Julias Klumme maj 2017

Tekst: Julia Knipschildt, foto: Bjarne Winther
Tekst: Julia Knipschildt, foto: Bjarne Winther
Udflytterlivets læring

En tilflytters iagttagelser og refleksioner
Velkommen til min klumme. Jeg hedder Julia Knipschildt, er nytilflytter og uddannet arkitekt, med et hjerte, der brænder for kommunikation og byudvikling. De seneste år har jeg boet i henholdsvis København og Aarhus, for nu endelig at slå mig ned på Lolland, hvorfra jeg vil dele mine iagttagelser og refleksioner omkring Sydhavsøerne, set fra en tilflytters perspektiv. På min blog udflytterliv.dk tager jeg Lolland under kærlig behandling og giver, med et glimt i øjet, råd omkring dét at flytte fra by til land.

Læs også: Forfatterstafetten

Et eksperiment tog form i mit hoved: hvad om man flyttede en inkarneret bytøs ud på landet. Ville hun gå til grunde eller blomstre op?

En halvt år er der gået, siden jeg pakkede mine sager i Aarhus for at sigte mod den lollandske muld. Fast besluttet på at undersøge, hvilke fordomme og fantasier om det forjættede land udenfor storbyen, der havde noget på sig. Flytteeksperimentet gik ganske simpelt ud på at undersøge, om det var muligt at flytte til udkanten og stadig holde fast i sin livsstil (læs: helsefokuseret bæredygtighedsfanatisk projektansat networkingstosse). Her små seks måneder senere kan jeg sige: helt og aldeles krop umuligt og på ingen måde – NEJ. Har det så været en fuser? Igen: på ingen måde – NEJ.

Hvordan hænger det sammen? Foruden de små finurlige forskelle, som jeg skriver om på min blog, er der nogle mere overordnede forskelle, der præger livet i storbyen versus på Sydhavsøerne.

Det er blevet tid til at se på, hvad jeg har lært:
Networking. Som værende en del af hvad man vist betegner som ’kreative iværksættere’ kommer jeg fra en kultur, hvor man ikke får job via stillingsopslag. Job, dem får du via netværk – ja, altså hvis du da ikke skaber dit eget. To ting har slået mig i den forbindelse i mødet med Lolland: der er langt mellem snapsene når det kommer til faglige inspirerende møder, hvor du tilfældigt kan møde din kommende samarbejdspartner/arbejdsgiver. Og nu vi er ved tilfældige møder; selv i fritiden kan ’det tilfældige møde’ være en udfordring, når du bor i en mindre by, for her er ingen caféer eller udendørs opholdssteder. Faciliteter, der ellers indbyder til ophold og det tilfældige møde. Folk har deres huse og haver, hvor de forståeligt nok opholder sig. Fordelen er, at foreningslivet blomstrer, for skal du møde folk, skal du melde dig ind i noget. Risikoen er, at du kun møder ligesindede med samme interesse for senmodernistisk vasekunst som du.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Foreningslivet. Og nu vi er ved foreningslivet; jeg er absolut lamslået over hvor stor en del af livet i de små samfund, der er båret af frivillige kræfter. De står jo for alt fra renhold af byen til afholdelse af internationale events. Jeg måtte, som den egocentrerede y-generationer, jeg nu engang er, skamfuldt tage mig selv i at tænke ”Hvorfor gør de det? What’s in it for them?”. Indtil det gik op for mig, at det bare kommer naturligt: engagementet. Det er så tydeligt, at vil du have noget til at ske, jamen, så må du selv i sving. Til gengæld bliver alle initiativer mødt med kyshånd.

Bekendtskaber. Må tilstå, at jeg var en kende nervøs for, om det mon ville være socialt selvmord at flytte herned sådan helt uden netværk. Den tanke er gjort til skamme i den grad. Lolland og Falster modtager deres tilflyttere med åbne arme og du kan forvente velkomsthilsner og hjælp til alt. Det er én ting, men der er noget andet, som jeg endnu har svært ved helt at sætte ord på. Det handler om kvaliteten i de bekendtskaber jeg har fået. En følelse af, at folk her virkelig vil dig. Helt uselvisk blot vil hjælpe dig. Er blevet kontaktet af en håndfuld gode folk, hvor jeg tænker ”hvor hulen kom du fra?”. Magen til passionerede, reflekterede og medmenneskelige folk skal man lede længe efter, men åbenbart ikke her, der popper de op, som guld op af roemarken. Jeg ville savne hver og én, hvis jeg flyttede herfra – ikke at det kommer på tale.

For jeg er blevet tosset med det hernede. Livet er på mange måder blevet mere simpelt. Der er ikke så mange valg at træffe konstant. Det er ellers noget af det, som kan virke afskrækkende ved at flytte på landet: at der ikke altid er tyve forskellige muligheder at vælge mellem. Men måske det er ok, at der kun er én svømmehal i byen? Du kan alligevel kun være ét sted ad gangen. Og er du ikke tilfreds med svømmeundervisningen, ja, så er det her at du melder dig ind i svømmeforeningen og sikrer dig ordentlig undervisning. Muligheden for at præge dit eget liv forekommer større hernede – og det er i den grad motiverende. Summa summarum: ja, du vil opleve at måtte give afkald på noget af det gode ved at leve i byen, men blot for at opleve, at det bliver erstattet af noget andet. Jeg ser frem til fortsat læring.

Læs også: Kvinde kend din krop

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area