Stort kørekort og ny start til fem unge ledige hos DSV Transport

Tekst: Heggland Kommunikation, foto: Peter Jarvad
Tekst: Heggland Kommunikation, foto: Peter Jarvad
I et samarbejde mellem DSV Transport og Jobcenter Roskilde får unge ledige et halvt års uddannelse med stort kørekort og formentlig job bagefter. Projektet hjælper unge på vej – og hjælper transportbranchen, som får sværere ved at skaffe arbejdskraft

Billedtekst: Lars Saltoft Kristoffersen, DSV Transport

For få uger siden troppede fem unge ledige fra 20-25 år op hos DSV Transport på Gl. Marbjergvej i Roskilde for at indlede et halvt års skræddersyet ”Drivers Academy” med uddannelse og jobtræning. Målet er at få stort kørekort og kort til anhænger – og derefter et fast job enten i transportfirmaet, der især betjener byggebranchen, eller hos nogle af de tilknyttede vognmænd med omkring 400 lastvogne.

”Vi vil gerne tage ansvar som stor virksomhed i en branche, der mærker, at det bliver sværere at skaffe kvalificeret arbejdskraft, samtidig med at vi får mere at lave. Vi gennemfører forløbet i samarbejde med jobcentret og AMU-center Juul, hvor de unge tager køreuddannelsen på to gange seks uger. Planen er, at de unge bliver ansat bagefter, hvis de gennemfører uddannelsen, er stabile og har de fornødne kørefærdigheder. Det er et stort ansvar, for en lastvogn med anhænger koster op imod to millioner, og vi kører ofte ude på små byggepladser,” fortæller Lars Saltoft Kristoffersen, adm. direktør i DSV Transport.

Det er fedt
Ambitionen er at gennemføre nye forløb, når det første Drivers Academy er overstået. Under forløbet arbejder de unge ved siden af hver deres mentor, som er erfarne chauffører, der har gennemgået et særligt kursus. Blandt de fem unge er 24-årige Lærke Brunsborg Nielsen.

”Jeg synes, det er fedt. Jeg er i gang med fjerde uge, og i dag har jeg selv været ude at køre lastbilen – i almindelig trafik. Jeg har før stået i butik, og det var ikke så sjovt. Siden november har jeg været uden job, men da jeg hørte DSV fortælle om uddannelsen, så vidste jeg med det samme, at ”det her er det, jeg vil”. Det er et job med frihed og ansvar, og man arbejder selvstændigt. Foreløbig har jeg lært meget af min mentor,” siger Lærke Brunsborg Nielsen, der bor i Roskilde og har en HG-uddannelse.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten

Vellykket samarbejde
På borgmesterkontoret i Roskilde vækker aftalen mellem jobcentret og DSV Transport begejstring: ”For Roskilde Kommune er det meget vigtigt både at få unge i job og at være en erhvervsvenlig kommune, så jeg er glad for dette eksempel på vellykket samarbejde mellem jobcentret og det lokale erhvervsliv. Jeg hørte allerede om uddannelsen, da jeg i efteråret var til rejsegilde for DSV Transports nye hovedsæde. På samme tid får vi givet en ny start og uddannelse til nogle unge borgere i kommunen og en håndsrækning til en af vores store, lokale virksomheder,” udtaler borgmester Joy Mogensen (S).

Lignende toner lyder fra to brancheorganisationer. ”Det er et glimrende initiativ fra DSV Transport, for branchen har virkelig en udfordring med fremtidens arbejdskraft. Vi har mange vognmænd og chauffører et stykke oppe i årene, og transportfaget har udsigt til høj aktivitet de mange kommende år, så vi har brug for kvalificeret arbejdskraft,” siger Lars William Wesch, branchedirektør i ATL – Transportens Arbejdsgivere under DI (Dansk Industri).

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

Branchen mangler chauffører
I slutningen af 2016 viste en medlemsundersøgelse i ATL, at hver fjerde virksomhed forventer at få brug for mere arbejdskraft. I forvejen er beskæftigelsen hos vognmændene steget med cirka 5.000 personer siden 2009 og udgør omkring 29.000.

”Branchen mangler chauffører, så det er rigtig godt, at virksomheder som DSV Transport tager ansvar og gennemfører et initiativ som dette. Det ligger helt i tråd med ”Job i transport”-kampagnen, som DTL, ATL og 3F står bag. Her kommer vi ud på skoler og uddannelsesinstitutioner, blandt andet med en simulator, så de unge kan prøve at ”køre” en stor lastbil,” siger Frank Davidsen, underdirektør i DTL – Danske Vognmænd.

I år søsætter DSV Transport også sit vognmandskoncept, der skal gøre det lettere for unge chauffører at blive selvstændige – herunder at få finansieret køb og den første tids drift af lastvogn og anhænger.


DSV transport-drivers-academy-hold

Læs også: Kvinde kend din krop

Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area