Glæde og fanden-i-voldskhed

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Elvermose Klassiske Koncerter byder på vokal- og instrumentalmusik inden for en bred palette af genrer og epoker.

Det må være stedet, der gør det – måske, det er svært at afgøre med sikkerhed, men der må være noget om det. For det er en udbredt opfattelse hos publikum til Elvermose Klassiske Koncerter, at selve stedet, koncertsalen, der langt ude på Vestlolland, har en særlig magi, der gør, at man som publikum ikke alene lytter koncentreret til musikken, men bliver revet med på en helt særlig måde. Koncertsalen, rummet i sig selv, arkitekturen og lysindfaldet, har en intimitet, som appellerer til tæt samspil mellem musikere og publikum. Som publikum kan man have oplevelsen af, at det her er noget, som vi – altså publikum og musikere – skaber i fællesskab – og at det er derfor der opstår denne unikke og uforglemmelige oplevelse, som er et vartegn for Elvermose Klassiske Koncerter.

Valg af repertoire, musikere, sangere og ensembler er helt afgørende i den sammenhæng. Valget sker hver gang ud fra krav om professionalisme på højeste niveau. Samtidig krav om originalitet, overraskelse og uforudsigelighed, glæde og fanden-i-voldskhed – kraft, energi og spænding.

Læs også: Bibelen skaber billeder

Kunstnerisk leder Christine Krabbe sammensætter ikke sine koncertprogrammer ud fra de sikre kort. Det eksperimenterende, hvor komponist og musikere går til grænsen, er et af grundelementerne i hendes koncertvirksomhed. Koncertpublikummet ved det – og forventer det. Årets koncertprogram 2018 honorerer til fulde publikums forventninger.


5 koncerter i september
Den 37. sæson byder på vokal- og instrumentalmusik inden for en bred palette af genrer og epoker. Sidst i koncertrækken (29.09) er med det innovative crossover-ensemble EKKOzone, der fylder scenen med et enormt slagstøjsbatteri foruden et par klassiske instrumenter.

Det bliver en musikalsk verdensrejse fra Toru Takemitsus besættende orientalske klange til Georg Crumbs gennemmusikalske efterligning af naturens lyde til den herboende cubanske komponist, Louis Aguirres originale og overvældende hovedværk ORULA, som inddrager tekst og vokalteknikker fra den afro-cubanske Santaria-religion. Endelig byder EKKOzone-koncerten på et nyskrevet værk af komponisten Ole Buck, bosat på Vestlolland.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Amerikansk sangskat (22.09) er med mezzosopranen Idil Alpsoy, som har arbejdet med nogle af de fremmeste amerikanske musikere, og derigennem stiftet bekendtskab med den særegne musikalske kultur som spænder meget bredt fra melankolske ballader, lystige kabaretsange til jazzede melodier. De udspringer fra den brogede folkemusik, som selv har rod i de indfødte amerikaners musik såvel som i spirituals, arbejdersange eller folkesange fra immigranternes hjemland. Et stærk portræt af den amerikanske sjæl. Det bliver et spændende møde med fire af USA’s mest anerkendte komponister, Samuel Barber, Aaron Copland, William Bolcom og Chick Corea.

Den russiske pianistvirtuos, Katya Apekisheva og den internationalt etablerede cellist Jacob Kullberg tager livtag med to store klassiske mesterværker af Brahms og Beethoven (08.09). Den London-baserede duo byder desuden på nutidig musik af Sonning-prismodtageren Kaija Saariaho, som igennem flere år har haft en dedikeret samarbejdspartner i Jakob Kullber.

Koncertrækken indledes (01.09) med to af musikhistoriens ypperligste kammermusikværker – Schuberts Forellekvintet og Dvoraks Klaverkvintet nr. 2 med Elisabeth Z. Schneider, Mina Fred, Morten Zeuthen, Michael Stadnicki, Amalie Malling og Kirstine Schneider.

Endnu engang vil hele Danmark kunne opleve en koncert fra Elvermose Klassiske Koncerter (15.09). Koncerten med det unge ensemble ”Suono” bliver radiotransmitteret. Suono er en del af bølgen af højt specialiserede musikere som vier deres liv til barokmusikken. Koncerten byder ikke alene på europæiske mestre som Corelli og Uccelini, men også på ensemblets eget arrangement af den spanske komponist Santiago de Murcias berømt og gribende sang ”Los Imposibles” om umulig kærlighed mellem en nonne og en præst, samt fyrig sydamerikansk barokmusik tilsat virtuos slagtøj.

Elvermose Klassiske Koncerter – 5 koncerter i september 2018

Se mere på: http://elvermosekoncerter.dk/

Læs også: Kvinde kend din krop





Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area