Arkitektur, byrum, landskab – og mennesker

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Lokal tegnestue lægger vægt på ydmyghed og respekt for samspillet mellem arkitektur og omgivelser – og de mennesker, der skal færdes i huse, byrum og landskaber.   

ETN Arkitekter i Nykøbing F har en overskrift på deres hjemmeside, der i tre ord sammenfatter essensen af tegnestuens profil: LYT–SE-MÆRK. Et enkelt budskab, der signalerer, at tegnestuen går til værks med ydmyghed, empati og respekt for arkitekturen, stedet og menneskene. ETN Arkitekter blev etableret i 1981 af Erik Tind Nielsen og herefter frem til 2017 ledet af Gorm Larsen og Tom Keller. I dag ledes den af Gorm Larsens to døtre, arkitekt Rikke Cora Larsen og kulturgeograf Sille Hedvig Wilhelm Clausen – samt arkitekt Inge Lise Vadstrup Jensen. Alle tre er partnere i virksomheden.

Læs også: EN DRØM

ETN Arkitekter er markant til stede i landsdelen, men løser også opgaver på Sjælland og i hovedstadsområdet med opgaver inden for byggeri, renovering, byrum og landskab. Tegnestuen har lige nu 25 aktive opgaver. Med vores tværfaglige sammensætning på tegnestuen bruger vi vores evne til helhedsbetragtning, til at vurdere arkitektur, omgivelser og mennesker, der færdes ude og inde, som en helhed – elementer, der skal spille sammen, fortæller Rikke Cora Larsen. ”Oprindelig var ETN Arkitekter en bygningstegnestue. Men i dag arbejder vi med bygning, byrum og landskab som integrerede elementer. Det er en tendens i faget, som breder sig mere og mere”.

Tegnestuens profil LYT- SE-MÆRK – er i spil, når de tre arkitekter møder kunderne. ”Vi gør os umage for at forstå, hvad folk har på hjerte. De fleste mennesker er stærkt tilknyttet det sted, de bor. Vi gør os derfor stor umage for at forstå, hvad er det for en historie, de ønsker, vi i fællesskab skal formidle”, fortæller Inge Lise Vadstrup Jensen.


Ud og indtage stederne
ETN Arkitekter modtager henvendelser fra både private og offentlige. Tegnestuens arbejdsområde spænder bredt inden for kultur, byrum og landskab, bolig, renovering, uddannelse, institutions- og plejebyggeri, sport, erhverv, byggeherrerådgivning, design og grafik. ”Vores opgave er at bygge videre på de aftryk, der er på stedet, i arkitektur, byrum og landskab. Vi hjælper folk til at genopdage det sted, de bor. Vi gør os stor umage med den analytiske side i vores arbejde”, understreger Sille Hedvig Wilhelm Clausen.

Derfor tillægger ETN Arkitekter det stor betydning at være ”ude i marken”, forklarer Rikke Cora Larsen. ”Det er vigtigt for os at komme ud og indtage stederne. At få afkodet stedet og de mennesker, der færdes der. Ofte ved folk ikke helt præcist, hvad de ønsker, de har en idé om ændringer eller nyskabelser. Det er vores opgave at lytte ind til deres drømme og visioner og sætte ord på”. ETN Arkitekter ønsker at skabe gode rammer for mennesker. Og gode rammer skabes ved at tænke byrum, arkitektur og landskab sammen. Discipliner, som krydser ind over hinanden, og som er vanskelige at adskille. De udgør rammen om vores liv, mener de tre partnere.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

”Når vi binder arkitektur og omgivelser sammen, og når vi arbejder ud fra stedets fælles historie, så opstår der ofte nye fællesskaber hos de mennesker, der bor der. Fællesskaber blomstrer, når steder genopfindes”, konkluderer Inge Lise Vadstrup Jensen. Men gennemtænkt arkitektur, byrum og landskab har også en afsmittende effekt. Gode tiltag kan brede sig som ringe i vandet, mener Sille Hedvig Wilhelm Clausen: ”Vi ser ofte, at nyskabelser drypper af på egnen. Vi har eksempler på butikker, der kommer op på mærkerne, gør noget ud af deres facader, hvis der tæt på eller i nabolaget er sket forbedringer og forandringer i byrummet”.

Mon ikke bygninger, byrum og landskaber, som mennesker holder mest af, er skabt af arkitekter, der evner at lytte, se og mærke…

FAKTA – Igangværende projekter hos ETN Arkitekter
I øjeblikket arbejder ETN Arkitekter med flere forenings- og borgerfællesskaber som de hjælper med projektmodning og funding. Tegnestuen er rådgivere på flere områdefornyelser, samt undervisningsbyggeri, ude såvel som inde. Sideløbende løser de opgaver for kirker, museer og tværkommunale projekter.

FAKTA – Projekter udført af ETN Arkitekter
Uddrag af udførte projekter:
Havnepladsen i Stubbekøbing
Guldborgsund Genoptræning: Omdannelse af folkeskole til rehabiliteringscenter
Pitstop Idéstrup
Guldborg Genfortalt
Marielyst torv og Strandstrøg sammen med GHB Landskabsarkitekter
Fars Hat – renovering af slotsruin ved Slotsbryggen i Nyk.F

Læs også: Women & Wine – et unikt vinkursus, skabt af lokale kvinder







Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area