Forfatterstafetten august 2019

På Lolland-Falster bor der mange forfattere. De skriver digte, noveller, romaner, essays, skuespil etc. – produktionen er stor. Bedste eksempel på det er udgivelsen StORDstrømmen Antologi der præsenterer 39 forfattere og 11 illustratorer fra det gamle Storstrøms Amt.

Erhverv og Kultur giver hver måned spalteplads til en lokal forfatter under overskriften Forfatter-stafetten.

Her udvælger en forfatter en af sine tekster til publicering i magasinet og giver efterfølgende efter eget valg stafetten videre til en forfatterkollega – og så fremdeles.

I juli måned bragte vi en tekst af Lone Rytsel. Stafetten i denne måned er givet til Bente Sonn. Nederst på siden kan du se, hvem Bente Sonn giver forfatterstafetten videre til.

Læs også: 3 timers konference om Femern Bælt-projektet

Med tak for at have modtaget Forfatterstafetten vil jeg hermed præsentere mig selv.

Jeg hedder Bente Sonn. Jeg er 70 år og debuterede som krimiforfatter med krimien, Gennem tunnelen, i 2017. Som 70-årig oprettede jeg mit eget forlag, Farmors Forlag, og udgav børnebogen, Skibskatten fra Kramnitze. Jeg ville se, om jeg kunne. Det kunne jeg, og det var sjovt, spændende og ikke så svært. Jeg har mange andre historier for børn, der venter på at blive samlet i én bog sammen med Skibskatten fra Kramnitze, der aktuelt er udsolgt – hele oplaget er væk, og forlaget desværre nedlagt. Jeg blev syg, måtte rive et år ud af kalenderen og sige farvel til flere ting, som jeg ellers brændte for.

Er jeg forfatter?
Tja, jeg har da skrevet lidt – og har meget på bedding. Jeg har bidraget til antologien: Med 50 sygeplejersker på arbejde, skrevet børnebogen, Skibskatten fra Kramnitze og krimien, Gennem tunnelen.

Min baggrund
er som følger: Jeg er født i en landsby på Lolland, gift med en lollik og vi har to sønner, 2 svigerdøtre, 3 børnebørn og et godt liv. Jeg er plejerske fra det gamle Oringe i Vordingborg og blev efterfølgende sygeplejerske. Jeg har arbejdet både som menig sygeplejerske på forskellige sygehusafdelinger, i hjemmeplejen og som afdelingssygeplejerske på plejehjem. De sidste 16 år af mit arbejdsliv arbejdede jeg som udkørende distriktssygeplejerske for gerontopsykiatrien på Amtshospitalet i Vordingborg.

Var der meget alene-ansvar?
Ja, som leder, som ansvarshavende natsygeplejerske og som distriktssygeplejerske stod jeg med et stort alene-ansvar, som jeg taklede ved at skrive digte om de svære ting, jeg mødte. Sådan havde jeg taklet livets udfordringer siden 9-års alderen – skrevet digte om dem. Digtene gemte jeg i en stor hatteæske, der først blev tømt, da jeg var 68 år.

Disse digte danner rammen om min krimi, Gennem tunnelen, og en digtsamling, som jeg håber at få udgivet. Jeg arbejder også aktuelt på en socialrealistisk spændingsroman, Sprittåge, der handler om alkoholisme. Jeg arbejder desuden på at samle mine fortællinger for børn, så – jeg skal bare blive mindst 85 år, for så når jeg det hele – og lidt til.

Hvordan kan en digtsamling danne rammen om en krimi?
Da jeg tømte hatteæsken med et langt livs digte, hvoraf mange var skrevet i bilen på madpapir, avispapir og benzinkvitteringer, gik det op for mig, at hatteæsken rummede et stort erfaringsgrundlag omkring: vold mod kvinder, børns vilkår, psykopati, depression samt et unikt indblik i hele hospitalsvæsenet – set indefra. Den viden og erfaring valgte jeg at delagtiggøre andre i ved at udvælge de mest markante skikkelser i digtene, koble dem til min egen barndom i en landsby på Lolland, og så skrev historien næsten sig selv. Resultatet blev krimien: Gennem tunnelen.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!


Uddrag af, Gennem tunnelen
:
Hun frøs og skuttede sig. Hun greb efter dynen og trak benene op under sig. Der var ingen dyne – kun det hårde, kolde gulv. Hun var ved at komme til bevidsthed. Hun rystede, så tænderne klaprede. Hun forsøgte at rejse sig, men faldt tilbage med et skrig. Hun havde voldsomme smerter i underlivet og forsøgte igen at rejse sig: først forsigtigt om på siden og så op på knæ. Den ene hånd gled i en slimet, varm suppedas på gulvet. Hun hakkede hagen ned i gulvet. Så huskede hun. Hun lå lidt og vurderede situationen, lyttede efter lyde i huset. Hun var alene. Hun huskede, at hun havde hørt yderdøren smække. Hvor længe var det siden? Hvor længe havde hun ligget her? Hun kravlede forsigtigt over til væggen gennem det mørke, slimede stads på gulvet. Det tog hende flere minutter at nå væggen, hvor lyskontakten sad. Efter flere forgæves forsøg fik hun endelig rejst sig ved at støtte sig til en væltet stol og dørkarmen. Hun tændte lyset. Ved synet af det, der lå på gulvet, gled hun grædende ned på gulvet igen. Nu ænsede hun ikke smerterne i kroppen. Hendes hjerte gjorde så ondt, så ondt – det hamrede vildt i brystet. Det sortnede igen for hendes øjne. Hun var væk i flere sekunder.

Da hun igen åbnede øjnene, gik det op for hende, at hun havde aborteret. Gulvet sejlede i blod … og det lillebitte døde foster med fordrejet hoved og overrevet navlestreng. Hun havde trådt i det. Hun havde trådt på sit barn. Hun skreg. Det lød som et primalskrig. Hun faldt hulkende sammen ved væggen. Da gråden var stilnet lidt af, begyndte hun at tænke. Hun måtte væk – redde sig selv, inden han vendte tilbage. Hun tog fejebakken og skrabede møjsommeligt væv, blod og fosterrester sammen – kom det i en affaldspose, tog sin frakke på, gik med stort besvær ud ad køkkendøren, stillede sig ved skrænten til søen og tog afsked med sit barn, før hun lod posen dale ned i det mørke vand. Hun græd stille. Det var hun blevet så god til……….

Bente Sonn giver stafetten videre til Kat L. Lassen.

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen















Del denne historie: vælg platform