Fire dage med dansk lyrik og musik i Nysted

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Digterdoktoren Emil Aarestrups hus og have i Adelgade i Nysted bliver igen i år omdrejningspunktet for den fjerde Lyrik og Visefestival i dagene 15. - 18. juni.

I fire dage vil nogle af landets mest spændende lyrikere få en fremtrædende plads på scenerne rundt om i byen, ligesom musikelskerne vil få noget til øregangene.

”Vi har ”overlevet” de første tre år”, fortæller festivalarrangør Peter Abrahamsen, og fortsætter: ”Vi holder fanen højt dette fjerde år med et program, som både er trofast over for festivalens navn, Lyrik og Viser, og samtidig er prisbilligt, fordi alle skal kunne komme til. Vi har to gratis, åbne arrangementer i Gårdhaven, hvor vi de foregående år har måttet hente reservestole for at sikre plads til de mange gæster. Dertil kommer fire arrangementer med entre, som er i en prisklasse, hvor alle kan være med”.

Aarestrup og B.S. Ingemann hyldes
Allerede torsdag indledes med en koncert i Nysted Kirke, hvor lyset og lystens to digtere B.S. Ingemann og Emil Aarestrup, der begge har boet mange år på hhv. Falster og Lolland, fejres af fire musikere. De to danske digtere har sat sig tydelige spor i lyrikken og brugt området som udgangspunkt for en række af deres digte, der nu er sat i musik af Peter Abrahamsen. Med på bas er Bo Liengaard, Torben Kjær på piano og Sidse Holte, kor og ukulele.

Fredagens officielle åbning står formanden for Guldborgsunds kulturudvalg Martin Lohse for, og eftermiddagen i Aarestrups Have i Adelgade 80, hvortil der er gratis adgang, rummer også underholdning ved de prisbelønnede musikere Ditte Fromseier og Sigurd Hockings.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten

Lene Henningsen digter
Fredag aften læser digteren Lene Henningsen op: Hun modtog i 1999 Aarestrup medaljen for sin lyrik og vil blandt andet medtage sin seneste udgivelse, Stilhedsbilleder til et oprør , et poetisk og visuelt flersporet værk fra en af vores mest eksperimenterende, kompromisløse digtere.
Lørdagen eftermiddag byder på overraskelser: Der er gratis adgang i gårdhaven til Åben Scene, klokken 14-17. hvor en række digtere blandt andre Eva Matjeka fra forfatterforeningen StORDstrømmen, vil læse op.

Dan Turèll, Asger Schnack og Ole Frimer Band
Lørdag aften i Nysted Bio er en klassiker:: Først beretter forfatteren Asger Schnack levende om digterkollegaen Dan Turèll. Schnack, der er medforfatter til en gedigen biografi om Turéll, vil give et helstøbt billede af et menneske, en forfatter, en kunstner og en personlighed i særklasse. I pausen serveres Nysted Bios legendariske danske tapastallerken, og efter pausen spiller Ole Frimer band i bluestoner og med elementer fra rock, jazz og fusion.


Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Lasse og Mathilde
Søndagens eftermiddagskoncert i Nysted Sognehus er med duoen Lasse og Mathilde, der kommer med et blandet repertoire med såvel kendte som nogle af de nyeste fra deres egne udgivelser med bl.a. Piet Hein digte. ”I år har vi en udstilling i baghuset med poesiplakater, som udelukkende er plakater med store danske digteres værker, fortæller festivalens arrangør Peter Abrahamsen. ”Her kommer Emil Aarestrup ind i første række med sit kendte digt ”Angst”. Udstillingen er åben fredag og lørdag”.

Festivalen afvikles i samarbejde med Aarestrup Foreningen og er i år sponseret af en række lokale sponsorer, samt de tre hovedsponsorer ROSA – Dansk Rocksamråd, Thorkild Høeghs mindelegat og Guldborgsund kommune.

Nysted Vise og lyrikfestival 15.-18. juni i Aarestrup Huset
Billetter til alle koncerterne kan købes via www.lyrikogvisefestival.dk

Læs også: Kvinde kend din krop

Fotos:
Abrahamsen Band
Sigurd og Ditte
Lene Henningsen
Asger Schnack
Ole Frimer Band
Lasse og Mathilde

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area