Ejerskiftet går som smurt i virksomheden Pilemand Tømrer & Snedker Aps

- og man er i gang med at flytte til Idestrup

Med virkning fra den 15. maj 2019 blev den lokale erhvervsmand Kim Lauridsen fra Idestrup som bekendt ny ejer og direktør i PILEMAND.

Den nye ejer og direktør, har den nuværende ejer Claudia Pilemand selv fundet i selskabets bestyrelse. ”Gennem de seneste 3 år har Kim siddet med i bestyrelsen i Pilemand, og det har givet ham et indgående kendskab til selskabets strategi og drift. Det var derfor helt naturligt for mig at pege på ham – og jeg er glad for, at have fundet en kompetent og dynamisk ny ejer, som vil sikre den fortsatte udvikling af Pilemand”, fortæller Claudia.

Det lokale byggefirma PILEMAND, blev stiftet i 2003 af Philip Pilemand, og er gennem årene via opkøb og strategisk målsætning vokset til at beskæftige 25 personer. Firmaet leverer i dag kvalitetshåndværk inden for tømrer og snedker-arbejder samt tagdækning, isolering, murer og glarmester-arbejde.

Læs også: Nøglerne til en fantastisk verden…


Ny ejer vil føre firmaet videre i den rigtige ånd

Den nye ejer og direktør Kim Lauridsen er i forvejen ejer af den lokalt forankrede entreprenørvirksomhed LABECO i Idestrup, og beskæftiger 20 ansatte med speciale i jord-, beton-, kloak- og anlægsarbejde. Af hensyn til den daglige drift og logistiske fordele, flyttes Nykøbing-afdelingen i den nærmeste fremtid til Idestrup, mens Pilemand-afdelingen i Rødby bibeholdes. De to selskaber, PILEMAND og LABECO, vil fortsætte som to selvstændige virksomheder. Alle 25 medarbejdere vil fortsat være beskæftiget i PILEMAND, mens den tidligere ejer og direktør Claudia Pilemand vil være ansat i en overgangsperiode.

”Jeg er glad og stolt over at skulle fortsætte det strategiske udviklingsarbejde og driften af PILEMAND sammen med de dygtige ansatte. Vi vil fortsat levere kvalitetshåndværk i vores mange byggeopgaver og fremover sætte øget fokus på bæredygtigt byggeri til både erhverv og private”, siger Kim Lauridsen.

Organisere og fjerne spild timer
Kim overtog et andet lokalt entreprenørfirma, H&K Petersen, med 4 mand sidste sommer, så han ved hvad der skal til for at få optimeret arbejdsgangen i virksomheden. ”Det er utroligt vigtigt, at vi er en enhed, selvom vi er 3 firmaer. Optimeringen kan f.eks. ligge i at ”spildtid” bruges på værkstedet til at præfabrikere forskellige komponenter f.eks. armering, forskalling m.v. Disse komponenter kan så indbygges direkte ude på byggepladserne og derved også optimere processen her. Det betyder, at vi udnytter tiden og folkene lærer hinanden at kende på tværs af firmaerne. Det tror jeg på giver et godt arbejdsklima”.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

”Jeg er falstring og har fødderne solidt plantet på jorden”
Kim Lauridsen voksende op i Maglebrænde på Falster og startede med en uddannelse som karrosserismed på et autoværksted. Senere videreuddannede han sig til bygningsingeniør og tog til sidst kloakmesteruddannelsen. Så det er en meget kompetent entreprenør der tager Pilemand med ind under sine vinger. ”Jeg har altid haft en ide om at jeg ville være selvstændig, og har den holdning, at man skal op i en vis volumen for at kunne klare sig, der hvor jeg gerne vil være”, siger Kim Lauridsen.

Kim startede sit firma 1. oktober 2012, og det gik stærkt fra at være selvstændig til at have 8 mand i sit firma. Kim er 40 år og har nu 45 ansatte i sine 2 virksomheder og han føler sig godt rustet til fremtiden. Kim har et godt stærkt netværk og det er en af årsagerne til at han har fået og stadig får mange opgaver i København. ”Vi har nu en volumen der gør at vi også sagtens kan byde ind på lidt større opgaver og han pointerer, at han gerne ville have flere opgaver på Lolland-Falster og Sydsjælland, og det forventer han nu at opnå ved at overtage Pilemand. ”Vi fortsætter den positive udvikling og vil fortsat levere kvalitetshåndværk, med øget fokus på bæredygtigt byggeri både til erhverv og private”.

Godt socialt samvær både i og uden for arbejdstid
Labeco og Pilemand har gennem årene lavet nogle sociale arrangementer sammen, bl.a. deltagelse i Tour De Falster.
”Det er vigtigt at medarbejdere kan have det godt sammen socialt både i og uden for arbejdstiden”, siger Kim Lauridsen og Claudia Pilemand er 100 % enig og supplerer: ”Kim og jeg har de samme værdier, om at det skal være et godt sted at arbejde. Så vi har en god kultur i virksomhederne, hvor vi har meget fokus på god dialog med de ansatte, samt at få afstemt forventninger begge veje når folk bliver ansat”.

Labeco holder til på adressen Tangetvej 35 i Idestrup på Falster, som også huser H&K Petersen samt nu Pilemand Tømrer & Snedker Aps.

Du kan se mere på: http://www.labeco.dk/ og https://pilemand.as/ 

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen














Del denne historie: vælg platform