Forfatterstafetten juni 2017

Tekst: Bjarne Winther, foto: Carsten Flink
Tekst: Bjarne Winther, foto: Carsten Flink

På Lolland-Falster bor der mange forfattere. De skriver digte, noveller, romaner, essays, skuespil etc. – produktionen er stor. Bedste eksempel på det er sidste års udgivelse af StORDstrømmen Antologi der præsenterer 39 forfattere og 11 illustratorer fra det gamle Storstrøms Amt.

Erhverv og Kultur giver hver måned spalteplads til en lokal forfatter under overskriften Forfatter-stafetten. Her udvælger en forfatter en af sine tekster til publicering i magasinet og giver efterfølgende efter eget valg stafetten videre til en forfatterkollega – og så fremdeles. I sidste måned bragte vi en tekst af Carsten Aner, som nu har givet stafetten videre til Carsten Flink.

Nederst på siden kan du se hvem Carsten Flink giver stafetten videre til.

Stolen af Carsten Flink                                                                                                                 

Kopperne til højre for kagetallerknerne. Var det ikke sådan, man gjorde?

Han gik et skridt baglæns og betragtede bordet. Den gule dug, han havde bakset ud fra den nederste skuffe. Han var nær aldrig kommet op igen. Men nu lå den der da. Godt nok lidt krøllet, men det fik være. Og kopperne inde fra det fine skab. Han havde tørret dem af med en klud. Der kom jo lidt støv derind med tiden. Men nu så det vist helt fint ud. Så skulle han bare trykke på kaffemaskinen, når de kom. Ved fire-tiden havde Monica sagt. Det var ikke sikkert, hun havde Camilla og Beatrice med. De havde jo så meget at se til, nu de gik i de store klasser, sagde hun. Men hun ville smutte forbi en bager og tage en borgmesterstang med. Den kunne skæres ud, så der var stykker nok til, hvis Steen også kom. Med ham ved man jo aldrig, havde hun vrisset.

Læs også: Hjælp politiet - Registrer dit overvågningskamera

Nej, nej, det havde hun vel ret i. Men Steen havde jo så meget at se til. Det var et krævende arbejde, han havde. Så måtte der gå noget tid imellem, at han besøgte sin far. Det kunne ikke være anderledes. Hun kom da heller ikke selv forbi så ofte.

Han sukkede og rettede på puden på den yderste plads. Når den lå dér, så man ikke skjolderne på stolesædet. Det var her, han sad med sig selv. Han var lidt stolt over idéen med puden. Den havde han udtænkt i morges i sengen. Så de ikke lagde mærke til noget.

Men nu skulle han igen. Hele tiden. Han skyndte sig ud mod toilettet. Åh, det pressede! Kom han helt derud? Han bed tænderne sammen og sugede luften ind for at holde på det. Han tog fat i dørkarmen ud til entréen for at få det dårlige ben med over dørtrinnet. Det gjorde ondt hele vejen op i lænden. For fanden da! Nu kom det! Han kunne mærke varmen brede sig ud i underbukserne. Hurtigere! Han måtte ikke dryppe på gulvet ude i entréen. Ind på badeværelset!

Han flåede gylpen op halvvejs henne over håndvasken. Han pustede ud og åbnede for lukkemusklen. Men nu ville det ikke komme. Selv om han skulle pisse så forfærdeligt, sivede det bare ud i en slap stråle, løb ned over pungen og snoede sig i en tynd bæk ned over vaskens hvide porcelæn, inden det stilfærdigt dryppede ned i afløbet. Han masserede pikken. Det plejede at hjælpe, så kom der altid en sjat til. Han kiggede ned på sig selv. Lille og indskrumpet, næsten forsvundet i lange, grå hår. Der var ikke meget tilbage af ham fra dengang, den kunne bruges til noget. Underligt at huske, nu den næsten var et helt andet organ.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Han åbnede for vandet og sjaskede vand ud over. Det med håndvasken var smart. De havde gjort det, da han sejlede. For ikke at løbe hele vejen ned på lokum. Men nu slap han for at pisse ned ad sig selv. Og så kunne han sprøjte vand på, så han holdt sig ren. Han knappede gylpen og vendte sig mod døren med små skridt. Hvad, der var vådt på gulvet? Nå, han havde nok fået sprøjtet lidt rigeligt. Han måtte ind og trykke på kaffemaskinen. De kunne være her, hvad øjeblik det skulle være.

I entréen tog han en dyb indånding gennem næsen. Lugtede her? Sidst Monica havde været her, havde hun sagt, at her lugtede. At det ikke kunne gå sådan længere. Pjat med hende! Her lugtede overhovedet ikke. Han kunne i hvert fald ikke lugte noget. Troede hun virkelig, at han ville have et eller andet fremmed kvindemenneske til at komme rendende og bade ham. At han skulle stå splitternøgen foran nogen, som kunne spidde hans ynkelige tilstand. Tage på ham med gummihandsker og smøre ham ind i sæbeskum. Aldrig! Han skulle nok klare sig selv! Arrigt tværede han tøflerne rundt i et par dråber på det lyse parketgulv. Sådan, det skulle nok tørre, inden de kom!

Ringeklokken over hoveddøren fik ham til at fare sammen. Allerede? Hvad nu? Han havde jo ikke fået tændt for kaffen. Så nåede de måske slet ikke at få kaffen. De skulle jo hurtigt hjem og spise hver især.

Han vendte sig, så hurtigt han kunne, for at løbe over til buzzer-knappen. Stakåndet satte han fingeren på knappen, men stoppede op midt i bevægelsen. Han snusede ind. For fanden, her lugtede jo af pis! Det gik ikke. Ikke engang lugtesansen kunne han regne med.

Han lod hånden falde ned langs siden, bukkede sig og trak entré-taburetten ind under rumpen. Lod den store krop falde tungt ned og gemte hovedet i hænderne.

For fanden da, de kunne ringe herfra og til helvede.

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen

Carsten Flink bor i skoven nord for Hesnæs på Falster. Han er bibliotekar og forfatter til den populære begynderlæsningsserie om Alvin, der er oversat til syv sprog. Har desuden skrevet en række trafikhistorier til det norske Trygg Trafikk samt en ungdomsbog og en julebog, som udkom lige før jul. Novellen her er for voksne.

Carsten Flink giver stafetten videre til Lise Bock

 

 

 

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area
  Abonnér på mit nyhedsbrev
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så får du fremover besked i din indbakke, når der er nye, positive historier fra Lolland og Falster
PS: Din email er helt sikker hos os - vi deler den ikke med nogen!
×