En musikalsk billedkunstner

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Billedkunster Poul Esting er inspireret af musik i sit arbejde. Han lytter til jazz og klassisk hele dagen i sit atelier. I hans univers er maleriet og musikken i dialog under skabelsesprocessen.


Poul Esting byder velkommen i sit atelier, og inden vi for alvor får begyndt vores samtale om ham som menneske og kunster, sætter han scenen med at fortælle om det, som er forudsætning for begge dele. ”Det er min kone, litteraturen og musikken”.

Som samtalen med Poul Esting skrider frem hen over eftermiddagen i hans fantastiske atelier med høj kip, står det klart, at det med konen, litteraturen og musikken er alvorligt ment. Vi taler om hans kunst og tilgangen til den, men vi taler i lige så høj grad om det, der er fundamentet og forudsætningen for, at der overhovedet kommer maling på lærredet. ”Jeg lytter til musik hele dagen. Jeg har musik til arbejdet fra morgen til fyraften”, fortæller han og peger bagud mod stereoanlægget og højtalerne.

”Men ikke om aftenen. Om aftenen læser jeg skønlitteratur, skriver lidt og hygger mig med min kone. Jeg ser ikke ret meget fjernsyn, undtaget er Svensk TV2 søndag aften kl. 20.00, hvor de sender det fremragende litteraturprogram Babel”. Poul Esting og hans hustru, Birgit Hutters, som er pensioneret sprogforsker, bor i det gamle apotek i Stubbekøbing, inklusiv tilstødende bygninger, hvor selve hovedbygningen udgør atelieret.

Læs også: Bibelen skaber billeder

Musikken har indflydelse på maleriets titel
Billedkunstner Poul Estings musiksmag er hovedsagelig klassisk og jazz. Hans plade- og CD-samling er omfattende. Charlie Parker, Miles Davis og Jan Garbarek er blandt de sikre gengangere under arbejdet i atelieret, det samme gælder Gustav Mahler, Antonin Dvorak og Igor Stravinskij. Og endelig er der de øst- og centraleuropæiske komponister som ukrainske Valentin Silvestrov, polakken Henryk Gorecki og esteren Arvo Pärt, som Poul Esting har et særligt nært forhold til. ”Det skyldes mine mange besøg i de baltiske lande, Polen, Ungarn og de øvrige lande i den del af Europa. Jeg bliver inspireret af musikken fra de lande”.

Musikken, enten det er klassisk eller jazz, er ikke kun behagelig baggrundsmusik for Poul Esting under arbejdet – den er medskabende i den kunstneriske proces. Den har så afgørende indflydelse på det færdige resultat, at han synes, han står i gæld til musikken og komponisten. ”Hvis jeg har lyttet til Beethovens sjette symfoni, Pastorale, under hele processen fra det tomme lærred til det færdige resultat, så er det da naturligt at navngive billedet Pastorale. Uden Beethoven og hans Pastorale var det jo aldrig blevet det billede”.

  
Korrespondance mellem musik og maleri
Poul Estings kunst bygger på en form for korrespondance mellem musik og billedkunst. Her er som nævnt mere på spil end blot musik til arbejdet eller behagelig baggrundsmusik. Christine Marstrand, cand. mag i kunsthistorie og musik, har i et forord til sin bog om Poul Esting, ”Spiegel im Spiegel Selected Works 1988-2018”, skrevet følgende:
”Når en maler overfører musikalske begreber til billedkunsten, er der ikke nødvendigvis tale om direkte oversættelse, men måske snarere om udveksling, korrespondance eller osmose. Det er naturligvis vanskeligt at overføre begreber fra den ene kunstart til den anden, men de påvirkninger en kunstner kan få ved at opleve en anden kunstarts måde at opfatte f.eks. kompositionsprocessen på, kan fremprovokere en igangsættelse, en slags ”chok”, som aldrig ville være blevet udløst, hvis man var forblevet inden for sit eget professionelle felt. Den kunstneriske fantasi og udtrykskraft ledes ad utraditionelle veje til løsninger, som man aldrig havde drømt om og ikke fundet frem til uden denne synæstetiske inspiration, og jeg er sikker på, det er dette, der i bogstaveligste forstand er ”på spil” i Poul Estings kunst”.     

