Fortæl de gode historier

Tekst: Bjarne Winther, foto:
Tekst: Bjarne Winther, foto:

I artiklen om Krenkerup Bryggeri i nærværende magasin fremgår det, at Bryggeriet i år kan se frem til et pænt plus på bundlinjen. Ejeren af Krenkerup Bryggeri, godsejer Patrick Reventlow-Grinling, forklarer det således: ”Det skyldes i høj grad, at vi er blevet gode til at fortælle den gode historie om den gode øl, vi brygger. Vi fortæller den gode historie igen og igen – og det virker”.

I debatindlæg i Folketidende (20.05.17) skriver Marcus Knuth, udlændingeordfører og MF (V), under overskriften ”Det lysner over Lolland-Falster”: ”Vi skal huske at tale vores landsdel op, når der er positive historier at fortælle. Ja, faktisk er det vores pligt, for det er en svær opgave at ændre mediernes overvejende negative historier om landdistrikterne”. Marcus Knuth forsætter:    ”Spørgsmålet er, om det nytter noget? Det mener jeg. For det styrker vores egen selvopfattelse (…)”. Styrker vores egen selvopfattelse? Tja, det er der nok behov for…

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten

En fremtrædende entreprenør i landsdelen udtalte engang, at alt det negative, der bliver sagt og skrevet om Lolland-Falster i medierne nord for Fejøbroen, stort set er identisk med det, som lokalbefolkningen går rundt og siger om Lolland-Falster. Den negative omtale kommer altså fra os selv. Det er nok sat lidt på spidsen – men måske er der noget om snakken. Hvis det er tilfældet, så er det bare med at få skeen over i den anden hånd. Lav selvopfattelse appellerer ikke til storytelling – tværtimod.

Kendetegnende for befolkningen på Lolland-Falster er, at den ikke er god til at fortælle om alt det gode, der er at fortælle om landsdelen. Selvpromovering er et negativt ladet ord på Sydhavsøerne. Man skal ikke gøre for meget stads af sig selv og dermed blive for høj i hatten – synes attituden at være. Ganske vist er beskedenhed en dyd. Men man kommer ikke langt med velbevarede hemmelighede, og det nytter ikke at holde de gode kort tæt ind til kroppen i al evighed.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Marcus Knuth mener, vi er forpligtet til at tale vores landsdel op, når der er gode historier at fortælle – Patrick Reventlow-Grinling kan bekræfte, at det virker at fortælle den gode historie igen og igen. Redaktionen kan kun støtte de to herres vurderinger. Magasinet Erhverv og Kultur er faktisk sat i verden for netop at fortælle de gode historier fra Lolland-Falster. Vi gør det igen og igen – fordi vi tror på, det virker…

God læsning og god sommer!

Redaktionen

Læs også: Kvinde kend din krop

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area