Forfatterstafetten juli 2017

Tekst: Bjarne Winther, foto: Morten Holtum
Tekst: Bjarne Winther, foto: Morten Holtum

På Lolland-Falster bor der mange forfattere. De skriver digte, noveller, romaner, essays, skuespil etc. – produktionen er stor. Bedste eksempel på det er sidste års udgivelse af StORDstrømmen Antologi der præsenterer 39 forfattere og 11 illustratorer fra det gamle Storstrøms Amt.

Erhverv og Kultur giver hver måned spalteplads til en lokal forfatter under overskriften Forfatter-stafetten. Her udvælger en forfatter en af sine tekster til publicering i magasinet og giver efterfølgende efter eget valg stafetten videre til en forfatterkollega – og så fremdeles.  I sidste måned bragte vi en tekst af Carsten Flink, som nu har givet stafetten videre til Lise Bock.

Nederst på siden kan du se hvem stafetten er givet videre til.

Læs også: Bibelen skaber billeder

En verdenskendt fiskerdreng fra Falster

Af Lise Bock

Det var forår, år 1900. I huset ved Østersøens kyst, langt inde i Corselitze Skov, boede Peter L. Jensen sammen med sin fader, moder og søskende. Han havde hjulpet sin moder med at dyrke familiens seks tønder land fra han kunne gå selv, og fra han var syv år – og dermed ifølge sin fader var ”halvt en mand” – havde han været faderens medhjælp på havet som fisker og som lods. Snart fyldte han 14 år og skulle stoppe i landsbyskolen. Peters ældre broder Hans var allerede stået til søs, og det var også meningen at Peter ligesom alle mændene i familien skulle være fisker.

Men en dag fik familien besøg i lodshuset. Det var Peters lærer M.V. Sass-Nielsen, der var taget de fire kilometer fra Moseby Skole ud gennem skoven. Han kom for at tale med Peters forældre om mulighederne for, at Peter kunne fortsætte på realskole. Det var aldrig før sket, at en elev fra landsbyskolen var fortsat på en skole, hvorfra der kunne tages eksamen. ”Jeg skælvede indvendig af bevægelse. Hidtil havde jeg kun tænkt på, at jeg skulle være sømand, men nu virkede udsigten til at komme frem i verden på en anden måde stærkt på mig,” skrev Peter i sin selvbiografi.

Det ville koste penge at sende Peter på kostskole. Heldigvis havde moderen sparet lidt sammen. Faderen tænkte over det og sagde: ”Han skal lære noget ordentligt. Det er muligt, at en af os bør gøre det, og nu er Hans jo engang sømand.” Faderens støtte skyldtes måske, at han selv engang havde drømt om en anden karriere, mente Peter, for han var en glimrende violinspiller. Selv om han var blevet sendt til søs som fjortenårig, og Østersøens barske liv havde hærdet ham, var der bagved hans hårde ydre ”altid noget af en kunstners følsomhed, den let sentimentale finhed hos manden, der ikke blev musiker”.

Peter flyttede til Nørre Alslev og startede i realskole senere samme år. Det efterår deltog faderen i det årlige sildefiskeri sammen med sin nabo. Mens de var på havet, drev en af de voldsomste storme, der nogensinde havde raset i Østersøen, hen over dem. De kæmpede i halvandet døgn. Troede mange gange, at de var fortabt. Udmattede og trætte nåede de land. Men faderen kom sig ikke over det, og han døde nogle måneder senere i en alder af 47 år. Familiens indtjeningsgrundlag var væk. Ligeså huset og jorden, for det fulgte med stillingen som lods. Storebroderen Hans, som sejlede på Amerikas vestkyst, kunne have overtaget lodsstillingen og huset, men de kunne ikke få fat i ham. Peter måtte indse, at han måtte opgive drømmen om en akademisk karriere, så han pressede skolegangen sammen på kortere tid, tog eksamen som sekstenårig, og søgte arbejde.

