabe en stærk vision, der for os handler om (at) hele landet – en vision vi gerne vil være med til at føre ud i livet.

Danmark er et lille land, så hvorfor er vi optaget af en centrum/periferitankegang og den skarpe opdeling mellem by og land. Hvorfor bruger vi tid på at opfinde begreber som rådne bananer og Udkants Danmark, ghettoer og udsatte boligområder – begreber, der kun gør splittelsen værre og giver afviklingen i store dele af landet endnu et spark ned ad bakke?

Vi skal ikke mange årtier tilbage til dengang der var butikker langs hovedvejene med tilhørende byliv og lokal sammenhængskraft. I dag opleves disse veje som transportkorridorer uden liv og sjæl. Jamen det er jo udviklingen siger vi og trækker på skuldrene – Men hvorfor er det lige, at det vi kalder udvikling i realiteten opleves som afvikling i store dele af vores samfund – en langsom død over de sidste 40 år – dvs. i godt og vel halvdelen af et gennemsnitligt dansk liv – vi tror ikke det behøver at være sådan, hvis vi bare kan blive enige om, hvor vi vil hen!

Vi vil gerne være med til at tegne et nyt fysisk og mentalt Danmarkskort. Et danmarkskort hvor byer og lokalsamfund syes sammen med naturen i et sammenhængende netværk, der gør det muligt at leve i attraktive og bæredygtige lokalmiljøer over hele landet! Et danmarkskort hvor lysten til at gå på opdagelse i hinandens universer vækkes og hvor steders iboende kvaliteter synliggøres.

Læs også: Budgetforlig 2018 på plads i Lolland Kommune

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area