På Lolland-Falster bor der mange forfattere. De skriver digte, noveller, romaner, essays, skuespil etc. – produktionen er stor. Bedste eksempel på det er udgivelsen StORDstrømmen Antologi der præsenterer 39 forfattere og 11 illustratorer fra det gamle Storstrøms Amt.
Erhverv og Kultur giver hver måned spalteplads til en lokal forfatter under overskriften Forfatter-stafetten.
Her udvælger en forfatter en af sine tekster til publicering i magasinet og giver efterfølgende efter eget valg stafetten videre til en forfatterkollega – og så fremdeles.
I sidste måned bragte vi en tekst af Lene Elise Andersen, som nu har givet stafetten videre til Frank Gravesen.
Nederst på siden kan du se hvem stafetten er givet videre til.
Læs også: Historisk få tomme lagerlokaler
Fra ”Mig i dag – dig i morgen”
Bag en roevogn
Svajende palmer, bagende sol
Fremmede dyr og eksotiske retter
Ligge og dase med kølige drinks
Nej, ikke til mig – bare tanken, den trætter
For lad mig få stiv kuling, modvind fra vest
Lad mig få åbne vidder, marker med roer
Lad mig mærke regnen piske mit ansigt
For under høj grå himmel, trives jeg bedst
Jeg vil mærke livet, bide mig fast i det
Jeg vil ruske det og blive rusket af det
Jeg vil have øl og brændevin, ikke smarte drinks
Jeg vil sidde i mit køkken med skoldhed kaffe
Svajende palmer, bagende sol
Fremmede dyr og eksotiske retter
Ligge og dase med kølige drinks
Nej, ikke til mig – bare tanken, den trætter
For lad mig få duften af dybsort muldjord
Lad mig til alle sider ku’ se mil uden stop
Lad mig ku’ høre viben fra oppe under sky
For under høj blå himmel, trives jeg oss’
Jeg vil mærke livet, bide mig fast i det
Jeg vil ruske det og blive rusket af det
Jeg vil ikke have smarte drinks, men øl og snaps
Jeg vil sidde i mit vindue, og vide jeg er hjemme
Svajende palmer, bagende sol
Fremmede dyr, eksotisk stærk mad
Nej, giv mig Danmark på en regnvejrsdag
Giv mig Lolland bag en roevogn – så er jeg glad
Fra ”Lad mig være – i fred”
Æbler, æbler, æbler
September, Fejø, Lolland, Sakskøbing, æbler, festival
Æbler, æbler, æbler
Ikke meloner, ikke bananer, ikke jordbær
Nej, æbler
Æbleflæsk, æbleskiver, æbleskud, æblesnitter, kandiserede æbler, øjeæbler, æblekinder, æblefacon
Det var et æble – Eva lokkede Adam med
Det var et æble – Wilhem Tell skulle skyde af sin søns hoved
Det var med et æble Snehvide blev forgiftet
Det var med et æble man fedtede for lærerinden
Det er med et æble, at man kan holde doktoren af vejen
Æblet fylder rigtig meget hos os alle
Det falder ikke langt fra stammen
Uden æblet ingen tyngdekraft eller…
Newton havde i hvert fald ikke opdaget tyngdeloven
Kongen sidder med sin krone, på sin trone, i hermelinskåbe, med scepter og rigsæble –
ikke rigspære
New York’erne bor ”In the Big Apple”
Æblet følger os hele livet
Det starter med mos og ender med mos
…og mos
Fra vugge til grav
Frank Gravesen kan sammen med lyrikerkollega Marianne Christensen opleves til et oplæsnings arrangement på Galleri Lolland i Maribo d. 18.10. kl. 17.00-18.30.
Frank nyeste bog “En poetisk selvhjælpsbog?” vil også blive præsenteret her for første gang. Arrangementet er som Galleri Lolland står for bliver støttet af Statens Kunstfond.
CV: Frank Gravesen (1961) er uddannet lærer og kunst- og kulturformidler. Gravesen er udøvende billedkunstner, forfatter og musiker. Gravesen har illustreret bogen “Hundehold og hold på hunden” af Georg Kalkrup og har udgivet digtsamlingerne “Lad mig være – i fred” 2016, “Mig i dag – dig i morgen” 14.07.2017 og “En poetisk selvhjælpsbog?” 18.10.2017. Gravesen skriver i øjeblikket på romanen med arbejdstitlen: “Åge en mand du ikke kan nå” som kommer ultimo 2018. Læs mere på www.frankgravesen.com.
Frank Gravesen giver stafetten videre til Henrik Anker Vej Sørensen.
Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen