Galleri Peter Pitsch fejrer 2 års jubilæum

Pressemeddelelse

Det var lidt af en satsning, da tysk fødte Peter Pitsch den 4. Juli 2017 for første gang inviterede gæster indenfor sit galleri i Nykøbing Falsters gamle bydel, Store Kirkestræde. I den lille gågade skråt overfor Marinestuen med udsigt til Klosterkirken ligger hans galleri både hyggeligt og centralt. Alligevel vidste Peter Pitsch på ingen måde, hvordan hans kunst ville blive modtaget eller om han kunne klare sig rent økonomisk.

Læs også: 3 timers konference om Femern Bælt-projektet


Han skabte et indbydende miljø uden og indenfor galleriet, hvor alle føler sig velkommen. “Jeg blev selv overrasket over, hvor godt jeg blev modtaget. At folk glæder sig over motiverne og de livlige farver, når de træder ind i lokalet.” Han fortæller gerne om historierne, som ligger bag sine billeder. Folk er oprigtig interesserede og bidrager selv med deres associationer.

Interessen for hans kunst bliver ved med at vokse, og det betyder efterhånden, at Peter sælger sine malerier i nogenlunde samme tempo som han fremtryller dem. Når han er i galleriet, maler han hver dag, nogle dage i 7-8 timer. “Kun når en kunde træder ind, lægger jeg penslen til side og spørger, om jeg kan hjælpe.”


Eller han byder på en kop kaffe, som man kan nyde f.eks. udenfor galleriet og samtidig glæde sig over den særlige, næsten sydlandske stemning, som findes i Nykøbings gamle bydel. “Vi kalder området for Latinerkvarteret. Indehavere af de omkring liggende lokaler holder møde indimellem og vi samler vores kræfter og inspirerer hinanden. Vi finder på nye idéer og tager beslutninger for at skabe mere liv i vores stræde. Enten i form af f.eks. faverige paraplyer, som for to år siden pyntede Store Kirkestræde, eller med vores aktuelle street art projekt”.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Et sammenskabelsesprojekt med kommunes støtte, Colourplus som sponsor og Peter Pitsch som projektleder. I dag lyser Store Kirkestræde op i alverdens farver, hele belægningen i gaden blev malet i farverige felter. “Mange har hjulpet til, ikke mindst elever fra Multicenter Syd´s kreativafdeling”. Og han tilføjer: “Vores lille forening vil skabe et godt miljø og gode oplevelser for de lokale og for turisterne, som kigger forbi.”


Tidligere har Peter Pitsch boet i storbyer som Amsterdam, Rom og flere år i København, men på Lolland-Falster føler han sig hjemme. “Folk er venlige og åbensindede og taknemmelige for de nye impulser.” For nylig har Peter bestået den danske indfødsretsprøve, og det er lige så stor en grund til at fejre – syntes han – som galleriets 2 års jubilæum.

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen












Del denne historie: vælg platform