Forfatterstafetten maj 2017

Tekst: Carsten Aner, foto:
Tekst: Carsten Aner, foto:

På Lolland-Falster bor der mange forfattere. De skriver digte, noveller, romaner, essays, skuespil etc. – produktionen er stor. Bedste eksempel på det er sidste års udgivelse af StORDstrømmen Antologi der præsenterer 39 forfattere og 11 illustratorer fra det gamle Storstrøms Amt. Erhverv og Kultur giver hver måned spalteplads til en lokal forfatter under overskriften Forfatter-stafetten.

Her udvælger en forfatter en af sine tekster til publicering i magasinet og giver efterfølgende efter eget valg stafetten videre til en forfatterkollega – og så fremdeles. I sidste måned bragte vi en tekst af Anna-Marie Helfer, som nu har givet stafetten videre til Carsten Aner. Nederst på siden kan du se hvem Carsten Aner giver stafetten videre til.

Der er mere mellem himmel og jord.
Af Carsten Aner

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Chresten stod ude på balkonen. Det var sort nat, men stadig meget varmt. Han havde ikke kunnet sove på grund af varmen og valgte til sidst at stå op. Birgitte var som sædvanligt faldet i søvn ubesværet af det ændrede klima og havde ikke været generet af hans stadige venden og drejen sig i sengen.

Chresten tænkte tilbage på de sidste dage. Rejsen var forløbet uden problemer til Dar es Salam, men derefter gik det anderledes end forventet.

For en snes år siden havde både han og Birgitte været udsendt som rådgivere til Tanzania og havde derfor også stiftet bekendtskab med kiswali, men med meget forskelligt udbytte.  Han havde derfor bestemt  hjemmefra, at denne gang ville han virkelig tage sig sammen og gøre brug af de få gloser, som det var lykkedes ham at få lært. På badeværelset hjemme i Nykøbing, hvor han i al hemmelighed kunne gentage de kiswahili-ord, som nu og da dukkede frem af glemslen, trænede han intensivt de sidste dage før afrejsen. Chresten så allerede for sig, hvordan han livligt og indsigtsfuldt – til lokalbefolkningens store overraskelse – konverserede gamle venner og samarbejdspartnere på Zanzibar. Med dette billede i baghovedet besluttede han sig for straks at ville tage sit kiswahili i brug, så snart de satte foden på tanzaniansk jord.

Chresten rødmede ved tanken om, hvor pinligt det havde været, da beslutningen blev til virkelighed.

Han huskede, hvordan han øjnede muligheden for at gøre et godt indtryk på flybesætningen, da de blev kaldt ud til flyet i lufthavnen i Dar es Salam for at flyve til Zanzibar. Kaptajnen stod øverst oppe på trappen ved indgangen til flyet og tog smilende imod passagerne. Her var virkelig chancen for at imponere flyets førstemand, som tilmed var sort., Da de hilste venligt på hinanden, spurgte Chresten derfor høfligt interesseret: Habari za andika? I løbet af forbavsende kort tid skiftede kaptajnens ansigtsudtryk fra venligt forekommende til koldt og afvisende, mens han tavst og med let skjult foragt vinkede Chresten videre.

Endnu engang måtte Birgitte med englelig tålmodighed åbenbare hans fejltagelse for ham. I stedet for at sige: Habari za ndege? Hvordan går det med flyet? Fik han sagt: Habari za andika? Hvordan går det med skrivningen?

Men dermed stoppede pinlighederne ikke. Chresten huskede også, at de blev placeret på de forreste sæder i flyet og at der bag dem var en livlig snakken blandt passagererne. Det var rigtig hyggeligt. Han kiggede ud af flyvinduet og så at et køretøj nærmede sig. Det gjorde holdt ved flyet og ud steg et selskab af – uden tvivl – betydningsfulde damer og herrer med nogle meget store kufferter. Chresten og Birgitte kunne fornemme et vældigt røre bag i flyet, men deres opdragelse forbød dem at vende sig om for at finde ud af årsagen til uroen. Chresten kunne dog genkende nogle få ord – f.eks. mzungu som betyder hvid mand – og han følte en voksende stolthed over, at de nyankomne tilsyneladende havde bemærket ham og Birgitte. Han rettede sig op i sædet for at selskabet bag ved bedre kunne se ham og kiggede nonchalant ud af vinduet. I det samme startede flyet og rullede langsomt hen mod startbanen, mens det passerede et par ensomme kufferter, som havde en slående lighed med Birgittes og hans. Sammenhængen gik hurtigt op for ham. Deres kufferter var efterladt på cementen for at få plads til det fornemme selskabs bagage. Chrestens  opstigning på den sociale rangstige endte brat. Til gengæld kunne de se frem til først at få deres bagage efter langt senere end forventet.

