Fra elværk til missionshus – og nu koncerthus

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Nordfalster har fået et koncerthus, der tiltrækker nogle af de bedste musikere og ensembler inden for musikverdenen.   

Man fristes til at fastslå, at Birgitte Getting har gjort det igen. For fem år siden begyndte hun at arrangere klassisk musik, foredrag, fællessang og kunst hjemme i privaten på den tidligere skovridergård på Orenæs Gods, bedre kendt som Oresnæs Saloner – og i dag har hun indtaget det tidligere missionshus i Nørre Alslev for at udleve ambitionen om at give rum til endnu flere kulturelle aktiviteter på Nordfalster.

Det tidligere missionshus, Nørre Alslev Langgade 68, der oprindeligt blev bygget som elværk, er i dag kendt som Nordfalsters Koncerthus. Den officielle åbning fandt sted i marts 2017 – og den første koncert var den 9. juli med Henschel Quartett i overværelse af 90 gæster.

 
”Stedet er velegnet til mange aktiviteter. Kammerkoncerter, mindre orkesterensembler og kor, men også som lydstudie, møde- og festlokale og undervisning – enhver form for kulturelle aktiviteter. Stole og borde kan ryddes af vejen, scenen kan flyttes rundt efter behov, her er mange muligheder”, fortæller Birgitte Getting med begejstring.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten

De bedste musikere henvender sig selv
Birgitte Getting er uddannet operasanger. Hun har sunget på Det Kgl. Teater, Den Jyske Opera, operahuse i Sverige og Tyskland, DR Radiokoret. Som ung læste hun musikvidenskab, inden sangen for alvor tog over.

Hun boede på Islands Brygge i København dengang i 2013, hvor hun spottede den tidligere skovridergård på Orenæs Gods, som hun straks faldt pladask for. Hun havde fået nok af storbyen og cafe latte-larmen på Bryggen – hun ville på landet og have fred og ro. På rekordtid fik hun skabt et kulturelt centrum på Nordfalster, Orenæs Saloner – og nu har hun fået stablet en overbygning på, Nordfalsters Koncerthus.

Nordfalster kan i dag bryste sig af to markante kulturinstitutioner, der aldrig ville have set dagens lys, hvis ikke der var kommet en kulturentreprenør forbi udefra, en ildsjæl, der brænder for at arrangere og igangsætte. Trods pæne besøgstal er det ikke nogen guldgrube at være kulturarrangør, fortæller Birgitte Getting.

”Det er hårdt arbejde. Der skal konstant søges om fondsmidler til arrangementerne. Selve driften må jeg selv stå for. Der er ikke løn til mig. Jeg underviser i klaver, sang, kor og har job som organist for at få smør på brødet”.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!


Til gengæld kan Birgitte Getting glæde sig over, at hun ikke skal ligge vandret for at skaffe kunstnere til huse. Hun har formået at promovere sit navn så markant i det danske musikmiljø, at de bedste musikere og ensembler selv henvender sig til hende. Det er tilfældet med Arild Kvartetten, der i løbet af 2018 vil opføre Beethovens samlede strygekvartetter i Nordfalsters Koncerthus.

”Det er et omfattende projekt at opføre alle Beethovens strygekvartetter. Jeg er faktisk stolt over at kunne præsentere Arild Kvartetten i Nordfalsters Koncerthus. Kvartettens medlemmer har i en årrække hørt til dansk musiklivs absolutte top”, fortæller Birgitte Gettting.

Som noget nyt kaster Birgitte Getting sig også ud i jazzen. I foråret bliver det til to koncerter med gode jazznavne: Christina von Bülow Kvartet og Thomas Agergaard Kvartet med så prominente navne som Artur Tuznik, Lennart Ginman og Thomas Blachman. Programmet for 2018 er ikke helt på plads endnu, men der kommer koncerter med operasang, klavermusik og nutidig digtning, guldaldermusik og fortællinger fra den danske guldalder, teater, åben scene, musikquiz og andre sjove koncepter, der stadig er i støbeskeen.

Følg med på www.orenaessaloner.dk hvor man også kan tilmelde sig nyhedsbrev og købe billetter.

 

Læs også: Kvinde kend din krop

 






Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area