Grumset mudder og klart vand

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Forfatteren Ida Eowin skriver for at få styr på sin barndom og for bedre at forstå sit liv.

Ida Eowyn skriver, fordi hun ikke kan lade være. Sådan har hun haft det siden hun som tolvårig læste en roman af Jens Henrik Jensen. ”Dengang tænkte jeg, det her skal jeg bruge mit liv på”. Ida ville være forfatter, og det blev hun. ”Anorektikeren og papvinen” er titlen på hendes første bog – en selvbiografisk roman.

I dag er Ida 30 år og bor i Nykøbing F sammen med kæresten Malte, der er nordjyde. Ida er fra Søborg ved København. Hun har boet i Nykøbing i to år. Ida er førtidspensionist. Det har hun haft svært ved at acceptere. Men efter at hun for kort tid siden skrev om det på sin hjemmeside, har hun fået det bedre med at være åben og ærlig om sin situation.

Hun er en pige, som mange gange har forsøgt at klare sig selv, men hver gang er det mislykket. ”Jeg vil hellere være bussines woman og klare mig selv, end jeg vil være førtidspensionist”, siger hun. Idas liv har ikke været helt nemt. Hun blev født for tidligt, og det har præget hele hendes liv, mener hun. Hun var ofte syg som barn og udviklede sig derfor ikke til et almindeligt sundt barn, der kunne klare livets strabadser, fysisk som mentalt.

Hun har altid været meget sensitiv, har en ekstrem god høresans der gør, at hun er meget overfølsom over for støj og lyde i det hele taget. ”Jeg havde en utryg barndom, præget af skænderier uden ord, blikke og tavshed mellem mine forældre. Det sidder i mig i dag”, fortæller Ida og tilføjer: ”Jeg var ikke ensom som barn, men mere moden end mine jævnaldrende og nørdet. Når de andre legede, læste jeg bøger”.

Som 20-årig flyttede Ida fra Søborg til et psykiatrisk bofællesskab i Odsherred, hvor hun opholdt sig i to år, herefter flyttede hun til København, hvor hun boede i otte år. For to år siden flyttede hun til Nykøbing. ”København er ikke noget for mig. Det er derimod Lolland-Falster, her har jeg det godt. Jeg trives godt ved at alle kender hinanden. Her er mere sammenhold end i København. Jeg kan lide menneskene her”.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten


Begyndt at få styr på sig selv
Ida har det i dag bedre end tidligere. Hun er begyndt at få styr på sig selv, hun er glad for sin lejlighed på tredje sal med skrå vægge i Nykøbings centrum, og hun er glad for sin kæreste Malte. Og hun har det godt med at have skrevet en selvbiografisk roman. Idas  liv har på mange måder været op ad bakke. Hun har kæmpet med anoreksi og levet med en mor, der var alkoholiker.

På sin hjemmeside skriver hun under overskriften Alkoholiker pårørende: Jeg er pårørende til en alkoholiker, min mor, jeg er såkaldt ”alkohol medafhængig”. Det har givet mig rigtig mange udfordringer i mit liv. Ofte vil det nok mest være andre pårørende, der for alvor kan sætte sig ind i det ophidsende helvede, det er. Jeg prøvede at bede om hjælp i systemet, finde en udvej for os alle, hende, mig og min far, men den er aldrig dukket op.     

”Jeg skriver for at få styr på min barndom, for bedre at forstå mit liv. Jeg kredser meget om min barndom. Min barndom er som grumset mudder, når jeg skriver, bliver den klar som vand”, fortæller Ida.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Plots og efterretningstjenester
På Idas spisebord ligger en krimi af forfatteren Jens Erik Jensen, ham, der i sin tid gjorde, at Ida besluttede sig for at bruge sit liv på at skrive. Ida har en svaghed for gode plots og efterretningstjenester. ”Måske fordi en stor del af Europas efterretningstjenester er oprettet den 1. oktober, som er min fødselsdag. Men det hænger nok også sammen med, at jeg i min barndom boede tæt på PET, Politiets Efterretningstjeneste, i Søborg”.

Øvrige yndlingsforfattere er Dan Brown og J.K. Rowling, forfatteren til Harry Potter bøgerne, hvorfra Ida har hentet sit kunstnernavn, Eowyn. I stuen står hendes racercykel parkeret, og i gården står mountainbiken. ”Jeg bruger meget tid på motion. Hvis jeg ikke dyrker motion, bliver jeg ked af det. Jeg cykler, svømmer og løber. Jeg træner til triatlon”.

Ida har kun godt at sige om Lolland-Falster – men der mangler noget, synes hun. ”Jeg savner bakker, bakkede landskaber til mine løbe- og cykelture”.

Ida har forfatterstafetten på side 4 i denne måned.


Billedtekst: Ida har designet omslaget på sin selvbiografi.

Læs også: Kvinde kend din krop









Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area