Havet, lyset – naturen

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Kunstneren Arthur Avramenko bor og arbejder ved havet, hvor vandet, lyset og naturen har stor indflydelse på hans værker. 

Kunstneren Arthur Avramenko tager imod uden for sit hus, der ligger i udkanten af Gedser kun 80 meter fra Østersøen. Straks opfordrer han til en tur på diget for at mærke suset og nyde den fascinerende udsigt. Arthur er fascineret af havet, det har altid inspireret ham som kunstner. Det er som om han er umættelig i forhold til havet – vandet og lyset – et yndet motiv i hans billeder, og det fuldendte samspil mellem vand og lys oplever han under vandet, iført dykkerudstyr og medbringende staffelier, lærred, oliemaling og pensler, hvor lysets reflekser i vandet får sit helt eget kunstneriske udtryk.

Lys og vand er også nærværende i huset, hvor der fra 1. salen er udsigt til Østersøen og lys ind fra fire sider. Arthur har ikke bare tegnet huset sammen med hustruen Marina og datteren Helga – de har alle tre udført alt det håndværksmæssige bortset fra VVS og EL. Huset er udført i udsøgte materialer og arkitekturen leder oplevelsen i retning af en skulptur i landskabet. Husets gulve er holdt i marmor, væggene er behandlet med marmorpuds.

Læs også: EN DRØM

”Det er et hus, der er tegnet og bygget af en kunstner, for at skabe de optimale rammer for kunstnerisk virke. Her er ingen forstyrrende elementer for kunstnerisk arbejde. Marmorgulvene skaber ro, og væggene, der er malet med marmorpuds, knust marmor, gør, at lys og skygge falder harmonisk. Som kunstner er det afgørende med lys. Derfor er huset også bygget, så lysindfaldet er 360 grader”, forklarer Arthur, der også tillægger naturen som helhed stor betydning for sit arbejde.

”Det er naturen, der er mine motiver, naturens farver. Kunsten og naturen er for mig uadskillelige”, siger han, og peger ud i haven omkring huset, der også har fået et kunstnerisk look med niveauforskelle og en beplantning bestående af nøje udvalgte træer og et utal af krydderurter.


Gedser – kunst- og gourmet by
Arthur Avramenko har malet siden han var en lille dreng hjemme i Ukraine. I alderen 7-16 år var han elev på en kunstskole, hvor der blev undervist i mange former for kunstnerisk udtryk, fx fotografi. Som ung blev han uddannet som kunstmaler og skuespiller i Sankt Petersborg.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

I dag er han en anerkendt kunstner i Frankrig, Monaco, Italien, Belgien, Tyskland, Island og Danmark. Han har boet i Island og Frankrig, og siden 1999 i Danmark. Gennem årene er det blevet til mange udstillinger og udsmykningsprojekter – både i Danmark og i en række europæiske lande.

Han er lige nu aktuel med en udstilling hos Galleri Finnermann i Nykøbing F. Ud over olie på lærred arbejder han som fotograf og arkitekt, han laver skulpturer og kunstkalendere. Arthur Avramenko er stærkt optaget af udvikling af Gedser. Byen ved havet oplever han som et fantastisk potentiale turisme.

”Jeg forestiller mig Gedser som en gourmet by. En by med et gourmetakademi med de bedste kokke og køkkenchefer som undervisere. Gourmet som luksus skal inspirere. Her kommer messer af mennesker fra Tyskland og Polen. Gedser skal udsmykkes med kunst og landart. Byen skal brandes, så folk får lyst til at besøge Gedser og opholde sig i byen”.

 
Arthur Avramenko udstiller hos Galleri Finnermann
.

Læs også: Women & Wine – et unikt vinkursus, skabt af lokale kvinder




Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area