Forfatterstafetten

På Lolland-Falster bor der mange forfattere. De skriver digte, noveller, romaner, essays, skuespil etc. – produktionen er stor. Bedste eksempel på det er udgivelsen StORDstrømmen Antologi der præsenterer 39 forfattere og 11 illustratorer fra det gamle Storstrøms Amt.

Erhverv og Kultur giver hver måned spalteplads til en lokal forfatter under overskriften Forfatter-stafetten.

Her udvælger en forfatter en af sine tekster til publicering i magasinet og giver efterfølgende efter eget valg stafetten videre til en forfatterkollega – og så fremdeles. I sidste måned bragte vi en tekst af Amdi Silversti. Stafetten i denne måned er givet til Rikke Folm Berg. Nederst på siden kan du se, hvem Rikke Folm Berg giver forfatterstafetten videre til.

Læs også: Vildt og varieret program på den 6. Lyrik og Visefestival i Nysted

Af Rikke Folm Berg

Indledningen til kapitel fire i bogen:

”Netværket af familie og venner”

Som forælder til et kræftsygt barn får man brug for andres hjælp. Her venter derfor et kærligt spark til forældre om at tage imod hjælp, og til netværket om at give den. Med hverdagen vendt op og ned, hænderne fulde af omsorgs- og plejeopgaver og hovedet fyldt med bekymringer, er man under voldsom belastning. Hvis man prøver at magte det hele selv, kan man risikere at køre i sænk. Man kan selvfølgelig godt køre på pumperne i en kortere periode, men ikke igennem længere tid. Så glemt alt om at forsøge at være supermor og -far, der kan klare alting uden hjælp, støtte, opmuntring og aflastning. Man gør noget godt for hele familien, hvis man får sit netværk aktiveret.

Der er selvfølgelig forskel på, hvor stort et netværk af familie, venner, bekendte og kollegaer, man har at trække på. Geografi spiller også en rolle. Nogle har deres netværk rundt om hjørnet, andre har deres spredt ud over det ganske land. Det giver nogle forskellige afsæt, men uanset er der muligheder. Der er næsten altid nogen, der gerne vil hjælpe – og det er ikke altid dem, man tror, der vil træde til, der gør det. Så fortvivl ikke, hvis netværket er lille. Måske bliver det legekammeraters forældre eller naboer, der pludselig er der i et omfang, som man aldrig havde turdet håbe på eller forventet.

Nogle oplever den glæde, at omgivelserne træder til helt af sig selv, andre erfarer, at netværket ikke rigtig kan finde ud af at gøre sig nyttigt. I den situation er det værd at vide, at man selv kan gøre noget for, at ens netværk bliver sat i sving.

Når så veninder, morfar og faster er kørt i stilling, gælder det om at være klar i mælet med hensyn til, hvor meget man orker at sludre, beværte og være selskabelig, når nogen kommer for at hente, bringe, aflevere eller ordne. Man kan blive nødt til at nedlægge eventuelle forventninger om, at man står klar med en kop kaffe og en sludder, hver gang nogen dukker op. Både ens egne og andres. Det kan føles mærkeligt i starten, da man almindeligvis plejer at beværte sine gæster og være selskabelig, når andre kommer i ens hjem. Men socialt samvær kræver et overskud, man ikke altid har. Det kan derfor være nødvendigt at sætte ord på og sige: ”Jeg har brug for, at jeg ikke behøver være selskabelig, når du kommer og slår græsset“.

Når man har etableret det, kan man opleve den lykke, at den rette hjælp kommer uden forventning om, at man skal være social; veninden stiller et fad med aftensmad uden for døren og sender en sms: ”Kig på dit dørtrin“, eller morfar kommer og leger med børnene uden forventning om kaffeslabberas. Nogle i kredsen omkring én finder selv ud af det, andre må man vise vejen.


Kort om bogen:

I Danmark får cirka 200 børn fra 0-18 år hvert år kræft. Heldigvis kan sygdommen behandles, og i dag overlever tre ud af fire børn en kræftsygdom. Så oddsene er gode. Der er håb. Det ændrer dog ikke ved, at et barns livstruende sygdom er noget af det hårdeste, man som forælder kan komme ud for.

I bogen “Når et barn får kræft – en håndbog til forældre med kræftsyge børn” får forældre hjælp til, hvordan hele familien bedst kommer igennem tiden med et kræftsygt barn.

Bogen er baseret på interview med familier der har prøvet det, og eksperter der arbejder i felten. Den er på 375 sider og udkom på Turbine Forlaget den 22. oktober 2018. Den kan købes i landets boghandlere.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Lektørudtalelse – som er bibliotekernes vurdering af bogen:
”En velskrevet bog med forskellige beretninger fra familier som har et kræftramt barn tilfælles. Fokus i bogen er ikke tab og sorg men derimod processen, hvor man kæmper en kamp for og med sit barn. Beretningerne og de mange erfaringer og råd vil helt klart være en hjælp for andre forældre i samme situation.”

Citat fra en forælder i bogen:
‘Lige meget hvordan man vender og drejer det, er det en kamp at have et kræftsygt barn. Det kræver enormt meget af ens forhold, ekstremt meget af de andre børn i familien, omgangskredsen, bedsteforældrene …

MEN …

… jeg kunne godt tænke mig at tage fat i de forældre, hvis barn lige har fået diagnosen, og sige: ‘Prøv at høre: Det bliver så meget bedre’. Jeg får lyst til at kramme dem og sige: ‘Det skal nok blive okay. Det er ikke noget lort alt sammen’.

Kort om forfatteren:
Rikke Folm Berg er uddannet Cand. Comm. i Journalistik fra RUC i 2006. Hun skrev igennem en årrække om børn, unge og familieliv – på dagbladet Nyhedsavisen, hjemmesiden www.sundhedsplejersken.dk, samt i magasinerne Vores Børn Mini og Vores Børn Junior. Som en udløber af det satte hun sig for at skrive en bog til forældre med kræftsyge børn, som udkom for få måneder siden. Rikke har i de sidste fem år desuden arbejdet med lokaljournalistik, i det seneste år som lokalredaktør & journalist på Søndagsavisen Fritidsnyt. Så måske skal den næste bog skal tage sit afsæt i det …

Rikke bor i Arninge på Lolland på et nedlagt landbrug sammen med sin mand og to børn – plus to heste, seks katte og fire høns.

Forfatterstafetten er givet videre til Yvonne Halskov

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen









Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area
  Abonnér på mit nyhedsbrev
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så får du fremover besked i din indbakke, når der er nye, positive historier fra Lolland og Falster
PS: Din email er helt sikker hos os - vi deler den ikke med nogen!
×