Hvordan var livet på Østerbro i Nykøbing Falster i 50’erne?

Pressemeddelelse

Østerbrofortællinger, hver tirsdag og torsdag kl. 19.30 og 20.00 fra 22. maj til 21. juni. Det vil du kunne opleve i nærmeste fremtid, når Teatret Masken og Museum Lolland-Falster stiller skarpt på efterkrigstiden. Nordea Fonden der støtter det gode liv, har valgt at støtte projektet med 25.000 kr. her overrakt af Semih Dyrløv Caglar fra Nordea.

Læs også: EN DRØM

Teatret Masken og Museum Lolland-Falster inviterer på en vandring gennem efterkrigstidens Nykøbing Falster, nærmere bestemt en tur gennem bydelen Østerbro i dennes storhedstid. Dengang der var sukkerfabrik, mejeri, slagteri, ægpakkeri, konservesfabrik, mølle, møbelfabrik og købmænd, slagtere og bagere på hvert andet gadehjørne. Dengang der var små-håndværkere i baggårdene, hjemmegående husmødre og hvor flødeisen blev købt hos Olsen, der i mange år cyklede rundt på Østerbro med sit isskab.

​Publikum tages med på en tur gennem ”barndommens gade” – for dem der kan huske det! – og ellers fortælles og visualiseres den nære historie så flere generationer har glæde af at se det sammen. Ved at befolke gader og stræder med personer fra ”den gang” og ved at vise små tableauer og optrin, små afsluttede historier i den overordnede historie, bidrager vi til at fortælle vores fælles historie.

Vi ønsker at videregive historien og ønsker med projektet at fortælle vores lokale kulturarv på en oplysende, tankevækkende og stemningsfuld måde. Vi levendegør ikke bare historien, vi fortæller den i en dramatisk kontekst. Historien giver os en forståelse af hvordan verden hænger sammen, og hvordan vi selv er en del af det hele. For når du kender din fortid, kan du forstå din nutid og forme din fremtid.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

​Der er ca. 50 personer der allerede har tilmeldt sig til at medvirke i forestillingen som skuespillere og statister og vi kan godt bruge flere. Så har du lyst til at være med, så kom forbi Teatret Masken og tilmeld dig. Prøverne går i gang 7. april og der øves i weekender og helligdage frem til premieren 22. maj. Forestillingen instrueres af scenekunstneren Christian Steffensen, som oprindeligt er fra Nakskov.

Det er muligt at købe billetter til vandreforestillingen Østerbrofortællinger på Teatret Maskens og på www.masken.dk. Østerbrofortællinger spiller tirsdage og torsdag fra 22. maj – 21. juni kl. 19.30 og kl. 20.00. Billetter koster 150 kr., forestillingens varighed er ca. 1½ time. Der er kun plads til 25 publikummer pr forestilling.

Billedtekst: Kirsten Klemp Jørgensen, Susanne Wilk, Nikolaj Larsen, Anne Vest, Nils Kragh, Ulla Schaltz, Clara Bungaard, Jette Malmskov, Semih Dyrløv Carglar, Inger Mikkelsen og Hannah Karina Mikkelsen

Læs også: Women & Wine – et unikt vinkursus, skabt af lokale kvinder





Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area