Julias Klumme juni 2017

Tekst: Julia Knipschildt, foto: Bjarne Winther
Tekst: Julia Knipschildt, foto: Bjarne Winther
MELLEM FINKULTUR OG FOLKEFEST

En tilflytters iagttagelser og refleksioner
Velkommen til min klumme. Jeg hedder Julia Knipschildt, er nytilflytter og uddannet arkitekt, med et hjerte, der brænder for kommunikation og byudvikling. De seneste år har jeg boet i henholdsvis København og Aarhus, for nu endelig at slå mig ned på Lolland, hvorfra jeg vil dele mine iagttagelser og refleksioner omkring Sydhavsøerne, set fra en tilflytters perspektiv. På min blog udflytterliv.dk tager jeg Lolland under kærlig behandling og giver, med et glimt i øjet, råd omkring dét at flytte fra by til land.

Læs også: Forfatterstafetten

Lige fra Gurli, der tilbyder trommedans i baghaven til sværvægtere på den kunstneriske scene. Jo, Lolland og Falsters kulturliv kan tilbyde lidt af hvert.

Noget af det første, der ramte mig i mit møde med Lolland-Falster var følelsen af, at ’Her er der albuerum. Her kan vi rumme det hele’. Især manifesteret i kulturtilbuddene hernede, der spænder overraskende bredt. Men, slog det mig, i København er spændet vel lige så stort. Så hvoraf kommer den? Overraskelsen over bredden i kulturtilbud? Jeg tror, at det hænger sammen med to ting:

  1. Identificeringen af Lolland-Falster, som et samlet område. Det er jo et enormt område, så selvfølgelig vil der findes lidt for enhver smag.
  2. Og her tror jeg primært kimen til det hele skal findes: her bor man tættere på folk, der ikke ligner én selv. En landsby er selvsagt et minisamfund, så du vil finde folk fra alle sociale lag og det indenfor et meget afgrænset område. Sammenlignet med eksempelvis København, hvor du skal begive dig længere væk fra din bopæl for at møde én, der er væsentlig forskellig fra dig selv. Selvfølgelig sat på spidsen, men der er nu et gran af sandhed i det, når man kan tale om ’speltsegmentet på Østerbro’ og ’Brian-typer på Amager’.

Så selvfølgelig kan det være et øjenåbnende kulturchok, at komme hertil fra finkultur-ghettoen ’Aarhus Europian Capital of Culture’ hvor det skal favne så bredt, men alligevel ender med at være en kende ensartet, fordi der trods alt er usagte normer for, hvad der er kultur. Et dilemma manifesteret i Festugen, der forsøges sminket som en kulturfestival, mens det i grunden er en pølse- og fadølsfest. Næh du, her er det anderledes sydpå hvor en spade bliver kaldt for en spade. Så når vi har pølse- og fadølsfest, kalder vi det hvad det er, nemlig: Dølle! Sydhavsøernes folkefest nummer ét. Du kan godt vinke farvel til at føle dig integreret på Lolland, hvis ikke du har været der. Så selvfølgelig måtte en tilflytter som mig drage mod dette sagnomspundne marked.

Var det en bemærkelsesværdig oplevelse? Hvis det er størrelsen det kommer an på: absolut. Men ellers er det præcis de samme boder, som stiller op til kræmmermarked i Bellahøj (bemærk Bellahøj, ikke Østerbro).

Følte jeg mig malplaceret? Absolut. Ville personligt have elsket at indtage en Dølle-pølle, men jeg er nu engang fra Østerbro, og her er vi allergiske overfor alt. Af samme grund er vi forvist til høstmarkeder, hvor der kan gnaskes en gulerod – økologisk vel at mærke. Jeg kunne vælge, at føle mig diskrimineret, men helt ærligt, ved du ikke hvad Dølle handler om, har du ikke læst på lektien. Det vil svare til, at tage til barbecue-fest som veganer og så pive. Jeg bøjer mig i støvet for gennemført koncept og markedsføring.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Men hånden på hjertet, det er en bestemt målgruppe, det henvender sig til.

Det kan derfor ærge, når en stor københavneravis vælger at rapportere fra Damefrokosten på Dølle med fotos af småkvapsede, tydeligt beduggede kvinder iført kondomhatte og fjerboaer – umiddelbart ikke med andet formål, end at være til ren underholdning for det bedre borgerskab, der på behørig afstand, kan sippe deres latte, mens de overbærende griner af pøblens usofistikerede udskejelser.

Fred være med det, dem om det. Så finder de ro i at tro at vide hvordan landet ligger. Men jeg vil næsten væde med, at selvsamme læsere ville få latten galt i halsen, hvis de læste om alt det, der foregår i den anden ende af kulturskalaen: klassiske koncerter på herregården, cobrakunst i pakhuset, og Madsamling – en innovativ måde at udbrede lokale fødevarer på, der giver ethvert fransk madmarked på Østerbro baghjul når det kommer til placering på bæredygtighedsskalaen.

Nu holder jeg heldigvis både af det folkelige og det finkulturelle, så er ovenud lykkelig for at komme til et sted, hvor begge dele findes lige undenfor hoveddøren. Og hvor er jeg dog glad for, at vi ikke slægter Aarhus på, på det punkt. Blev Dølle afholdt i Aarhus, ville det sikkert ændre navn til ’Doelle Market’ – bare lige for at give det et internationalt twist.

Men lad os for Guds skyld holde det hele for os selv, så vi slipper for et rend af mennesker. For det er nu engang noget af det, jeg sætter allermest pris på hernede: albuerum – på alle plan.

Læs også: Kvinde kend din krop

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area