Manden i den orange skjorte

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Den selvlysende mand, Tim R. Larsen, er initiativtager til magasinet Erhverv og Kultur, som han i dag ejer og er chefredaktør for.

Manden iført den orangefarvede skjorte er kendt af alle inden for erhverv og kultur på Lolland-Falster. Alle steder han møder op, ved man, at det er ham fra magasinet Erhverv og Kultur. Skulle man være i tvivl, står det med store typer på hans skjorte. Han er nærmest selvlysende i sin orangefarvede skjorte, og ingen i selv den største forsamling er i tvivl om, at ham fra Erhverv og Kultur er til stede i lokalet – hvilket også er hensigten.

”Jeg skal være synlig for det, jeg står for”.

Tim R. Larsen forstår ikke mediernes prioritering af negative historier – og hvorfor de fravælger de positive historier. Han vil have de positive historier om Lolland-Falster frem i medierne – derfor tog han for fem år siden initiativ til magasinet Erhverv og Kultur.

Tim R. Larsen, 52 år, har arbejdet i bladbranchen i over 25 år. I 18 år var han altmuligmand hos Landbrugsnyt, hvoraf de sidste 10 år agerede han mest som annoncesælger. Herefter stod den på salg af annoncer hos Guldborgsund Avis, FritidsNyt og ErhvervsAvisen.

På sine mange kundebesøg rundt om i landsdelen mødte han kunder, som havde en god historie at fortælle om deres virksomhed. Men de historier faldt ikke altid i god jord hjemme hos chefredaktøren. ”Læserne vil hellere læse om røde tal på bundlinjen end have en succeshistorie, fik jeg at vide, hvilket jeg aldrig har forstået. Det er en holdning, jeg på ingen måde deler”. Tim mener ikke, at medierne skal undlade at omtale negative tendenser i samfundet, men han synes ikke, de bør står alene. Han mener, at mediebrugerne har behov for succeshistorier, noget de kan identificerer sig med.

Læs også: Lolland-Falster står over for milliard investeringer

”Jeg tror på, at de fleste mennesker hellere vil spejle sig i en succes end i det modsatte. Derfor søsatte jeg magasinet Erhverv og Kultur, hvis primære formål skulle være at fortælle om de gode historier i landsdelen, de positive tendenser inden for erhverv og kultur, som de lokale kunne identificere sig med og være stolte af, og som de med glæde kunne fortælle videre til familie og gæster udefra.”. Magasinet har med tolv årlige udgivelser over en femårig periode bragt positivt nyt fra Lolland-Falster.


”Jeg er stolt over i år at kunne fejre magasinets femårs jubilæum, hvilket ikke ville have været muligt uden et lige så stort engagement fra holdet bag, der ud over mig selv består af grafiker Jess Berner Nielsen og journalist Bjarne Winther”.

Fritiden står i sportens tegn hos familien Larsen
Når Tim R. Larsen smider den orangeskjorte trækker han i sportstøjet. Han er en ivrig sportsmand med stor passion for fodbold, både som træner og aktiv som spiller – samtidig er han sportschef for Tingsted Boldklub. Al fritiden er pakket ind i sportens tegn. Hans to sønner på henholdsvis 18 og 20 år kører licenscykelløb i LFCK og hans kone Tina, som er sygeplejerske, sidder med i bestyrelsen i LFCK. Tim deltager så ofte som muligt som medhjælperforældre, når der afvikles cykelløb eller andre arrangementer i cykelklubben. Han har normalt altid kameraet med til løb og skyder løs, når rytterne suser forbi. Han ligger dem op i diverse Facebook grupper til stor glæde for de mange ryttere.

Stolt af Lolland-Falster
Tim R. Larsen er født og opvokset i Frejlev-Kettinge området, og flyttede som ung til Nykøbing på grund af gymnasiet. I dag er han bosat i Nykøbing. Han hjerte banker for Lolland-Falster. Med magasinet Erhverv og Kultur ønsker han at sætte fokus på de ildsjæle inden for erhverv og kultur i landsdelen, som gør en forskel. Han tror på, at de gode historier om Lolland-Falster og de gode fortællinger om det, som lykkes, vil tiltrække nye borgere. ”Alt sammen skal være med til at give os stolthed over det område, vi kommer fra, og som jeg mener, har så meget at byde på, både indenfor erhvervs- og kultur”.

Tim R. Larsen tror på at Sydhavsøerne vil stå stærkere i fremtiden. ”Det er ikke kun fordi Storstrømsbroen og Femern tunnelen kommer, men det giver os en unik mulighed for at profilere os i verdenspressen, som vil følge projekterne. Vi har noget af den fineste landbrugsjord, masser af skove og skøn natur, samt lækre badestrande hele vejen rundt om Lolland-Falster. Vi skal bare sørge for at blive ved med at fortælle de gode historier, så skal tilflyttere og turister nok fortsætte med at komme hertil i fremtiden”.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

FAKTA BOX:
Født 19.10.1965
Interesser: Al sport, men passionen ligger i fodbolden, både som træner og spiller – er stadig aktiv.

Favorithold: Liverpool / FC København / Real Madrid
Livret: Al god mad – Svensk pølseret er heller ikke dårligt
Drikkelse: Øl-Classic / Sodavand-Fanta
Hobby: Samler på Frimærker: Ungarn og Spanien frem til og med år 2000. Samt sport fra hele verden.
Samler på små krigs tegneserier (Commandoserie/Mini Big/Kampflyver mm.)
Er formand i Danmarks Bedste Lottoklub
Motto: Hårdt arbejde betaler sig
Hader: Jantelov og negative mennesker.
Politik: Ingen kommentarer 😉
Læs magasinet ganske GRATIS på www.erhvervogkultur.net

Læs også: Women & Wine – et unikt vinkursus, skabt af lokale kvinder







Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area