Poul Esting har ved en tidligere lejlighed beskrevet sin arbejdsproces sådan her:
”Jeg arbejder ved at lytte til mig selv, eller sagt på en anden måde: jeg bliver ført frem eller lokket af billedets (forestående) tilblivelse. Billeder skaber billeder, ikke af sig selv, men med mig som opdagelsesrejsende og skabende, ud fra de sammenhænge der opstår. Jeg vil overraskes af mine billeder og arbejder meget med at mane tingene frem – de sammenhænge og væsener der betyder noget for billedet … lag på lag. Billederne kommer – en mærkelig kraft og en vederkvægende lykke … stemninger, opgaver og hårdt arbejde, inderlighed og sjæl, men selvfølgelig også teknik”.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

En normal arbejdsdag som alle andre

Poul Esting er vokset op i Nordjylland i et hjem med klaver og musikalske forældre. Han har så at sige fået musikken ind med modermælken, og derfor var det naturligt, at forældrene sendte ham til violinundervisning. Men det kom der ikke meget ud af, han foretrak at spille fodbold. Violinen fra dengang hænger i dag i atelieret sammen med andre instrumenter, bl.a. en saxofon. ”Som ung begyndte jeg at spille saxofon i den tro, at jeg ville blive lige så god som Charlie Parker, bare jeg øvede mig tilstrækkeligt”, fortæller han med et sort smil.

Det kunstneriske og skabende gen har dog ligget i ham fra barnsben. Ganske vist gjorde violinen ikke det store indtryk på den syvårige knægt, men allerede som tiårig havde han godt fat i blyant og tegneblok, pensel og staffeli – og siden har han fulgt det spor med maleri, grafik og skulpturer. ”Farverne er sekundære i mine billeder. Motiv og indhold er det væsentlige, det er historien i billedet, der er afgørende. Jeg er ikke afhængig af lyset, som mange malere er. Hvis ikke jeg har tilstrækkeligt lys i atelieret, tænder jeg bare for det elektriske”, fortæller Poul Esting, der, som han siger, har en helt normal arbejdsdag som alle andre.

”Jeg arbejder 40 timer om ugen. Jeg står op om morgenen ved syvtiden, går i bad, drikker en kop kaffe og læser morgenavisen, opholder mig i atelieret hele dagen til hen under aften, går igen i bad, drikker mig et glas vin – og læser om aftenen. Blandt mine foretrukne forfattere er Per Hultberg, Gunnar Ekelöf, Thomas Espedal og Italo Calvino ”.

Antallet af Poul Eslings separat- og gruppeudstillinger i Danmark og ude i verden er nærmest svimlende. I gennemsnit har han fire separatudstillinger og samme antal gruppeudstillinger om året.

Aktiviteter i 2018
Masnedøudstillingen, Vordingborg: 28.juni -5.august
Annaborg, Hillerød Kunstforening (med K.R.A.P. – gruppen): 7.juni – 15.juli
Hårbølle Kulturhus, Møn (med K.R.A.P. gruppen):30.juni – 11.august
Lys over Lolland, Saxkøbing: 17.august – 26.august
Midtjyllands Kunstcenter – særudstilling i ”Det sorte Galleri” sammen med Erik Langkjær og billedhuggeren Iwona P. Biela, Polen:28.april – 13.august
Til ny restaurant i Aalborg Midtby, arbejder på 2 kunstfriser (90 x400 cm) samt 4 mindre malerier.
N.A.Z. chen Artistamps, Minden, Tyskland 1. september
Aktuel bogudgivelse: Spiegel im Spiegel Selected Works 1988 – 2018 (272 sider), forlaget Movement Agency

www.poulesting.dk 

Læs også: Kvinde kend din krop









Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area