Chresten så ud over den natsorte by. Når han lænede sig ud over balkonkanten, kunne han høre skridt og ane skyggen af en enkelt nattevandrer, der forsvandt om det nærmeste hjørne og ind i den mørklagte snævre gyde.  Gadens sparsomme lys fik Chresten til at mindes den aften, hvor han skulle se en medicinmand i arbejde. Medicinmanden var blevet tilkaldt af ejeren af det hotel, hvor han og Birgitte boede for år tilbage, fordi gæsterne udeblev. Årsagen var, at hotellets ejer havde en meget magtfuld politiker som fjende og denne politiker havde fået en anden medicinmand til at bandlyse hotellet. Hans kunst bestod i at indgive ondskab i forskellige væsker, hælde dem på flasker og begrave dem i jorden ved vejen til hotellet.  Dermed var der sat en effektiv stopper for modtagelsen af nye gæster.

Læs også: Ny analyse bekræfter trafiktal på Femern-forbindelsen

Sammen med ejeren begav Chresten sig hen til stedet, hvor ondskaben skulle være begravet. Da de nåede derhen, havde medicinmanden allerede gravet et dybt hul og det viste sig at være det rigtige sted for op af hullet kunne han trække 2 medicinflasker omviklet med flere lag af klude. Chresten blev meget imponeret over medicinmandens kunnen – ikke mindst fordi en tilfældig cyklist dukkede frem af mørket og gjorde holdt, da han så medicinmanden i arbejde. Cyklisten klagede over smerter i benet og bad medicinmanden om hjælp – uden beregning. Medicinmanden indvilligede og strøg cyklisten ned af benet flere gange og ud kom en sten. Hotelejeren kom nu i tanke om at han også havde haft ondt i benet i den sidste tid. Så han bad også om hjælp. Medicinmanden var ikke smålig med sin kunnen og en, to, tre, vupti trak han også en sten ud af hotelejerens fod og straks forsvandt smerten. Nu var Chresten virkelig imponeret.

Så ville medicinmanden hjem. Det var rimeligt nok efter den vellykkede indsats, hvor han straks og med stor nøjagtighed kunne bestemme, hvor ondskaben lå begravet. . Måske fornemmede medicinmanden en vis skepsis fra Chrestens side og forklarede da , at dette med at finde ondskabsfulde ting begravet egentlig var hans mindste kunst. Det kunne Chresten sagtens se for sig. Før medicinmanden tog hjem, sagde han, at der skulle gøres et bål klart næste dag til afbrænding af det onde i både kludene og flaskerne. Samtidig skulle der bygges en lille hytte til den gode ånd, som så kunne beskytte hotellet døgnet rundt. Det krævede dog en indvielse af hytten før ånden kunne føle sig hjemme – en ofring af 2 geder. Mon ikke Chresten kunne sponsere det? Jo, det mente Chresten nok. Men ikke nok med det – medicinmanden hævdede også, at en god stærk øl eller to ville gøre ånden rigtig meget tilfreds. Kunne Chresten også tage sig af det? Jo, det kunne Chresten godt.

Næste dag blev alt gjort som medicinmanden havde ønsket. Hytten blev bygget, gederne ofret og medicinmanden sørgede for at tage de tomme ølflasker med ud til hotelejeren efter at han havde besøgt den gode ånd for at sikre sig at alt var som det skulle være.

Nu skete der så det, at det i den følgende tid væltede ind med så mange gæster, at der slet ikke var værelser nok. Det blev for meget for ejeren. Han fik nervesammenbrud, måtte opgive hotellet og sælge det for næsten ingen penge – efter sigende til den magtfulde politiker, der naturligvis endte som magtfuld turistminister.

Medicinmænd har fanden skabt, filosoferede Chresten, godt at vi ikke har sådan nogle i Danmark. Før han gik ind til Birgitte for at sove videre, slog han – for at være helt sikker – korsets tegn for sig, bankede under bordet 3 gange og sagde samtidig besværgende: syv, ni, tretten.

Han faldt i søvn i sikker forvisning om, at han havde gjort, hvad han kunne for at den slags middelalderlig overtro ikke skulle finde vej til Danmark.

CV
Efter endt læreruddannelse har Carsten Aner arbejdet med forskellige minoritetsgrupper i Danmark – herunder i Børne- og Ungdomsforsorgen og Dansk Flygtningehjælp. Han har ligeledes været skoleinspektør på Falster gennem 16 år og senere været forstander for Ishøj Sprog- og Integrationscenter i 12 år. Desuden har Carsten Aner arbejdet udenlands i flere perioder. Han har været i Irak og senere Tanzania og Liberia i Afrika, hvor han har været rådgiver for efter- og videreuddannelse af folkeskolelærere. Det er her, han har fundet inspiration til sine fortællinger om livet i andre lande.

Carsten Aner har bidraget til forskellige antologier og har fået udgivet fortællingen ”Den gode vilje”.

Carsten Aner giver stafetten videre til Carsten Flink.

FOTO: Carsten Aner

Læs også: Ny analyse bekræfter trafiktal på Femern-forbindelsen

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area
  Abonnér på mit nyhedsbrev
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så får du fremover besked i din indbakke, når der er nye, positive historier fra Lolland og Falster
PS: Din email er helt sikker hos os - vi deler den ikke med nogen!
×