Frugtens Mekka i Sakskøbing

Frugt i alle former – fra frisk til fermenteret

Dette års frugtfestival tegner godt – måske er der endda lidt mere frugt at smage på, fordi sommeren har været så varm og solrig, at alt er modnet tidligere end sædvanligt.


Fuld knald på nostalgien
Frugt og syltning – dage i selskab med Madam Mangor. Opskrifter som er enkle og giver glas fulde af sommerens overdådighed af solskin, så man kan åbne og dufte og næsten mærke solen prikke i nakken hele vinteren over.

Festivalen har Madam Mangor som tema i år, så der er både historiske kager og gode råd fra dengang, syltning var en selvfølge. De traditioner er blevet populære igen, og du kan naturligvis finde ekspertise i syltning af bær og frugt og gamle husmoderlige dyder som at undgå madspild – og endda købe historiske kager direkte fra Madam Mangors univers i festivalens helt egen café, og du kan møde hende rundt om på festivalområdet.

Læs også: Forfatterstafetten

Frugtbattle
Både kokke, bagere og slagtere anvender frugt – f.eks. i festivalens egen grillpølse – og ellers er vi vant til at se frugt i både det kolde og det varme køkken og ikke mindst i bagværk. Brugen kræver kendskab til sorternes smag og egnethed. Ved slagtere mere end avlere – eller omvendt?

På scenen kan du høre bager Pabst fortælle om historiske kager, og eleverne fra Lindholmskolen fortæller om alt det, de har lært, om æblesorter, smagsnuancer og presse-metoder og pasteurisering.

Bager- og konditorskolen deltager, og bagereleverne laver italienske madbrød bagt med surdej på fermenterede æbler, bagte tærter med syltede pære á la´ Madam Mangor, blommechutney og modellerede frugter i marcipan.


Kvalitetslækkerier
Der er som sædvanligt sørget for, at der kommer en masse udstillere med fantastiske kvalitetsprodukter, så der er en rigt udvalg af lækkerier at smage på og købe med hjem. Årets udstillerliste byder på kendte navne, så man skal ikke gå forgæves efter sine yndlingsæbler, sin favoritcider, den altid nødvendige kirsebærvin eller lækkert bagværk. Og selvfølgelig kan man også stille sulten – bl.a. med Frugtfestivalens helt egen festivalpølse, lavet af lokale grise, æbler og timian.

Hvis du har sikret dig årets armbånd, er der ekstra gode tilbud – og du kan måske tage et portrætfoto med hjem.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!


Frugtdoktor
Man kan også i år besøge Frugtdoktoren og få gode råd om dyrkning og tage eksempler med, hvis man f.eks. gerne vil vide, hvilke sorter æbler, man altid har haft i haven men aldrig har fået bestemt. De ved også en masse om sygdomme og beskæring.

Blommer og blommer
De fleste ved, at spiseæbler og cideræbler er to meget forskellige ting, men der er også mange typer blommer, og nogle skal spises direkte, og andre kan syltes på alle mulige lækre måder. Det kan være en god ide at smage sig igennem sorterne, hvis man vil danne sig sin egen mening om, hvad der er den bedste blomme, så man kan købe med hjem til syltning, eller hvis man overvejer at få blommetræer i haven.


Børneaktiviteter
Børnene skal naturligvis ikke snydes, og de kan også i år se frem til at lære mere om frugt, presse most og få æbleskiver med revet æble i.

Læs mere om alle herlighederne og se program og stadeplan på www.frugtfestival.dk.

Læs også: Kvinde kend din krop








Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area