I Filialen af Markedshallen, har alt en god historie

En forretning hvor du altid bliver mødt med et smil og tid til en god snak

Det er ligesom at træde ind i et andet århundrede første gang man besøger Antik og Nostalgi butikken i Slotsgade 12 i hjertet af Nykøbing F., også kaldet Filialen. Forretningen emmer af, ja – nostalgi og gamle historier. Her er fyldt til bristepunktet af gamle unikke ting og man genkender mange ting på hylder og skabe fra ens barndom. Nu er jeg selv ”kun” først i 50`erne. Hvis man er på plus 60 siden, vil det for mange nok føles som at komme hjem til ens barndomshjem igen.

Mine tanker og refleksioner bliver afbrudt af et højt og kærligt: Velkommen! Det er Britt og Jørn Erichsen der byder indenfor og inviterer på kaffe i det lille baglokale. Jeg skal interviewe dem og vil forsøge at give et lille indblik i deres fantastiske historie og liv. Jeg kender Britt og Jørn fra mit arbejde gennem mange år. Så jeg ved, at der venter mig et inspirerende møde med to unikke og positive mennesker.

Hvordan de mødte hinanden
Britt var 14 år og lige konfirmeret. Jørn var 16 år og murerlærling i sin fars firma. Der var byfest på Grønttorvet i Nykøbing F. bymidte. ”Og resten behøver vi ikke komme nærmere ind på”, lyder det med en højlydt latter fra Jørn, og Britt nikker samstemmende. De er begge i godt humør og smilende, som altid, når jeg møder dem, enten hver især eller når de er sammen. Det er i dag ca. 53 år siden at de mødtes til byfesten. De bor i deres hus på Marielyst, nærmere bestemt på Bøtø og har gjort det siden 1996. Begge er født og opvokset i Nykøbing.

”Jeg blev nærmest kastet ud i det”
Jørns far, murermester Kaj Erichsen overlod firmaet til Jørn i 1968 grundet sygdom. Et af de første store projekter, som tydeligt står i hukommelsen hos Jørn var et terrassehus med lejligheder på Gaabensevej 113-115 i Nykøbing F. ”Jeg blev nærmest kastet ud i det. Vi skulle have åbent hus på lejlighederne og grundet min fars sygdom, var jeg nødt til overtage chef rollen i firmaet, og heldigvis havde jeg jo været i firmaet nogle år. Men det var alligevel en kæmpe mundfuld, at skulle overtage roret helt”, fortæller Jørn Erichsen og man kan se på ham at han tænker sig tilbage til dengang. ”Vores åbent hus gik heldigvis super godt og vi fik solgt en stor del af lejlighederne, så der kom penge i kassen og det gav mig blod på tanden for at skabe/bygge andre lign. projekter.

Bl.a. byggede Jørn Erichsen et Industrihus på Gartnervej til Thor Vask 1980-81. Der lå tidligere Gøtterup Tangs gartneri, og der var mange drivhuse på grunden, som blev pillet ned. ”Så jeg stod med et kæmpe læs glas som jeg skulle af med, og det var faktisk nok her at mit ”kræmmer-gen” kom frem første gang. Jeg fandt en køber og herfra begyndte jeg stille og roligt at købe og sælge alt muligt”. Efterfølgende indrettede han nu huset til det første indendørs kræmmer-og genbrugsmarked. Via sit murerfirma og sine mange kontakter fik Jørn rigtig mange tilbud om køb af småting, dødsboer, møbler, maskiner, ja sågar ejendomme. ”Jeg vidste jo hvem jeg skulle kontakte for videre salg og jeg tror selv på, at når jeg fik så mange henvendelser om alt muligt, så var det fordi jeg forklarede folk at jeg gerne ville købe, men jeg skulle jo gerne kunne sælge tingene igen. Det er jo lidt win-win for både kunden og mig”, forklarer Jørn Erichsen.

Læs også: Så er der igen Fællessang ved Slotsbryggen

Jørn husker også Kaffe Jeppesens forretning i Langgade, som en meget positiv handel. ”Jeg fik en henvendelse fra Hr. Jeppesen, om at købe hele varelageret i hans forretning, da den skulle lukke Der var meget specielt kinesisk porcelæn. Nu var kræmmer-genet i gang og jeg havde fundet ud af ”at mange bække små”, godt kunne blive en ganske god forretning”, konstaterer Jørn Erichsen. ”Hr. Jeppesen kigger stadig ind i Slotsgade, når vejen går forbi, så får vi en snak om gamle dage og det er rigtig hyggeligt”.

Pr. 1. juli 1993 blev Jørn Erichsen registreret med sit Handelsselskab, altså for ca. 26 år siden. I gennem en lang periode brugte Jørn mere og mere til på køb og salg delen, og til sidst lå murerfirmaet meget stille. Tilbage i juli 1993 lukkede Jørn så sit murerfirma helt ned og helligede sig køb og salg af indbo, antikviteter mm.

