Så er der dømt folkefest i Guldborgsund

Stort set hele den danske elite indenfor cykelsport gæster Guldborgsund her til sommer.

Billedtekst:
Fra venstre ses Formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune Martin Lohse, Formand for LFCK John Frejlev, Den lokale U19 rytter Ricky Larsen fra LFCK samt nuværende danmarksmester Mads Pedersen.

Fra den 28. juni til den 1. juli suser den nuværende danmarksmester Mads Pedersen og alle de andre danske verdensklasseryttere rundt på de lokale landeveje til DM i cykling 2018. I den forbindelse håber formanden John Frejlev fra den lokale cykelklub LFCK (Lolland Falster Cykle Klub), at der vil være stor opbakning fra lokalbefolkningen, så man kan få skabt en kanon stemning langs de veje DM skal køres.

Der vil være enkeltstart for Dame og Herre Junior, Dame og Herre elite samt i Paracykling. Der vil endvidere være linjeløb for Para, Herre junior, samt Dame og Herre elite. I alt vil der blive uddelt 17 danske mesterskaber. Den 1. juli vil der også blive afholdt et motionsløb på den originale DM rute, hvor alle kan deltage.

Formanden for LFCK er både glad og stolt på samme tid. ”Vi har arbejdet målrettet gennem de sidste 6-7 år på at nå hertil”, forklarer John Frejlev. ”Vores ambitioner og kæmpe arbejdsindsats i LFCK har båret frugt. Vi er absolut ikke kommet sovende til denne kæmpe event der lander i vores landsdel lige om lidt”. Dansk Cykel Union (DCU) stiller krav om at alle klubber holder mindst et cykelløb om året, og her har LFCK valgt en anden strategi, faktisk at holde minimum 2 løb om året. Det har givet klubben en masse værdifuld erfaring og man har fået meget høje karakterer efter cykelløbene og en masse roser i forbindelse med afholdelse af disse.

Læs også: Forfatterstafetten

  
Det har kun kunnet lade sig gøre fordi der bliver trukket store veksler på de frivillige hænder i klubben, som er årsagen til at disse arrangementer overhovedet kan stables på benene og afholdes på et så højt niveau, forklarer John. ”Vi har med tiden fået bygget en rigtig stor viden og erfaring op i klubben blandt medlemmerne, bl.a. via TV2 på Tour, som blev afholdt rundt om i hele landet i forbindelse med Tour De France opstart. Løbet her i regionen blev afholdt på Marielyst. Det gav en masse blod på tanden for os som klub, og dengang fik vi startet et super samarbejde op med Guldborgsund Kommune, som også kunne se en kæmpe fordel i at tiltrække store cykelløb, som kunne give TV tid fra vores landsdel”. For ikke at tale om alle de overnatninger som gavner hele det lokale erhvervsliv samtidig.

LFCK har gennem de sidste 6-7 år afholdt danmarksmesterskabet i stort alle rækker og discipliner indenfor landevejscykling, og nu kulminere det med DM for eliten. ”Jeg kan ikke rose Guldborgsund Kommune, dets medarbejdere og vores medlemmer i LFCK nok. Dels for at have visionen, ambitionen, modet og viljen til at være med, til at tiltrække en af Danmarks største årlige sportsevent til landsdelen. Det er simpelthen et fantastisk stykke arbejde de ligger for dagen,” fortæller formanden for LFCK John Frejlev.

Formanden håber på rigtig stor lokal opbakning fra de lokale. ”Det er unikt at man kan komme så tæt på verdensstjerner som man kan i cykelsport. Det findes stort set ikke i andre så populære sportsgrene”. Når John siger verdensstjerner, så er det fordi Danmark lige pt. nok aldrig har haft så mange talenter og dygtige ryttere på landevejene som nu. I Junior sætter danskerne sig stort set på alle første pladser indenfor landevejs- og banecykling på verdensplan, og det gælder både på herre og dame siden. De næste 10 år frem spår man, at de danske ryttere vil sætte sig tungt på landevejscyklingens podier. Mange af disse ryttere kommer til Guldborgsund inden længe, så kom og bak op om denne kæmpe begivenhed, og vær med til at vise Lolland-Falster frem på aller fineste vis.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Se datoer, tidspunkter samt klasser andetsteds i nærværende magasin. Eller gå ind på disse hjemmesider:

Læs mere på:
http://lfck.dk/
www.cyklingdanmark.dk/dm2018/
www.guldborgsund.dk/dm2018

Sæt et stort X i kalenderen, for det er tid til cykelløb i verdensklasse – lige uden for din hoveddør!


Lidt stemningsfotos fra Youth Tour 2018 for U19, der blev afholdt i St. Bededagene.

Læs også: Kvinde kend din krop






Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area