Ny dansk spillefilm får premiere i Nakskov

Pressemeddelelse

Artikel fotoet er af filminstruktør Anna Sofie Hartmann, resten er still billeder fra filmen “Giraffe”…

Anna Sofie Hartmanns nye spillefilm ‘Giraffe’ foregår og er indspillet på Lolland. Her får den også eksklusiv danmarkspremiere mandag den. 11. november som del af filmfestivalen CPH PIX.

Filminstruktør Anna Sofie Hartmann, er uddannet og bosat i Berlin, men født og opvokset i Nakskov, og rødderne rækker langt ind i hendes nye spillefilm ‘Giraffe’, der skildrer en etnolog, som kommer til Lolland for at dokumentere de forandringer, som etableringen af Femern Forbindelsen vil medføre.

‘Giraffe’ blev indspillet på Lolland i 2018 med en blanding af internationale skuespillere og lokale amatører. Filmen fik verdenspremiere i august i år på den anerkendte internationale filmfestival i Locarno. Og nu er den udtaget til Danmarks største spillefilmfestival, CPH PIX, der helt eksklusivt har valgt at lægge filmens danmarkspremiere i Nakskov Teatersal inden visning i København weekenden efter.

Læs også: 3 timers konference om Femern Bælt-projektet

I Nakskov vises filmen med deltagelse af instruktør Anna Sofie Hartmann for et indbudt publikum af medvirkende og frivillige hjælpere i filmen – og for det lokale publikum. Det foregår mandag 11. november kl. 19:00.

Om ‘Giraffe’

Sommerdagene er lange og nætterne blå i Anna Sofie Hartmanns umiddelbart enkle, men både smukke og komplekse film om en stille romance mellem en kvindelig antropolog og en ung polsk arbejder i det sydlige Udkantsdanmark. By og land, fortid og fremtid, tradition og forandring: den her giraf er et sjældent syn i dansk film.

Hvert eneste billede i Anna Sofie Hartmanns nye film er komponeret med blik for betydningen i detaljen. Og det er netop dem – detaljerne og de skjulte fortællinger – som antropologen Dora (Lisa Loven Kongsli, ‘Force Majeure’) ankommer til Lolland for at dokumentere, før det er for sent. Her er man nemlig i gang med forarbejdet til den tunnel, der om 10 år skal forbinde Danmark og Tyskland på ny, og som allerede er ved at forandre området på den danske side af vandet for altid.

Dora interviewer de lokale, hvis hjem må vige for det enorme byggeprojekt. Hun indsamler data og studerer de oversete historier i gamle dagbøger og forfaldne huse. Hendes opmærksomhed og videnskabelige grundighed spejler Hartmanns egen metode som filmskaber, og inddrager endda én selv i at få øje på de mange parallelle historier, der eksisterer side om side bag den umiddelbare enkelhed i ‘Giraffe’. Da hun møder den unge polske arbejder Lucek, får Doras rolle som distanceret observatør imidlertid modspil og en kærlighedsaffære opstår mellem dem, naturligt og med en sagte intensitet. Hun er 14 år ældre end ham, og begge er outsidere i det lille lokalsamfund. Deres tid sammen er fra starten ved at løbe ud.

Selvom amatørskuespillere og professionelle fylder rollerne side om side, er stedet selv en karakter på linie med Dora og Lucek i Hartmanns præcist komponerede og dybt atmosfæriske film, der er optaget i hendes egen hjemegn i den sydligste del af landet. Et område, aviserne kalder for Udkantsdanmark, og som man ellers ikke ser så meget til i dansk film – men ‘Giraffe’ gør skaden god igen. Hartmann kender lyset og landskaberne. Alle råmaterialerne er lokale i hendes personlige opskrift på en film, hvor billederne spiller en hovedrolle.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Anna Sofie Hartmann er uddannet fra filmskolen i Berlin og har udviklet sin egen stil i forlængelse af den karakteristiske og kontemporære ‘Berliner Schule’-realisme, hvor tid og (tom)rum er det grundstof, ud af hvilket et både enigmatisk og vedkommende stykke filmkunst vokser. Hendes debutfilm ‘Limbo’ etablerede hende som et af de mest lovende talenter blandt danske filmskabere. ‘Giraffe’ indfrier alle løfterne, og placerer Hartmann som et af samtidens mest kunstnerisk originale navne.

Billletter kan købes via festivalens hjemmeside: www.cphpix.dk/program/giraffe

For yderligere oplysninger kontakt venligst Niels Lind Larsen, programansvarlig for CPH PIX på niels@cphpix.dk

Om Anna Sofie Hartmann

Anna Sofie Hartmann er født i 1984 og opvokset i Nakskov på Lolland. Efter et år på European Film College i Ebeltoft flyttede hun til Berlin, og startede i 2008 på den tyske filmskole German Film und Television Academy, hvor hun instruerede kortfilmene ‘Little Big Sister’ (2009) og ‘The House in the Lake’ (2010).

Hun dimitterede i 2014 med afgangsfilmen ‘Limbo’, der fik verdenspremiere på San Sebastian. ‘Limbo’ blev efterfølgende vist på Rotterdam Film Festival, SXSW og CPH PIX, før den blev nomineret til en European Discovery Award ved European Film Awards i 2015. Hendes anden spillefilm, ‘Giraffe’, som hun selv har skrevet og instrueret, havde premiere på Locarno Film Festival i 2019.

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen










Del denne historie: vælg platform