Jørn blev også tilbudt mange forskellige ejendomme i og omkring Nykøbing F., og det var selvfølgelig ikke alle han selv var interesseret i. Nogle gange ringede han til sit netværk og ”gav” muligheden til andre, og det er han ikke selv i tvivl om var med til, at han blev respekteret og fundet reel som forretningsmand. ”Det har helt sikkert givet mig nogle gode fordele senere hen, at jeg har haft et godt og solidt ry som forretningsmand, og altid overholdt de aftaler jeg har indgået med folk, samt at jeg har hjulpet andre, hvis ikke det lige var noget for mig selv. Det glemmer folk heldigvis ikke”, lyder det fra Jørn.

Fik mulighed for at købe en ikonisk bygning
Tilbage i september 1991 fik Jørn en stor gammel bygning på hånden, som han faktisk havde lagt mærke til i mange år, og altid ønsket sig, da beliggenheden var helt fantastisk set med en købmands- og forretningsmands øjne. Bygningen ligger på Chr. Winthersvej 12, lige ud til en af landsdelens mest befærdede vej og alle kender selve bygningen i dag, bl.a. pga. den lange store facade, som dog dengang trængte til en kærlig hånd.

Bygningen som de fleste i dag kender som MARKEDSHALLEN. Bestod af 1400 m2 under tag og bygningen var udlejet til Holeby Diesel, så der var indtægt fra starten af. Der havde været fabrik og værksted i mange år. ”Da jeg fik muligheden slog jeg til med det samme. Dieselen var der i yderligere 2 år inden de opsagde lejekontrakten, og i den periode havde jeg arbejdet på at være klar med navnet MARKEDSHALLEN og fik renoveret og malet hele bygningen, så den var klar til et helt nyt liv fyldt med kræmmere”, siger Jørn med en vis stolthed i stemmen. Man kan se på ham, at dette kapitel i hans liv omkring Markedshallen betød, og stadig betyder meget for ham, for som han selv udtrykker det: ”Vi har lært borgerne på Lolland-Falster at gå på loppemarked, og vi var en af de første i Danmark der startede indendørs loppemarked op”.

I november 1991 åbnede Markedshallen dørene op for første gang. Halvdelen af de 1400 m2 blev lejet ud til mange forskellige kræmmere, for at få et stort og varieret udvalg til de besøgende, og den anden halvdel brugte Jørn og Britt så til deres egne ting, bl.a. en masse kvalitetsmøbler, billeder, bøger endog et antikvariat fra Nr. Bro`s runddel diverse ting fra dødsboer, som Jørn investerede en del i over en periode. Jørn fortæller at det faktisk var et stort slæb, især for kroppen: ”Jeg købte måske et par dødsboer om ugen og det er rigtig mange ting der skal flyttes på kort tid, både af tunge flyttekasser og møbler mm.

”Jeg trives med at have travlt og nyder at have mange bolde i gang”
Britt Erichsen var på Sygehuset i Nykøbing F. som ekspeditionssekretær på røntgen afdelingen. Ved siden af dette var Britt med ind over murerfirmaet og hjalp med regnskabet og bogholderiet. Så hun var også en travl kvinde. Efter Sygehuset tog Britt en slags sabbat år og blev så sekretær i Smedefirmaet Georg Christensen, på Grønttorvet i bygningerne lige bagved den nuværende butik i Slotsgade 12.

I den periode var Britt også med ind over Markedshallen i de ledige timer der var tilbage i døgnet. ”Jeg nyder at have travlt. Jeg elsker når der sker noget omkring mig, og da vi jo samtidig var og stadig er gode til at både arbejde og være sammen, så har det nok bare gjort at vi er tættere på hinanden”, siger Britt med et stort smil på læben, og tilføjer: ”Vi har det bare super godt sammen og er faktisk stadig lige så glade for hinanden som vi var i starten, og det er måske en af de ting der har været med til, at vi har haft succes med vores ideer og de ting vi beskæftiger os med”.
”Vi føler os meget privilegeret og føler næsten at vi lever en slags drømme tilværelse. Fordi vi har hinanden og vi trives i hinandens selskab”, siger Britt og Jørn supplerer: ”Vi elsker, når vi kører rundt i landet til auktioner eller kunder, og vi er rigtig gode til at lave en tur ud af det, hvor vi også har tid til at nyde hinanden”.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!


Filialen i Slotsgade åbner

I marts 2001 åbnede Britt og Jørn Erichsen så en butik i Slotsgade 12 i Nykøbing tæt på torvet, sideløbende med at de havde Markedshallen. Det blev mere Britts forretning, hvor hun valgte nogle spændende produkter ud og solgte dem herfra. Porcelæn og fajance, sølv, lamper, malerier, hatte, glasting, keramik & stentøj, varia, dukkehuse med tilbehør. Det var kvalitets ting, som ikke rigtig kunne sælges på et kræmmermarked med mere almindelige ting, så ville folk ikke betale den værdi som produkterne var værd. ”Forestil dig en kongelig porcelæns figur til 1.200 kr. står ved siden af nogle gamle bøger til en 20`er, eller et brugt plastik sværd til en 10`er. Det hænger ikke sammen”, forklarer Britt Erichsen.

