Forligskredsen bag den faste forbindelse over Femern Bælt har besluttet at iværksætte en række større anlægsaktiviteter i Rødbyhavn på Lolland.
Femern A/S er blevet anmodet om at indgå aftale med de entreprenørkonsortier, der skal bygge Femern Bælt-tunnelen, om igangsættelse af en en række større anlægsaktiviteter på dansk side i Rødbyhavn. Det har forligskredsen bag den faste forbindelse under Femern Bælt besluttet i dag.
”Vi tager nu hul på et nyt kapitel af Femern-projektet. Med iværksættelse af en række store anlægsaktiviteter på dansk side udnytter vi tiden bedst muligt og sikrer fremdrift i projektet. Det er et meget vigtigt skridt i realiseringen af projektet”, siger Claus F. Baunkjær, administrerende direktør i Femern A/S.
Læs også: Historisk få tomme lagerlokalerDe konkrete anlægsaktiviteter, der vil finde sted ved Rødbyhavn på Lolland, er:
- Anlæg af den store tunnelelementfabrik ved Rødbyhavn. Fabrikken skal støbe de 89 tunnelelementer af beton, der tilsammen udgør Femern Bælt-tunnelen.
- Etableringen af en ny arbejdshavn ved Rødbyhavn. Materialer til byggeri af fabrikken vil blive sejlet ind via havnen, og tunnelelementer vil blive skibet ud på havet herfra.
- Etableringen af tunnelportalen på Lolland. De første tunnelelementer vil blive nedsænket og koblet på den danske portal.
- Etableringen af beboelses- og administrationsfaciliteter til brug for Femern A/S, tunnelarbejdere og entreprenører.
- Bestilling af særligt marint udstyr, herunder de maskiner der skal bruges til at grave tunnelrenden mellem Rødby og Puttgarden.
- En række øvrige mindre forberedende arbejder.
Iværksættelsen af anlægsaktiviteterne betyder, at Danmark får bedre muligheder for at udnytte de 4,4 mia. kroner, som EU-kommissionen har tildelt Femern-tunnelen i støttemidler. Samtidig sikrer anlægsaktiviteterne, at Femern-tunnelen kan åbne i 2028.
Forligskredsens beslutning kommer på baggrund af den tyske myndighedsgodkendelse af Femern-tunnelen, som Femern A/S modtog i december 2018. Myndighedsgodkendelsen kan blive indbragt for den tyske Forbundsforvaltningsdomstol, men retssagen har ikke betydning for anlægsarbejderne i Danmark.
Anlægsarbejderne på dansk side forventes påbegyndt i efteråret 2019.
Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen