Forfatterstafetten august 2017

På Lolland-Falster bor der mange forfattere. De skriver digte, noveller, romaner, essays, skuespil etc. – produktionen er stor. Bedste eksempel på det er sidste års udgivelse af StORDstrømmen Antologi der præsenterer 39 forfattere og 11 illustratorer fra det gamle Storstrøms Amt.

Erhverv og Kultur giver hver måned spalteplads til en lokal forfatter under overskriften Forfatter-stafetten. Her udvælger en forfatter en af sine tekster til publicering i magasinet og giver efterfølgende efter eget valg stafetten videre til en forfatterkollega – og så fremdeles.  

I sidste måned bragte vi en tekst af Lise Bock, som nu har givet stafetten videre til Lise Ravnkilde. Nederst på siden kan du se hvem stafetten er givet videre til.

Læs også: Forfatterstafetten

Er jeg syg?
Af Lise Ravnkilde

Er der virkelig noget galt?
Vil jeg tro på dem, hvis de siger der ikke er noget galt?
Mon jeg kan klare mig uden kemo og stråler?
Er det mon bedre at være sikker på, at det hele bliver slået ihjel?

Mine tanker drejer af sig selv rundt om emnet. Uden at ville det og uden at gå i dybden med noget. Min sædvanlige trang til at undesøge et emne med det samme og finde ud af hvad det handler om, er der ligesom ikke. Hvorfor ikke? Hvis der er noget, så gælder det da om at være parat med det samme beskeden falder. Men jeg vælger at vente. Jeg har fået at vide, at jeg skal ringe på mandag. Jeg havde selvfølgelig planlagt, at gøre det så snart det var muligt, men på mandag har jeg også en vigtig aftale med en kunde. Og har tænkt over, hvor lang tid, jeg mon behøver at bruge på telefonsamtalen.

Det er kun fredag og så bliver jeg ringet op. Skjult nummer, godt jeg tog den. Det gør jeg for det meste ikke, når det er skjult nummer, det plejer at være sælgere – men det gjorde jeg altså og så var det fra Ringsted: Om jeg kan komme allerede på mandag, så har de svaret klar, når jeg kommer. SELVFØLGELIG kan jeg det. Praktiske oplysninger blablablablabla klokken 12.30 på mandag på Ringsted. Jeg får hurtigt meldt afbud til min mandagskunde.

Det er nogle mærkelige dage, jeg fortsætter med at planlægge og lave aftaler, både i nærmeste fremtid og langt ud i tiden, men samtidig tænker jeg: Gad vide om jeg kan holde denne aftale? Gad vide om jeg bliver nødt til at aflyse? Gad vide, hvordan jeg har det om en måned, om tre måneder, om et halvt år, gad vide… Sidste dag i frihed, hvorfor tænker jeg det? Hvis nu, hvis nu, det kan jo være, at der ikke er noget, så, så er der da masser af frihed, og hvis der er noget, så, hvad så? Uvirkeligt – det er hvad det er. Fuldstændig uvirkeligt, selvom jeg taler om det, selvom jeg sætter ord på, overfor min mand og min søster, så er det fuldstændig uvirkeligt.

Et eller andet sted, er jeg sikker på, at det er kræft. At jeg skal behandles. Men jeg kan ikke tænke tanken, så langt, at jeg kan se mig selv uden hår, at jeg kan få mig selv til at vælge mellem paryk og tørklæde, men det er jo det, der bliver virkelighed, hvis der er kræft.

Endelig mandag!
I dag skal jeg op og have at vide, at jeg har kræft. Det er sådan jeg har det. Ligesom dengang vi skulle op og finde min mor. Vi vidste jo ikke, at det var sådan det var, men jeg vidste det alligevel. Jeg har det på samme måde nu. Jeg ved jo ikke, at det er den besked, jeg vil få, men jeg tænker, at det er det. Jeg har egentlig sovet ok, men skulle virkelig bestemme, hvad jeg ville tænke på og ikke tænke på inden jeg faldt i søvn. Og her til morgen kan jeg mærke min mave… Det er fuldstændigt uvirkeligt. Jeg har fået at vide, at jeg er alvorligt syg. Jeg har brystkræft. Hvordan kan man være alvorligt syg, uden at kunne mærke noget som helst? Men jeg tror på dem. Jeg tror på, at de har fundet en knude i mit bryst under mammografiscreeningen.

