Kattegat og Femern  

Blå bloks drøm om en kattegatforbindelse tværs over landet og henover Samsø er nu atter kørt i stilling.

En ny rapport og dugfriske tal fra Transportministeriet viser, at hvis man dropper togskinnerne og alene laver en bilbro over Kattegat, så kan det gøres for 58 milliarder kroner, hvorimod en bro til både biler og tog vil koste 118 milliarder kroner. Så der er penge at sparre ved at skrotte togskinnerne – og bilbroen over Kattegat vil kunne stå færdig allerede i 2030. Samtidig viser tallene fra Transportministeriet, at en bilbro vil kunne tilbagebetales af bilisterne selv på 32 år – uden staten skal have penge op af lommen, fastslår transportminister Ole Birk Olesen (LA) med stor begejstring.

Læs også: EN DRØM

Et politisk flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti er helt oppe og køre ved tanken om at sparre en time i transport mellem hovedstaden og Aarhus – og selv SF, som tidligere har været skeptiske, er blevet bløde i knæene og vil ikke på forhånd afskrive tanken, og de Radikale hilser rapporten velkommen. Borgmetrene i Aarhus, Odder og Kalundborg jubler også ved tanken, det samme gør Dansk Industri, der mener at broen vil være en vækstmotor og effekten vil være mere damp på kedlerne. Det lyder såre enkelt. Kattegatforbindelsen vil kunne gøres for sølle 58 milliarder kroner, betalt af bilisterne, altså ikke af skatteborgerne, og det hele vil kunne stå færdigt i 2030. Det dokumenteres sort på hvidt i Transportministeriets nye rapport. Så det er da bare med at komme i gang – hellere i morgen eller i overmorgen.

Det lyder så dejligt enkelt – det gjorde Femern-projektet også engang. Set i bakspejlet har det projekt konstant været op ad bakke – og på det seneste er fremkommet tilbageholdte rapporter og slendrian, som ikke ligefrem styrker tilliden til håndteringen af projektet. Iflg. DR har Sund & Bælt og Femern A/S i snart et år tilbageholdt resultaterne af en stor undersøgelse, som ifølge en ekspert kan kaste afgørende lys over usikre dele af Femern-projektets økonomi. Det drejer sig om antal biler gennem tunnelrøret – altså temmelig afgørende for projektets økonomi.

Her i marts kunne DR oplyse, at Femern A/S har været tavse om en tysk advokats advarsel om at indgå kontrakter, før en tysk godkendelse af projektet var på plads. Men selskabet har allerede skrevet under på kontrakter for 30 milliarder kroner uden tysk godkendelse. Den tyske advarsel blev aldrig sendt videre til Folketingets relevante ordførere. Og nu er projektet atter løbet ind i en forsinkelse. Femern-forbindelsen får ikke en myndighedsgodkendelse til sommer, som både Femern A/S og Transportministeriet ellers havde regnet med. Femern A/S har afleveret papirerne til godkendelse for sent. Når vidtløftige politiske planer og visioner trækker i langdrag, og ikke får luft under vingerne som forventet, mister de pusten, og vælgernes interesse for dem har tendens til at gøre det samme.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Femern-projektet er efterhånden en tung dansepartner, og set med landspolitiske øjne kan der snart ikke koges mere suppe på det ben. Den hest har været trukket ud af stalden mange gange – uden det har ført til andet end skuffelser. Og på landsplan har Femern ingen interesse. Set fra Jylland er det et lokalt/regionalt projekt. Helt anderledes er det fat med Kattegatforbindelsen. Den påkalder sig interesse og jubel i både Øst- og Vestdanmark.  Alle kan være med – privatbilisterne og erhvervslivet er helt vilde i varmen. Regeringen, DF og næsten hele oppositionen på Christiansborg har hermed søsat et projekt, som danskere i nord, syd, øst og vest kan forholde sig til – og det er en betydelig større vælgerskare, end den man kan støve op på Sydhavsøerne. Og samtidig et gigantisk broprojekt, som uden tvivl vil påkalde sig større medieopmærksomhed end en tunnel under Østersøen nogensinde vil kunne.

Der er stemmer at hente på en bro hen over Kattegat – og hvem siger nej til at binde Danmark sammen.  Det er værd at bemærke, at samtlige partiers store fortalere for Kattegatforbindelsen er valgt i Øst- og Nordjylland. Trafik er et politikområde, der hurtigt går sognerådspolitik i. Kommende folketingsvalg – senest til næste forår – er hermed skudt i gang. Hvordan mon Femern-projektet – politisk og mediemæssigt – vil klare sig i konkurrence med Kattegat-projektet? Vi må have tålmodighed med Femern – men det er vi jo så vant til…

God læsning

Redaktionen
Læs også: Women & Wine – et unikt vinkursus, skabt af lokale kvinder




Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area