Stjerner som et særligt yndet motiv

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Strikkebogsforfatteren Vivian Høxbro glæder sig over arven i dansk strikkehistorie og over selv at bringe sine erfaringer videre til kommende generationer.  

STRIK DANSKE STJERNETRØJER er Vivian Høxbros seneste strikkebog, og dermed den ellevte, siden hun i år 2000 debuterede som strikkebogsforfatter. Flere af hendes strikkebøger er udgivet på forlag i Norge, Sverige, USA og Japan. Hun har undervist og holdt foredrag i de nordiske lande, USA, Canada og Japan.

Vivian Høxbro er 71 år og bor med sin mand i Stubbekøbing med udsigt til Storstrømmen. En tilbagetrukket pensionisttilværelse ligger ikke lige for, betror hun over en kop kaffe på terrassen, hvor hun netop har tømt en kurv med et bredt sortiment af strikketrøjer i alle farver ud på bordet.

”Jeg bliver ved med det, jeg holder allermest af og har lyst til. Jeg spekulerer ikke på penge. Mine bøger er vigtige for mig. Jeg glæder mig over, at jeg kan give min viden videre til næste generation. Mønstrene vil leve”, siger Vivian Høxbro, som selv har stor glæde ved de erfaringer, mønstre og strikkeopskrifter, som kvinder gennem flere århundreder har efterladt.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten

I den netop udkomne bog, STRIK DANSKE STJERNETRØJER, tager hun arven op efter et stolt kapitel i dansk strikkehistorie. Bogens 200 mønstre stammer fra de originale striktrøjer, der hørte til kvindedragten i 1800-tallet. ”Jeg nyder, at vi har så gode strikkeforbilleder i de fine strikkede trøjer fra 17-1800-tallet. Vi kan være stolte af vores formødre og glæde os over, at vores egen dygtighed bunder i en mangeårig strikkeerfaring og strikketradition”.

Bogens 200 mønstre stammer fra de originale striktrøjer, der hørte til kvindedragten i 1800-tallet. Disse nattrøjer, som de kaldes, er en skatkiste af strikkede damaskmønstre, smukke, ensfarvede reliefmønstre i ret og vrang og krydsede masker, med stjerne som et særligt yndet motiv.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Håndarbejde som fast holdepunkt
Strikketøjet, håndarbejdet, har været fast holdepunkt i Vivian Høxbros liv. Hun er uddannet pædagog, har undervist i håndgerning, arbejdet med design og tekstil for firmaer og ugeblade i USA og Norden, samt hos Pinqouin i Frankrig, broderidesigner hos Maya Chuy i Mexiko, redaktør for håndarbejde på Ugebladet Søndag og medstifter og – redaktør af Gavstrik, en dansk forening for strikkere. Desuden udstillinger i ind- og udland.

Sin seneste bog STRIK DANSKE STJERNETRØJER har hun arbejdet på i seks år – on and off. ”Det er en stor lettelse for mig, at den nu kommer ud til offentligheden”. Hun er fortsat aktiv Sit forfatterskab, sin undervisnings- og foredragsvirksomhed om historiske emner med udgangspunkt i håndarbejdet.

Vivian Høxbro er født i Horsens, boet i København og har hele livet været på farten i Danmark og rundt om i verden, men hun er ikke i tvivl om, hvor hun hører hjemme. ”Falster, det er her jeg hører til”.


STRIK DANSKE STJERNETRØJER er udgivet på forlaget TURBINE og koster kr. 299,95 

Læs også: Kvinde kend din krop

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area