Skiltet ”Et Leve for Bogø-færgen” er nu genskabt

Bogø-Stubbekøbing overfarten har måttet undvære sit hyldestskilt i 20 år. Det har Stubbekøbing Havnepladsgruppe i Guldborgsund Kommune og støtteforeningen IDAs Venner nu rådet bod på.

 

 
Det gamle skilt ” ET LEVE FOR BOGØ FÆRGEN ” med Piet Heins digt og Claus Deleurans ”Svøm en færge” logo er nu genskabt af bladtegneren Kristina Ricken fra Lolland.

Skiltene blev genopsat og søsat på behørig vis af forfatteren og initiativtageren Thorvald Berthelsen og Jette Ulvig fra IDAs Venner på Havnens dag lørdag den 10. juni – først i Stubbekøbing Havn og efterfølgende i Bogø Havn. Skiltene blev landsat af babyfærgen Grønært og indviet med gammeldags Grønært sodavand, som Grønært selv blev døbt i, da den var for lille til champagne. Den lokale komponist, musiker og visedigter Kiwi Munch havde sat musik til digtet og slog tonen an til fællessang.

Læs også: Hjælp politiet - Registrer dit overvågningskamera

Et leve for Bogø-færgen
Efter Farøbroens åbning 1985 truedes Bogø-færgen af lukning. Derfor tog den nyansatte overfartsleder Jørgen Risager initiativet til at der i 1988 og de følgende år fandt adskillige spektakulære begivenheder sted, der gjorde overfarten så kendt og populær at den ikke kunne nedlægges. Færgerne Grønsund og Idas barn, den 6,47 m lange babyfærge Grønært, blev i maj 1988 døbt og søsat af Piet Hein, som tidligere på året havde skrevet digtet Et leve for Bogø-færgen.

Senere i august 1988 afholdtes ”Svøm en færge”, hvor 150 svømmere trak og skubbede M/F Grønsund de 3 km fra Stubbekøbing havn til Bogø. Tiden på 1 time, 30 minutter og 36 sekunder blev optaget i Guinness Rekordbog som disciplinen Færgesvømning under Langdistancesvømning. Det følgende år svømmede 69 Hamborg svømmere ifølge Guiness Rekordbog færgen over i tiden 1 time 28 minutter og 15 sekunder. I 1990 tog 47 soldater fra Vordingborg Kaserne rekorden tilbage til Danmark med tiden, 1 time 26 minutter og 32 sekunder.

Grønært blev i 1990 også svømmet over af Hamborg svømmeren Sabina Müller med 3 andre, men i det hårde vejr kom de på afveje og måtte svømme 5,5 km på 2 timer og 20 minutter. Grønært sejlede imidlertid overfarten sikkert i havn ved adskillige bemærkelsesværdige begivenheder i Danmark, Bruxelles, Hamborg og Berlin, hvor den bl.a. som den eneste færge i verden har fået en parkeringsbøde. Og den har også som den eneste lagt til ved Færgekroen i Tivoli.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Derefter gav Farø broen og Guiness Rekordbog op. Overfarten blev ikke nedlagt og disciplinen Færgesvømning har aldrig senere optrådt i rekordbogen. Lokalt engagement havde med latter og lyrik besejret stordriftsensretningen og dens udryddelse af lokale særpræg. Som Piet Hein alias Kumbel skriver i et andet gruk: “Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”.

I 1991 blev overfarten en del af Margueritruten.  I dag er den et led i Cykelruten Berlin-København. Derfor er det nye skilt i Stubbekøbing oversat til tysk af den dansk tyske forfatter Peter Pitsch, og i Bogø havn er det oversat til engelsk af Henrik Jensen.

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area
  Abonnér på mit nyhedsbrev
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så får du fremover besked i din indbakke, når der er nye, positive historier fra Lolland og Falster
PS: Din email er helt sikker hos os - vi deler den ikke med nogen!
×