Det første lægen siger, da vi har flyttet rundt på os selv, så vi sidder som han og sygeplejersken vil have. Faktisk er det jo åbenlyst allerede her… Jeg vil sætte mig inderst ved vinduet og min mand er klar til at sætte sig overfor mig, men nej. Vi skal sidde på en helt bestemt måde: “Du skal sidde ved siden af din kone, og din kone skal sidde yderst, så hun let kan komme hen på briksen til undersøgelse”. Og så siger lægen: “Du er jo her, fordi du har været så fornuftig at sige ja tak til mammografiscreeningen, så vi derfor har opdaget knuden så tidligt”. Og så er der faktisk ikke tvivl mere…

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Lægen og sygeplejersken er utroligt rolige, meget venlige og giver det indtryk, at de har al den tid i verden, jeg har brug for. Lægen begynder at forklare, at det er en meget lille knude og at jeg får tid til operation næste mandag. Han forklarer, at knuden er så lille, at det bliver nødvendigt at få lavet en markering ved hjælp af røntgen inden operationen. Der vil blive sat en nål i, så de kan finde knuden. Der er ingen tegn på, at kræften har spredt sig. Så vidt de kan se, er der kun den lille knude, som alligevel er på 11 mm. Lægen forklarer, han tegner samtidig med, at han forklarer. Han forklarer, at når han opererer, vil han fjerne ikke bare knuden, men også raskt væv rundt om knuden. Så han er sikker på, at få det hele med og sikker på, at der ikke ligger – jeg kan ikke huske hvilket ord han brugte, men min søster kalder det tentakler, jeg tænker mere på svampesporer, noget man ikke kan se, men som er rødder for nye svulster. Lægen forklarer også, at de på mandag under operationen vil sprøjte kontraststof ind, som så løber via brystet op til den første lymfekirtel, skildvagten. Hvis de umiddelbart kan se, at der er kræft i lymfen også, vil de fjerne så mange kirtler som nødvendigt.

De forklarer hele tiden et skridt ad gangen. De bygger langsomt mere og mere på. Så jeg stille og roligt accepterer, at det er et voldsomt, altopslugende, svækkende forløb, jeg nu skal i gang med. Et forløb, hvor operationen ikke er det, der kommer til at fylde mest. Først taler de om operation og stråler. Så taler de om kemo. Kemo som skal gives hver tredje uge seks gange. Og så først derefter stråler. Og inden man går i gang med kemo, skal operationen være overstået og sårene helet. 12 dage efter operationen skal vi tale sammen og så kan de fortælle deres anbefalinger for den medicinske behandling. Altså 12 dage efter den sidste operation…. For måske bliver der brug for to operationer.

Da vi har talt lidt og lægen har forklaret og forklaret, min mand har spurgt og jeg har spurgt og vi har fået svar. Så går det op for mig, hvor lang en tidshorisont vi taler om. “Sig mig lige, hvor lang tid er det vi taler om? Jeg har et kursus i Norge til august, kan jeg ikke regne med at være klar der”? “Måske er du i gang med strålebehandling eller lige færdig med strålebehandling i august, og det er ikke fordi strålebehandlingen i sig selv er udmattende som kemo, men efter en lang periode med kemo, så er de daglige strålebehandlinger trættende, så du kan nok ikke regne med at være på toppen i august…”

Ikke være sur, det har jeg planlagt fra start af, jeg vil ikke være sur og ærgerlig.
Jeg vil være rolig.
Fattet.
Jeg vil tænke – og så handle – så reagere.

Fra dagbogsbloggen Er jeg syg, den kan downloades gratis som pdf på www.ravensource.dk

CV
Lise Ravnkilde (1959) er uddannet medieøkonom og har arbejdet som journalist siden 1999. Efter en del år på Lolland-Falsters Folketidende arbejder hun i dag som selvstændig freelancejournalist. Lise Ravnkilde har udgivet bogen Et stort hjerte er ikke nok – om plejefamiliers arbejde, blogsamlingen Er jeg syg? og for nylig udkom bogen Lovestormen fra Lolland-Falster. Læs mere på www.liseravnkilde.dk

FOTO: Ingrid Riis

Lise Ravnkilde giver stafetten videre til Lene Elise Andersen.

Læs også: Kvinde kend din krop

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area