Organisten ved Sankt Nikolai Kirke

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Erik Lauge Mikkelsen, organist ved Sankt Nikolai Kirke i Nakskov, er tilflytter med stort engagement i det lokale musikliv. 

En oktoberdag i 1995 gik Erik Lauge Mikkelsen rundt i Nakskov og nød efterårets smukke farver. Han havde netop aflagt prøve ved Sankt Nikolai Kirke, hvor stillingen som organist var slået op. Det havde været en helt enestående oplevelse for ham at spille på orglet. ”Jeg var virkelig betaget. Sankt Nikolai Kirkes orgel er vidunderligt”, udbryder han begejstret.

Efter den aflagte prøve havde et menighedsrådsmedlem udtalt, at sådan havde det orgel ikke lydt nogensinde tidligere. ”Den oktoberdag havde jeg det som en dreng, der lige har fået et elektrisk tog forærende. Det smukke efterårsvejr og det fantastiske orgel”, fortæller Erik Lauge Mikkelsen. Han fik stillingen som organist ved Sankt Nikolai Kirke i Nakskov med tiltrædelse 1. januar 1996.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten


Verdens skønneste lyd
Erik Lauge Mikkelsen blev grebet af orglets klang i en tidlig alder. I tredje klasse, hvor han sang i kor til en juleafslutning, blev en afgørende oplevelse for hans livsforløb. ”Jeg oplevede orglets klang som verdens skønneste lyd. Jeg blev bevæget”.

På det tidspunkt gik han til klaverundervisning, og det blev nu suppleret med orgeltimer. Senere, som elev på Sorø Akademi, fik han mulighed for at spille på orglet der. ”Orglet på Sorø Akademi er helt fantastisk. Noget af det bedste vi har herhjemme. Men orglet i Sankt Nikolai Kirke hører absolut også til blandt eliten”, fortæller han.

Efter Sorø Akademi blev Erik Lauge Mikkelsen optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium på orgelstudiet. Han sprang forskolen over, og efter tre år på hovedskolen holdt han et års pause med orgelet for i stedet at spille klaver. ”Man er nødt til at spille klaver for at kunne spille godt på orgel”, fortæller han.

Efter et års intens klaverundervisning vendte han tilbage til orgelstudiet, som han i 1983 afsluttede med diplomeksamen. Herefter fulgte et års studieophold i Paris.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!


Musik er tryllesprog
Mødet med Erik Lauge Mikkelsen finder sted i Sankt Nikolai Kirke, i tårnværelset, oppe bag orglet, hvor også kirkesangerne holder til. Her har organisten sit kontor og nodearkiv, og det er her han skifter fodtøj til ”orgelsko” – et par lette dansesko, for at have føling med orglets gulvpedaler.

Erik Lauge Mikkelsen er aktiv i musiklivet på Vestlolland. Ved siden af de kirkelige opgaver i Sankt Nikolai Kirke og de øvrige kirker i sognet, leder han Sant Nikolai Kirkes Kammerkor og Trio Emma. Derudover samarbejder han med kolleger som fløjtenisten Verner Nicolet, tidligere medlem af Det Kongelige Kapel, og komponisten Gunner Møller Pedersen.

”Musik optager mig meget. Musik er tryllesprog. Jeg har altid kunnet drømme, når jeg lytter til musik. Musikken skaber fantastiske billeder og stemninger i mit indre”, fortæller Erik Lauge Mikkelsen, der nyder havets musik på sine morgenture langs stranden. Og så elsker han Nakskov, Vestlolland og hele landsdelen. Og det var her han traf sin hustru, dyrlæge Annette Creutzberg.

”Jeg mødte Annette umiddelbart efter jeg havde fået stillingen som organist. Annette sang i kor, hun har en fantastisk god stemme, og pludselig måtte jeg træffe et valg mellem hende eller min kone hjemme i Allerød. Annette var også gift, så det blev en turbulent tid. Vi fandt sammen og har i dag to voksne børn sammen. Annette synger i Trio Emma. Lolland har været en pragtfuld tid i mit liv. Der går en klar linje fra dengang jeg i tredje klasse blev grebet af orglets klang til i dag, hvor jeg er så heldig at spille på det fantastiske orgel her i Sankt Nikolai Kirke”, fortæller han.

Læs også: Kvinde kend din krop


Billedtekst: Organisten skifter til lette ”orgelsko”.







Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area