Kringelborg Gentlemen´s Club December 2017

Julefreden har sænket sig over den gamle herregård

Nok et år er gået og Kringelborgs gentlemen er gået hver til sit for at fejre højtiden med familie og venner. Over det ganske danske land kravler nisser, og selvom sneen snildt kunne udeblive bliver det nu nok alligevel jul. Når de (ikke længere) fritgående gæs, svin og ænder er fordøjede er det tid til årets sidste fest, hvor det nye år bliver hilst velkommen med springende propper og millioner af små sprængladninger. Om en lille måneds tid er det 2018, og når samtlige skihoppere er landet på årets første dag, er det tid til at gå i flæsket på et spritnyt år, gøre det endnu bedre end sidste år – med lige så god stil, som vi er vant til. That´s the Gentleman´s way.

Selvom vi glæder os til at gå i gang med alle de spændende ting, 2018 vil bringe, må vi ikke overhale os selv – årets tolvte måned handler ikke kun om at se det kommende år i øjnene, men i lige så høj grad om at se tilbage på det, der er ved at være tilendebragt. Når man er en kreds af dygtige og ambitiøse folk, der sætter barren højt og arbejder hårdt hver dag, er det en fornøjelse at dvæle lidt ved året, der gik. For det gik ikke stille for sig.

Læs også: Så er der igen Fællessang ved Slotsbryggen

Klubben udvikler sig hele tiden, og nye spændende profiler melder sig under fanerne. Vi vil gerne benytte lejligheden til at byde alle de nye gentlemen velkommen – I bidrager alle med stor værdi og er med til at gøre klubben til et sted med højt til loftet, hvor store tanker tænkes og hvor folk får ting til at ske. En tidlig nytårsskål til jer!

 
Samtidig med, at der er udvikling, er der også masser af damp på kedlerne hvad angår klubbens kerneformål: at fremme erhvervsliv og iværksætteri i lokalområdet. Kringelborg Gentlemen´s Club sætter en ære i at give unge folk med iværksættertanker en håndsrækning. Vi har før omtalt Casper fra Candydrop, men klubben har også haft BoldDrinks forbi, og for blot et par uger siden havde vi fornøjelsen af et knivskarpt oplæg fra Louise Holm, der på kort tid har fået god af vind i sejlene på sin virksomhed, Sales Styling. Louise modtog både støtte og sparring samt masser af respektpoint for sin professionalisme og succes.

Vi har i det hele taget haft glæden af mange gæster i klubben i det forgangne år. Kringelborg Gentlemen´s Club er i høj grad et sted, hvor kloge folk tager hen for at blive klogere. Der er altid blevet talt forretning og delt viden når herrerne har været sammen, men i den nye sæson har vi opgraderet niveauet ved at tage udvalgte emner op ved frokosterne. Det har givet anledning til masser af erfaringsudveksling på vigtige områder som leasing, datalovgivning osv. Ved lejlighed har vi indforskrevet en person med særlig viden og fået serveret guldkorn af særlig høj karat sammen med smørrebrødet.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

I den lidt mere eksotiske ende har klubben støttet whiskyproduktion på Falster, vi har haft 1800-talsstemning på Fuglsang Herregård, hvilket man kan læse om i det magasin, vi også fandt tid til at producere første udgave af. Vores fundraisingarrangement til fordel for dels iværksættere, dels for borgmester John Brædder, hvis genvalg vi ønsker både John og kommunen stort tillykke med, var en stor succes. De bortauktionerede donationer fra medlemmerne indbragte en flot sum penge til gavn for erhvervslivet i området. Desuden er vi stolte over vort samarbejde med Mark O. Madsen, som for nylig annoncerede sit comeback til MMA – det bliver vildt, og vi kan dårligt vente til d. 13. januar med at se Mark in action!


Vi kunne blive ved, men man skal også passe på, ikke at blive overstadig i sin selvros, så vi vil runde af med at se fremad. Det kommende år byder vanen tro på mange nye tiltag, events og samarbejder – dem vil I høre om løbende, som I plejer, men der er én ting, vi har lyst til at annoncere på forhånd: I løbet af 2018´s første måneder vil medlemmerne blive præsenteret for en ny ledelsesstruktur. Klubben har været aktiv i halvandet år, og tiden er inde til at tage nye mod en formalisering. Medlemmerne vil blive inviteret til et arrangement hvor de nye tiltag præsenteres og hvor regnskaber og struktur vil blive fremlagt for de interesserede. Som alle erhvervsfolk ved, kommer der et tidspunkt hvor en organisation må gå fra ren begejstring og ildsjæles indsats til en professionalisering af arbejdsgangene for at blive rustet til det lange seje træk ind i fremtiden. Og vi har tænkt os at være her i rigtig mange år, så vi glæder os til at komme i gang.

God jul og godt nytår ønskes I alle af Kringelborg Gentlemen´s Club.

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen





Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area
  Abonnér på mit nyhedsbrev
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så får du fremover besked i din indbakke, når der er nye, positive historier fra Lolland og Falster
PS: Din email er helt sikker hos os - vi deler den ikke med nogen!
×