Bevidst ny strategi for et helt nyt forretningskoncept

Tekst & foto: Tim R. Larsen
Tekst & foto: Tim R. Larsen
- som måske kan være med til at holde liv i butikker i mindre købstæder

Når du går ind i en sko butik, ja så forventer du kun at kunne købe sko derinde og da slet ikke hudpleje produkter. Forestil dig en specialbutik med flere forskellige slags varer på hylderne. I butikken ”Hos Sabina” har man bl.a. Sko – Helse og Personlig pleje produkter og det kunne sagtens tænkes at der med tiden kom endnu et produkt mere til. Det vil afhænge af hvad kunderne ønsker og om det er et produkt der ikke umiddelbart er i byen i forvejen. ”Det handler om at være fleksibel, være til for kunderne og lytte til hvad de efterspørger og ønsker, siger Jens-Erik, som er far til Sabina Latika Pedersen, og har været med i opstartsfasen sammen med datteren Sabina. Jens-Erik har specielt hjulpet med at undersøge markedet for butikker, læse tonsvis af analyser om detailhandel og generelt undersøgt markedet rigtig godt inden de overhovedet startede på butikken.

Læs også: Forfatterstafetten


Butiksresearch og forarbejdet

Da forretningsplanen og budgetter var færdige sendte Sabina sin nye forretningsmodel til den kendte konsulent Bruno Christensen som har arbejdet med detailhandel i både ind-og udland i mere end 50 år, ligesom Thomas Th. Rasmussen fra Business LF var inde over, inden de reelt gik i gang med den fysiske butik. ”Vi ville være sikre i vores sag, fordi nogen synes det lød spændende og andre troede slet ikke på ideen. Jeg fik en god snak med Bruno Christensen, som mente at vi faktisk havde en rigtig god og gennemtænkt model på fremtidens specialbutikker, vi talte om mange ting vedrørende en moderne fysisk butik, så det var super dejligt at få denne respons og nogle gode input retur. Herefter var familien Pedersen ikke i tvivl, nu var det bare at hjælpe datteren Sabina i gang.

Den første butik ”Hos Sabina” blev åbnet i Sakskøbing 24. november 2017 og den 6. december blev dørene åbnet i Maribo for søster butikken. ”Det gik faktisk lidt hurtigere end planlagt med butik nr. 2, men når nu vi var i gang og en skobutik lige var lukket i Maribo, så kunne vi lige så godt skynde os og få julehandlen med begge steder, og det lykkedes. Det gik forrygende til julesalget og så var vi ligesom i gang,” fortæller indehaver af de 2 butikker Sabina Latika Pedersen.

På spørgsmålet om hvorfor de ikke åbnede en butik i Nykøbing eller Nakskov? Kommer svaret med det samme: ”Vi ville ikke ligge i centerbyerne, hvor udbuddet er stort, konkurrencen er hård, og hvor man reelt set slås om kunderne. Vi vil ligge i købstæderne og finde de produkter der mangler der, og frem for alt yde service over for vores kunder. Så det var en helt bevidst strategi fra starten”. Sabina forklarer, at det gerne skulle være sådan, at de andre butikker hilste os velkommen og ikke så os som en konkurrent, men en som kunne være med til at gøre byen endnu bedre at handle lokalt i. ”Det er jo en lang sej kamp, men vi tror faktisk på, at vi små specialbutikker kan være med til at højne interessen for tilflyttere, når de kan se at der er et sundt lokalt butiksmiljø, så vil chancen for at de køber et hus og bosætter sig her være langt større, og den udvikling vil vi gerne være en del af”, forklarer Sabina.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

 
Omkostninger og indtægter

”Det handler om at tilpasse omkostningerne og udgifterne, og samtidig sørge for at have åbent når kunderne har brug for det”, så enkelt lyder konceptet for butikken ”Hos Sabina”. Sabina forklarer, at de ikke har åbningstider som de fleste butikker fra 9-17 hver dag og om lørdagen fra 9-13. ”Vi har lukket om mandagen og åbent i Sakskøbing tirsdag-fredag fra kl. 11-18 og lørdag fra kl. 10-14, samt den 1. søndag hver måned fra kl. 10-14. Det er ud fra, at vi gerne vil have åbent for dem som arbejder til kl. 17.00, de har normalt ikke mulighed for at nå specialbutikkerne efter arbejdstid, men det kan de hos os. Vi mister ikke nogen kunder på disse åbningstider, fordi alle andre kan stadig nå et par gøremål fra morgenstunden, og så stadig nå at handle hos os efterfølgende”.

Åbningstider er lig med lønomkostninger og det er den største omkostning for små butikker, hvilket er helt naturligt. ”Derfor er vores løsning med senere åbningstider til for, så jeg kan nå at bestille varer, sætte nye produkter frem mm., inden at kunderne kommer ind i butikken. Der er simpelthen ikke plads til at have en ansat fra 9-11, 5 dage om ugen til dette. Vi er selvfølgelig opmærksom på åbningstiderne og spørger kunderne, ligesom vi her i sommer har haft nogle uger hvor vi åbnede kl. 10.00 for at prøve det af, vi havde nogle ganske få ekspeditioner i disse uger mellem kl. 10.00 og 11.00, så jeg tror på at vores løsning er mere holdbar på sigt”, siger Sabina.

Sabina Latika Pedersen er flyttet retur til Lolland-Falster. Hun stammer fra Radsted ved Sakskøbing, hvor hendes forældre stadig bor. Efter sin studentereksamen på Maribo gymnasium læste hun på Niels Brock i København. En juleassistance hos Matas på Fisketorvet ændrede lidt, da hun i denne periode blev tilbudt en elevplads som hun sagde ja til. Her blev hun så elev og var i 2 år. Sabinas fagprøve omhandlede Ole Henriksens produkter. Hun tog chancen og skrev til Ole Henriksen i USA og inviterede ham til sin kundeaften, som hun havde arrangeret i sin fagprøveuge, og her præsenterede hun sit oplæg. Ole Henriksen dukkede jo selvfølgelig ikke op, men det at turde tænke at det var en mulighed og at man højest kunne få et nej, er nok noget der siger en del om Sabina som menneske. Hun er ikke bange for at prøve og kaste sig ud i noget nyt. Senere kom hun til Matas i Husum, en noget mindre butik end Fisketorvet, hvor hun i en periode fungerede som stedfortræder for butikschefen og det var her  hun fik mod på at ”styre” en butik, og ideen om at blive selvstændig var født.

Sabina har taget lidt med fra København, i form af nogle specifikke produkter man normalt kun forhandler derinde. ”Jeg vil gerne have noget som andre ikke har og det har vist sig at være en god ide. Jeg har mange kunder der har fundet produkterne hos mig og som vender tilbage igen og igen. Det er jo det, det hele går ud på, og jeg nyder når kunderne kommer ind og spørger mig til råds, og vi får en god snak, på den måde lærer vi hinanden bedre at kende og gode relationer er guld værd i denne branche”, slutter Sabina Latika Pedersen fra butikken Hos Sabina i Sakskøbing.

Der arbejdes på en ny webshop som gerne skulle blive klar senere i år og indtil da kan du altid følge med Facebook og Instagram siden: Hos Sabina.

Læs også: Kvinde kend din krop









Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area