Han blev ansat på et savværk i Hesnæs. Her kørte han brændestykker på en trillebør fra seks morgen til seks aften. En dag blev han kaldt ind til bestyreren.
”Er det rigtigt,” spurgte bestyreren nysgerrigt, ”at du kan matematik?”
”Noget,” svarede Peter.
”Og at du kan tale engelsk og tysk?” fortsatte han.
”Ja, lidt.”
”Kan du virkelig navnene på planterne i skoven og på marken, og har du lært verdenshistorie og fysik?” vedblev han mistroisk.
Peter tøvede lidt med svaret, men indrømmede så at have et overfladisk kendskab til det alt sammen, fordi han havde lært det i skolen.
”Hvorfor er du så her?” brast det ud af bestyreren.
Peter svarede, at han håbede, at når bestyreren engang trak sig tilbage, kunne han overtage pladsen, for det var en af de bedst betalte i hele omegnen.
Bestyreren lo højt. Så blev han alvorlig igen. ”Du passer ikke her,” sagde han. ”Lov mig, at du vil tale med din mor om det. Jeg vil lade dig blive her, til du får en bedre plads, men du skulle udnytte de kundskaber, du har skaffet dig, bedre end til at køre med trillebør.”

Samme aften talte Peter med sin moder. Hun var, som han havde forventet, ængstelig ved, at han ville videre i verden. Men han havde besluttet sig. Han ville til hovedstaden. Hun lovede at hjælpe og skrev med det samme et brev til en familie i København. Til den eneste familie i København, hun kendte. En familie, som havde tilbragt en sommer som pensionærer i lodshuset. Det var Søren Lemvig Fogs familie, selvsamme Lemvig Fog, som var hovedinvestor i Valdemar Poulsens opfindervirksomhed. Hun spurgte om, han ville hjælpe Peter videre til en plads. Han svarede hurtigt tilbage, at det ville han gerne.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Så i januar 1903 rejste Peter til København. Moderen havde rådet ham til at forsøge at få et job på et offentligt kontor, men Lemvig Fog foreslog ham noget helt andet, nemlig en teknisk virksomhed. Der var en vældig udvikling og fremtid i teknikken, sagde han. ”Han var så overbevisende og veltalende, at jeg på stedet sagde til mig selv, at ingeniørvirksomhed skulle være mit fremtidige arbejde, for de muligheder, han åbenbarede for mig, var af en sådan art, at jeg aldrig havde vovet at drømme, de eksisterede”, fortalte Peter L. Jensen. Han startede derefter som mekanikerlærling på Poulsens værksted til 9 kroner om ugen, opmuntret af tanken om, at både Lemvig Fog og Valdemar Poulsen havde bevist, at selv uden en akademisk grad kunne man godt blive en stor ingeniør.

Peter L. Jensen blev hurtigt Valdemar Poulsens betroede assistent i udviklingsarbejdet med den såkaldte buesender. Det var en radiosender, der var videreudviklet fra kulbuelamperne, deraf navnet. Som den første radiosender i verden kunne den overføre ikke bare trådløs telegrafi med morsesignaler, men også trådløs telefoni, også kaldet radiotelefoni eller blot radiofoni. Og det var Peter L. Jensen, som opdagede, hvordan man skulle forbinde de enkelte dele, så buesenderen kunne udsende tale, musik og sang. Da Valdemar Poulsen i 1909 solgte de amerikanske patenter på buesenderen til en iværksætter i Californien, udvalgte han blandt andet Peter L. Jensen til at rejse derover og hjælpe med at opbygge virksomheden. Her mødte Jensen den næsten jævnaldrende Edwin Pridham. Sammen startede de to en opfindervirksomhed og opfandt blandt andet højttaleren. Den døbte de Magnavox – ’Den Store Stemme’. Alt det kan du læse mere om i bogen ”Buen og gnisten. Pionererne fra radioens barndom.”

Kort CV
Lise Bock er uddannet økonom og biolog og har arbejdet med formidling i Zoologisk Have i København og med at uddanne dyrepassere på Roskilde Tekniske Skole. Efter sytten år som mundtlig formidler opsagde hun sit job for at skrive. Den historie, der landede på skrivebordet og bed sig fast, var radioteknologiens. Interessen kom fra, at hendes farfar har været radiokomponentfabrikant. Det har resulteret i bogen ”Buen og gnisten. Pionererne fra radioens barndom”, der udkom på Gyldendal i april 2017. Det er en autentisk fortælling om perioden 1820-1920 med tolv hovedpersoner. En af dem er højttalerens opfinder Peter L. Jensen. Her er gengivet bogens kapitel om hans opvækst.

Stafetten er givet videre til Lise Ravnkilde.


Peter Laurits Jensen (1886-1961) voksede op i dette hus på Falster

Læs også: Kvinde kend din krop

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area