Markedshallen lukkede ned for selve loppemarkedet, fordi Jørn fik en positiv henvendelse fra firmaet VVS Eksperten, der ønskede at leje hallen til deres forretning. ”Det var et godt tilbud jeg ikke kunne sige nej til, derfor valgte vi at stoppe med Markedshallen, samtidig kikkede vi på vores alder. Da det var et hårdt fysisk arbejde at slæbe ting og møbler hele dagen”, forklarer Jørn. I dag er det så Kirkens Korshær der har lejet bygningen.

Britt og Jørn får stadig masser af opringninger fra kunder, men de er begyndt at henvise de fleste til andre i deres netværk. ”Vi har trappet en del ned de sidste år, siden vi stoppede i Markedshallen”, siger Jørn og fortsætter: ”Vi tager højde for vores helbred og vil gerne kunne nyde vores ”pensionist” tilværelse. Vi har slæbt det vi skal slæbe, så nu sorterer vi alt det ”hårde arbejde” fra og tager kun det vi selv har lyst til. Vi er ikke afhængige af at skulle nå en vis omsætning eller salg hver dag. Vi er så privilegeret, at vi kan holde åbent mere eller mindre når vi har lyst”.

Konkurrence på loppe og kræmmermarkedet
På spørgsmålet om hvorvidt Facebook og de nye Reolmarkeder har taget noget fra speciel butikkerne som Filialen mm. svarer Britt, det tror hun ikke. ”Der har været og der er stadig mange TV programmer, der omhandler genbrug og gamle ting der får en ny renæssance. Gamle ting der bliver fundet og solgt igen, eller bliver repareret og så solgt. De programmer har været med til at skabe en interesse for gamle ting, fordi folk i dag, gerne vil have noget unikt i hjemmet, frem for en købe ting, som næsten alle har”. Britt og Jørn synes det er en super god ide, at folk kan leje en stand i en uge eller mere, og så selv sælge deres ting. ”Det gælder også på f.eks. Facebook. Det kræver lidt mere tid end man lige tror i starten, men muligheden er kanon for dem der vil bruge tiden på det”, konstaterer Jørn. Markedet er stort og der er hele 18 genbrugsbutikker eller reolmarkeder i Nykøbing ud over Filialen, og så popper der en op i ny og næ ved siden af, lyder det fra Jørn.


Her tager man sig god tid til kunderne

I butikken i Slotsgade ordner de selv alt det der kommer ind og tilpasser priserne derefter. De opkøber sølv (ikke plet), store porcelænsfigurer, smykker, alt i blå stel, musselmalet, empire, trankebar og blå kant. Der er rigtig mange trofaste gengangere i butikken, og imens at interviewet finder sted, må Britt flere gange ind og servicere kunder i butikken og man kan høre på samtalerne, at de fleste er faste kunder, og Britt godt ved hvad kunden er på udkik efter.

”Vi forsøger at få en god snak med alle vores kunder, både de faste men også meget gerne de nye, og specielt turisterne, og de kan godt bruge lang tid på at gennemse hele butikken. Nye turister roser generelt vores område og byen. De synes Nykøbing er en dejlig by, med et stort og bredt udvalg af varer, samt en skøn natur og selvfølgelig vores flotte badestrande rundt om i landsdelen. Og det er jo dejligt at høre fra folk der gæster vores landsdel”, siger Britt Erichsen. Jørn supplerer: ”Der er gode visioner i byen. Vores dygtige sportsfolk har virkelig fået sat landsdelen på danmarkskortet, og ikke mindst vores SOMMERREVY. Det er som om at der er en god politisk vilje, til også at have ja hatten på rent kommunalt. Det har virkelig været med til, at flere folk besøger Sydhavsøerne og det er jo helt fantastisk”.

På det sidste spørgsmål om der er noget de to savner i byen eller området, så tænker de lidt og Britt svarer: ”I Stege har de markedsdage om tirsdagen, og det er en super succes deroppe. I Maribo har de noget lignende om onsdagen, som vist nok også går rigtig fint hen over sommeren. Måske vi kunne starte noget op i samme stil her i Nykøbing på en af de andre hverdage? Vi lader hermed ideen gå videre… Og afventer det nye torv som vi kan håbe på, vil blive et godt samlingspunkt for os alle”, slutter Britt Erichsen.

Hvis du ikke kender Filialen i Slotsgade, så tjek hjemmesiden for åbningstider og læg vejen forbi næste gang du er i byen: www.www.markedshallen.dk eller på WWW.OPEN2DAY.DK 

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen













Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area
  Abonnér på mit nyhedsbrev
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så får du fremover besked i din indbakke, når der er nye, positive historier fra Lolland og Falster
PS: Din email er helt sikker hos os - vi deler den ikke med nogen!
×