Kunsten kan give liv til et område

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther

Selvfølgelig havde folkene bag Dodekalitten forventet en vis form for opmærksomhed fra medier og publikum i forbindelse med afsløringen af to nye stenfigurer i kunstprojektet Dodekalitten søndag den 30. september. Men at det skulle blive så markant, som tilfældet var, havde ingen vist turde håbe på.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten

 
Den første overraskelse var om lørdagen, dagen forinden, hvor Politiken bragte et foto af en af de to nye stenstøtter på forsiden af første sektion, og endnu et foto på forsiden af Kulturtillægget, og inde i tillægget kunne man glæde sig over hele fire sider med tekst og foto om projektet fra idé til i dag – og det videre forløb.

 
Den massive omtale i Politiken har uden tvivl haft indflydelse på det store fremmøde om søndagen ved afsløringen af de to stenfigurer. Op mod 900 mennesker fra nær og fjern var mødt op på bakketoppen ved Kragenæs for at overvære begivenheden. Det er stort!


Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen sagde, at Dodekalitten er det smukkeste vartegn på den smukkeste landsdel.
Regionsrådsformand Heino Knudsen udtrykte, at Dodekalitten er et symbol på, at kunsten kan give liv til et område.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

  
Søndag den 30. september vil næppe gå over i historien, men dagen vil blive husket en rum tid fremover, fordi den var en understregning af, at kunst kan betale sig, at kunst er noget helt særligt, når det gælder om at synliggøre en landsdel, en by eller et område.

Rundt om i landet og ude i verden er der talrige eksempler på, at kunst skaber opmærksomhed, og giver noget til det sted, det er opført.

   
Normalt skriver vi ikke her i magasinet Erhverv og Kultur om begivenheder, der har fundet sted. Men når vi skriver om søndag den 30. september ved Kragenæs, så er det fordi den dag ikke var en enkeltstående og afsluttet begivenhed – men derimod et skridt ud af mange skridt mod målet. Med fem færdige sten er Dodekalitten næsten halvt i mål. Formanden for Fonden Dodekalitten, Jon Krabbe, udtalte, at dagen i dag er en milepæl i Dodekalittens historie.

Læs også: Kvinde kend din krop








Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area