Man kan hvad man vil

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
En gammel Nykøbingdreng har indtaget pakhusbygningerne til det tidligere slot i Nykøbing for at realiserer sin drøm.

Finn Arnesen mener, at man kan det, man vil, hvilket han selv er et godt eksempel på. Han har altid villet meget, det vil han fortsat – og han kan. Det gælder inden for områder som økonomi, kunst og håndværk. Seneste konkrete eksempel på hans kunnen er det gamle gule pakhus i i Slotsgade i Nykøbing, også kendt som Staldgårdsporten, som han i 2015 købte af Museum Lolland-Falster og nu på egen hånd har gennemrenoveret og indrettet med egen kunst under navnet Galleri Finnermann.

Stedet består af tre bygninger, Pakhuset, Fiskehuset og Kuskestalden, hvor sidstnævnte fortsat trænger til en kærlig hånd, og en gårdsplads. Den samlede bygningsmasse har tilhørt Nykøbing Slot. Kunsten er fordelt på 450 kvadratmeter. Der er indrettet café og tapas restaurant, og der er borde og stole ude og inde.

Finn Arnesen synes, at kvarteret omkring Slotsbryggen har brug for netop det, han nu kan tilbyde. ”Der skal mere liv på Slotsbryggen. Vi har behov for flere besøgende i den her ende af Slotsgaden. Men ikke kun salg af produkter, der skal oplevelser til. I dag er der ingen fremtid i kun at sælge produkter. Blandingen skal være produkter og oplevelser. Her i galleriet kan man spise tapas, nyde et glas vin og en kop kaffe og se på kunst”, fortæller Finn Arnesen, der få dage efter stedets åbning modtog en halv snes henvendelser på selskaber og mindre arrangementer og de første forespørgsler på julefrokoster.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten


Fascineret af malerpensler

Stueetagen og førstesalen i Pakhuset og i Fiskehuset er fra gulv til loft tæt pakket med malerier og udsmykkede krukker af Finn Arnesen – alias kunstneren Finnermann – der er inspireret af Cobra-maleren Asger Jorn og amerikaneren Jackson Pollack.

Finn Arnesens tilgang til malerkunsten har været lidt usædvanlig. Det har været et langt tilløb siden han var dreng. Han har altid været fascineret af malerpensler og farvetuber, som lå og tørrede ind, fordi han aldrig kom i gang. Men i en sen alder sprang han ud – og siden har han ikke kunnet holde sig i ro. ”Jeg er meget produktiv. Jeg har aldrig været god til at tegne. Jeg har altid været fascineret af Asger Jorn, hans brug af stærke farver. Jeg maler ikke naturalistisk, det er godt at overlade noget til beskueren”.

Finn Arnesen deler gerne sin begejstring og erfaring med pensler og farver med andre. Han har etableret en Malerskole i sit galleri, hvor alle fra 8 år og opefter uden forudsætninger kan modtage undervisning i simple teknikker, få hjælp, sparring og gode råd ud i Modernisme og Cobrastyle. Tilmeldingerne har været mange, den ugentlige kursusdag forventes udvidet til to til efteråret.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!


Fornemme og se mulighederne

Pakhuset i Slotsgade, Fiskehuset og Kuskehuset var i en elendig tilstand, da Finn Arnesen købte husene af Museum Lolland-Falster. Forude ventede et omfattende restaureringsarbejde, der krævede knofedt og optimisme. ”Jeg er lidt af en Rasmus Modsat. Hvis ting umiddelbart forekommer uoverkommelige, bliver jeg trodsig. Det, der udfordrer mig, går jeg i gang med”, fortæller Finn Arnesen, der altid har købt huse og sat dem i stand. Han kan ikke lade være. Processen fascinerer ham.

”Jeg kan fornemme, hvad ting kan, hvis man gør noget. Jeg kan se mulighederne.  Jeg kan se det færdige resultat for mig”, fortæller den tidligere økonomichef i virksomheden JACO Sko, som droppede sit faste job i en alder af 45 for at kaste sig ud i nye udfordringer og gøre det, han allermest brænder for. Når man gør noget, skal man gøre det 100 procent. Man skal være koncentreret og have fokus”, fastslår Finn Arnesen, der karakteriserer sig selv som en gammel Nykøbingdreng med stor interessen for Nykøbing og byens historie.

Jo – Finn Arnesens kompetencer, økonomi, kunst og håndværk går her op i en højere enhed.  Han har indtaget en bygningsmasse, der har tilhørt slottet i Nykøbing, har sat det i stand og indrettet rummene med sin egen kunst og driver nu galleri, café og tapas restaurant.


Billedtekst: Finn Arnesen – alias Finnermann – bryder sig ikke om at blive fotograferet. Han vil hellere fremvise sin kunst.
Læs også: Kvinde kend din krop

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area