Ti byer forvandles til én stor scene

Pressemeddelelse

Gigantiske dukker midt på gaden, mekanisk virtual reality-teater og en bæredygtig gadeparade… Alt det, og meget mere, kan opleves gratis under DANMARKS INTERNATIONALE GADETEATERFESTIVALER 2019, der netop har frigivet årets program.


For sjette år i træk, forvandles gader og stræder til festlige teaterscener, når noget af det bedste indenfor internationalt gadeteater besøger ti danske byer. Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler har netop afsløret årets program, der består af 11 forestillinger fra Frankrig, Spanien, Holland, Canada, Australien, Chile og Argentina. Børn og voksne i alle aldre inviteres til gratis teateroplevelser i det offentlige rum fra 12. til 25. august.

”Vi glæder os til igen at dele et program med de bedste eksempler fra den internationale gadeteaterverden,” siger festivalleder Zelis Niegaard. ”Det bliver muligt at opleve gigantiske dukker midt på gaden med BIG DANCERS fra Spanien. Man kan også opleve en mekanisk virtual reality-forestilling med HEADSPACE fra Holland. Med udgangspunkt i en sand historie kan man i A FLOCK OF FLYERS også se, hvordan Canadiske jægerpiloter måtte lære at flyve helt uden flyvemaskiner. Vi har også valgt en af verdens mest miljøvenlige og underholdende tekstilproduktioner med THE SOUND OF SEWING. Tag et gammelt stykke tøj fra klædeskabet med, og få det forvandlet til et splinternyt sexet festivalklæde.”

Læs også: Så skal Vinderen af Lolland-Falsters Erhvervspris 2019 findes!

Som noget nyt, inviterer festivalen ligeledes publikum til at deltage i en stor bæredygtig gadeparade: ”For de danseglade er det også muligt selv at være med i franske LES PO’BOYS STREET PARADE. I stedet for at flyve 70 dansere til Danmark, skræddersyer vi en stor gadeparade i hver by med hjælpe fra det lokale publikum. Det bliver en unik og bæredygtig opsætning, hvor publikum kan deltage som dansere sammen med et fransk brassband. Man behøver ikke at være professionel. Vi afholder en workshop inden forestillingen, hvor alle er velkomne, dog med et begrænset antal på max 70 deltagere,” siger Zelis Niegaard.


I alt gennemføres mere end 200 opsætninger, når festivalen besøger Esbjerg, Aabenraa, Randers, Silkeborg, Ikast-Brande, Nykøbing Falster, Gentofte, København NV, Valby og Frederiksberg. Festivalen udfoldes i mindst tre byer på samme tid, så der er rig mulighed for at se forestillingerne i nabobyerne også.

”Gadeteater skaber en hyggelig, familievenlig og ren byfest i dagtimerne. Alle kan nyde forestillingerne i fællesskab – ligegyldigt om man er 3 eller 99 år. Med gadeteateret i centrum er alle med til at skabe et nyt og fantasifuldt bybillede under festivalen,” siger Zelis Niegaard.

Danmarks Internationale Gadeteaterfestivaler har eksisteret siden 2013, og gennemføres i år med både private og offentlige støttemidler.

Du kan opleve alt dette på aller nærmeste hold i Nykøbing F. i dagene 18-24. august.

Se mere på: http://gadeteaterfestival.dk/nykobingfalster.html

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

———-

Gadeteater i skolegården’ modtager støtte fra nordea-fondens lokalpulje

Kulturforvaltningen i Guldborgsund Kommune har modtaget støtte fra Nordea-fon-dens Lokalpulje til aktiviteten ”Gadeteater i Skolegården”. ”Gadeteater i Skolegården” er et mindre gadeteaterprogram, som løber parallelt med Danmarks Internationale Gadeteaterfestival (DIG), der for tredje år i træk gæster Nykøbing F. i perioden 18.-24. august 2019. Støtten er øremærket bl.a. materialer, produktion og transport/fragt.

”Vi er glade for og spændte på ligesom sidste år at sende en række forestillinger ud til udvalgte skoler i kommunen, så også elever uden for Nykøbing F. kan opleve gadeteater af internationalt format,” siger en glad Martin Lohse, formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune.


Med de 20.000 kr. i støtte fra Nordea Fondens Lokalpulje kan Guldborgsund Kommunes kulturforvaltning i tæt samarbejde med DIG, Teaterforeningen Guldborgsund, Egnsteatret Masken og Center for Børn og Læring, der også har givet et tilskud til projektet, nu gennemføre tre gadeteaterforestillinger på hhv. Eskilstrup Skole, Nysted Skole og Stubbekøbing Skole.

”På Eskilstrup, Nysted og Stubbekøbing Skoler kan vi nå en stor gruppe børn på netop de klassetrin, som de enkelte forestillinger primært henvender sig til, og det ser vi meget frem til,” siger Martin Lohse. ”I KFB-udvalget arbejder vi med at styrke kunst i Guldborgsund Kommune og har fokus på at øge adgangen til kunst for borgerne – ikke mindst børn og unge, som vi gerne ser opleve kunsten, herunder teateret, som en naturlig del af deres hverdag. Vi prioriterer sådanne dannelsesanledninger højt og er derfor meget taknemlige for denne støtte fra Nordea-fondens Lokalpulje,” understreger formanden.

Det er den canadiske gadeteatertrup Corpus, der står bag de tre forestillinger – ’Les Moutons’, ’Camping Royale’ og ’A Flock of Flyers’ – der præsenteres ude på skolerne, Gruppen garanterer grin, overraskelser og spænding undervejs. Forestillingerne spiller den 19. og 20. august på de tre skoler.

25 mio. kr. til lokale projekter
Nordea-fonden uddeler med Lokalpuljen hvert år 25 mio. kr. til lokalt forankrede projekter i alle egne af Danmark.

”Nordea-fonden støtter gode liv, og lægger vægt på, at ’kulturen er tæt på dig’,” siger Anita Hessel Pedersen, filialdirektør i Nordeas Nykøbing F. Afdeling. ”Derfor er det en stor glæde at give 20.000 kr. til ’Gadeteater i Skolegården’, hvor børnene både får kulturen helt tæt på i deres skole-hverdag og samtidig også vil opleve nye fællesskaber opstå i forbindelse med de publikumsinvolverende gadeteaterforestillinger.

I Nordea er det en fornøjelse, at uddele støtte lokalt og opleve at rigtig mange af vore kunder får gavn af midlerne. Vi ser mange spændende projekter styret af lokale ildsjæle folde sig ud og opfodrer altid folk til at klikke sig ind på Nordea-fondens hjemmeside og undersøge om netop deres gode projektidé ikke skulle have mulighed for at komme i betragtning til et tilskud.”

Fakta om Nordea-fonden:
Nordea-fonden uddeler årligt 25 mio. kr. fra Lokalpuljen til lokalt forankrede projekter inden for sundhed, motion, natur og kultur i alle egne af Danmark.

Det typiske uddelingsbeløb er på 5.000-30.000 kr. til f.eks. aktiviteter i foreninger, lokale events eller udstyr til klubben.

Læs mere på www.nordeafonden.dk

Læs også: Femern A/S igangsætter større anlægsarbejder på Femern-tunnelen

















Del denne historie: vælg platform