Julias Klumme juli 2017

Tekst: Julia Knipschildt, foto: Bjarne Winther
Tekst: Julia Knipschildt, foto: Bjarne Winther

En tilflytters iagttagelser og refleksioner
Velkommen til min klumme. Jeg hedder Julia Knipschildt, er nytilflytter og uddannet arkitekt, med et hjerte, der brænder for kommunikation og byudvikling. De seneste år har jeg boet i henholdsvis København og Aarhus, for nu endelig at slå mig ned på Lolland, hvorfra jeg vil dele mine iagttagelser og refleksioner omkring Sydhavsøerne, set fra en tilflytters perspektiv. På min blog udflytterliv.dk tager jeg Lolland under kærlig behandling og giver, med et glimt i øjet, råd omkring dét at flytte fra by til land.

Det støvede guld

Nej, det er ikke pensionisterne, men bygningsarven jeg tænker på.

Fraflytning, nedslidte ejendomme og så videre, vi kender smøren. Der er brug for innovation og nytænkning inden for udviklingen af de mindre byer. Der findes et massivt udviklingspotentiale, men hvordan forløser vi det?

Månedens magasin vidner om, at nogle har fået øjnene op for bygningernes potentiale, nemlig de frivillige og private aktører. Hvor herligt opløftende, private og frivillige går ind og lægger tonsvis af kræfter i deres område fordi de ser potentialet. Så mangler vi bare den tredje part i et vellykket partnerskab, hvis det her virkelig skal have pondus: politisk medvind. Det kunne være formidabelt fantastisk med en håndsrækning, der vidner om, at det her, det er vi fælles om.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten

Vi vil så gerne samarbejde. Melder mig ledig på markedet og klar til samarbejdsdating så vi sammen kan løfte vores område. Kære politikere, bygningsarven står her også efter næste byrådsvalg. Enhver der følger blot lidt med i strømningerne ved, at den danske turisme halter bagefter, da vi ikke kan finde ud af at sælge os på det vi kan. Samtidig stiger efterspørgslen på ’oplevelser’. Der skal være et ’reason to go’. Kig op, kig ud, det er lige her, men selv logebrødre må kigge med misundelse efter Sydhavsøernes evne til at holde på hemmeligheder. Den kulturskat der findes her må uden sammenligning være Danmarks bedst bevarede hemmelighed.

Med bevaringsforeningskasketten på og arkitektuddannelsen i baggagen, deltog jeg i en opløftende rundvisning på Saxkjøbing Hotel, hvor Hr Meyer og co gør en dyd ud i at tilbageføre hotellet til dets oprindelige udseende. Når man hører budgettet for en sådan omgang er det ikke en lille sjat, der bliver investeret. Så hvorfor gør de det? Jeg formoder, at de ser det som en investering – en investering i oplevelsen. Bevares, de nyetablerede værelser er fine, men det er da historien og charmen ved det gamle hotel, man drages af. Fremadsynet og godt set, og hvor kunne det være rart med penge på lommen. Os fattige kirkerotter må finde andre veje. Vi går tiggergang hos fonde og det er glædeligt, når de vælger at støtte op. Det der gør ondt, er når den største medvind synes at komme fra egne rækker, kommunen. Bevares de er også kirkerotter, men støtten der efterspørges er ikke nødvendigvis økonomisk, men handler om, at vi sammen sætter det her på dagsordenen. Vælger at italesætte og synliggøre potentialerne ved bevaring af bygingsarven. Det gælder om, at udnytte de eksisterende lavthængende frugter.

Jeg er selvfølgelig ikke meget for at indrømme, at dem mod vest har fat i den lange ende, men for en gang skyld er de forud, når de indgår samarbejder med fagfolk og fonde i et ambitiøst projekt om at kortlægge kulturmiljøerne i kommunen. Halløjsovs nogle må have åbnet deres øjne for de åbenlyse potentialer, der er i deres område.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Knap så heldige er vi her østpå hvor der gives dispensationer med løs hånd til ændringer af vores fælles kulturarv. Om det er en manglende indsigt i konsekvenserne, eller blot et tegn på konflikskyhed, hvor man tænker det nemmere med tilgivelse fremfor tilladelse, er jeg endnu ikke klar over, men uanset bevæggrunden er resultatet det samme: vi ser guldet smuldre mellem hænderne på os – bogstaveligt talt. Dispensationer der skyder en hvid pil efter vores værdier er demotiverende for kræfter, der arbejder for at bevare og udnytte potentialerne og det vidner om en kortsigtet tankegang, der er skræmmende.

Det er sjældent, at mine gule væsker kommer i kog, men det gør det lige omkring dette. Arkitekthjertet bløder og kommunikationsmedarbejderen ser uforløst potentiale gå tabt. Hvis der er én ting jeg har lært på arkitektskolen, er det konceptudvikling. Her er en gylden regel: kan du ikke forklare essensen i dit projekt i tre bulletpoints, så er det fordi, at du ikke er skarp nok på det – og så skal du ikke forvente, at andre skal kunne forstå det. Du skal turde, at skære det overflødige væk. Ellers står du med alt og dermed ingenting. At prioritere, kræver mod.

Guldkanonen taler for sig selv: 37 emner – I shit you not! Jeg glemte vist at indstille mine brugte underhylere, men ellers tror jeg, at vi fik alt hvad der kan kravle og gå med. Eller det vil sige, den fede jord, der vel er grundlag for, at alle de andre herligheder er her, er ikke med. Og det er en skam, for det er netop den historie, der danner en forståelse for hvem lolliker og falstringe er og hvor de kommer fra. Ligesom det er tilfældet med bygningskulturen. Måske syner bevaring for det blotte øje at handle om økonomiske gevinster og branding, men i det større perspektiv, taler vi om simpel dannelse.

Nå, ikke mere snot spildt, vi er nogle, der skal have smøget ærmerne op og taget fat, for at sikre os, at det vi sætter pris på også er her i morgen – allerhelst i en endnu mere attraktiv udgave.

Læs også: Kvinde kend din krop

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area