Julias Klumme november 2017

Tekst: Julia Knipschildt, foto: Bjarne Winther
Tekst: Julia Knipschildt, foto: Bjarne Winther
ET DELEBARNS BETRAGTNINGER

Busserne er blevet blå, cykelstierne er udvidet og de unge mennesker synes alle at have vasket deres tøj i kogevask. I hvert fald stumper alle deres bukser over anklerne. Jo, her er sket ting og sager.

Efter to år væk fra hovedstaden har små forandringer sneget sig ind. I overordnede træk ligner alting dog sig selv. På to punkter må jeg dog give op i et forsøg på at følge med: nye boligkvarterer i Københavns udkant skyder op som padehatte og får mig et kort sekund til at tvivle på, om jeg er på vej ind i den rigtige by – det går dæleme stærkt. Det andet, der går stærkt, er det umiddelbart uendelige antal af kaffebarer, der synes at overtage alle ledige butikslejemål – er vi virkelig kaffeumættelige? Det lader det til. Lidt en skam, at alle de kreative hoveder ikke kan tænke mere kreativt, men det kan de måske først efter et skud kaffe?

Jeg er tilbage i hovedstaden efter et år på Sydhavsøerne. Jagten på et job har gjort, at jeg måtte vende hjem. Sydhavsøerne er dog ikke vendt ryggen. Nej, der er simpelthen for mange gode oplevelser og muligheder forbundet med det sted. Derimod tager jeg hul på et nyt kapitel som delebarn. Delebarn mellem København og Lolland. Glæder mig mægtigt til at suge det bedste til mig fra begge verdener. Og jeg mener det, når jeg skriver verdener. For jeg synes stadig, at der er en verden til forskel mellem de to steder. Så hvis nogle skulle komme med den indvending, at ”så er vi heller ikke mere forskellige” så vil jeg stille mig direkte uenig. Jo, gu er der kulturforskelle, selv i et lille land som Danmark – og jeg elsker det! Jeg vil blæse og have mel i munden, jeg vil både have Nørrebros støjende unge mennesker og Nysteds knap så støjende, knap så unge mennesker.

Læs også: Nyt samarbejde hjælper studerende til bedre selvværd og karakterer

Når jeg oplever en forskel mellem mine to hjem, kommer det især til udtryk i aktiviteterne i min kalender. Første weekend retur i København har således budt på bytur med veninderne, fodbold i Parken, Zine-festival, iværksættersparring, museumsvisit og det obligatoriske: cafébesøg. Ugen forinden stod på Nysted med svampetur, landevejscykling og te og nedfaldsæble-hamstring hos Anne. Elsker kontrasten. Får input i Hovedstaden og fordøjer det i Nysted. Hvis ikke min egen kalender vidner om en forskel, så opleves det også i de omgivelser jeg møder: små interessante kulturforskelle, som man måske ikke bemærker, når man sidder i den ene kultur.

Et konkret eksempel er noget så simpelt som valg af transportmiddel. Fra at have været et smut forbi Ungdomshuset i Københavns Nord Vest kvarter hvor det foretrukne transportmiddel, udfra fortovet foran at bedømme, er ladcykler rigt dekoreret med klistermærker, går turen retur til køreskolen i Nykøbing, hvor snakken lystigt går om det seneste køb af bil blandt de 18-årige. Diskussionen går på, om man skal vælge en familiebil med det samme – familieforøgelsen synes at være uundgåelig – eller om man skal satse på en Brian slæde (som vel indirekte har til hensigt at føre til det samme). Diskussionen går således ikke på, om man skal have en bil overhovedet, nej, den er allerede købt.

Læs også: Godserne på Lolland er fremtidens turistattraktioner    

Må tilstå, at forundringen var stor, da jeg først hørte, at de unge mennesker i Nykøbing bare sådan hev en 50-100.000 kr op af lommen. Da jeg luftede min forundring for en falstring, forklarede han, at de her unge hele livet har vidst, at de skulle have kørekort, så der har været rig mulighed for opsparing. Kørekortet var at betragte som en adgangsbillet til frihed og på lige fod med en uddannelse. En uddannelse kan du opgradere med en efteruddannelse, en bil med en hækspoiler. Aha, således endnu meget at lære. Dette ligger meget langt fra den østerbroske klimabekymrede vi-dør-alle-af-bilos-i morgen retorik, som jeg har været omgivet af. Her lusker man, i fald man skulle få den idé at få en bil, brødebetynget ned til bilforhandleren og eneste legale undskyldning overfor sine klimabekymrede venner er, at det trods alt er nemmere, nu man har fået børn. Alt kan tydeligvis tørres af på børn – begge steder.

På et andet punkt er der også en slående forskel. Jeg må tilstå, at have set frem til gensynet med væsner af det modsatte køn på min egen alder. Stor var min overrraskelse derfor, da jeg ikke syntes at støde på nogle i hovedstaden. Indtil det gik op for mig, at de skam er her, men 1) enten har valgt at gemme deres kønne ansigter bag et gigantisk fuldskæg og hår, der når et godt stykke ned over skuldrene eller 2) går efter det androgyne look, der forårsager at du kan sidde en hel aften og være i tvivl, om det er en Heidi eller Hubert du taler med. Her brillierer Sydhavsøerne endnu engang i ikke at komplicere tingene unødigt.

Nu vil jeg læne mig tilbage og se hvad denne deleordning bringer med sig af nye betragtninger, oplevelser og refleksioner.

En tilflytters iagttagelser og refleksioner:

Velkommen til min klumme. Jeg hedder Julia, er nytilflytter og uddannet arkitekt, med et hjerte, der brænder for kommunikation og byudvikling. De seneste år har jeg boet i henholdsvis København og Aarhus, for nu endelig at slå mig ned på Lolland, hvorfra jeg vil dele mine iagttagelser og refleksioner omkring Sydhavsøerne, set fra en tilflytters perspektiv.

På min blog udflytterliv.dk tager jeg Lolland under kærlig behandling og giver, med et glimt i øjet, råd omkring dét at flytte fra by til land.

Læs også: Budgetforlig 2018 på plads i Lolland Kommune

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area