Tilflyttere åbner restaurant i Det Gamle Pakhus i Nysted

Tekst & foto: Bjarne Winther
Tekst & foto: Bjarne Winther
Fra Nytorv til Nysted. Københavnsk ægtepar fravælger storbyens larm til fordel for fred og ro på Lolland.

Ole Garde viser rundt på sin nyerhvervede tredobbelte ejendom på Adelgade 40-42 i Nysted, hvoraf Det Gamle Pakhus er den ene del. Her åbner han til efteråret en restaurant med udsigt til vandet. Den tredobbelte ejendom indeholder lejligheder, der stort set er lige til at flytte ind i, rum og lokaler, der vidner om en industriel fortid, bl.a. et stort rektangulært rum, der engang har været systue. Her er produceret arbejdstøj og uniformer, den sidste kunde skulle have været Falck, siges der. Hele herligheden, 2700 kvadratmeter under tag og 6000 kvadratmeter grund, købte Ole Garde for en slik på tvangsauktion for få måneder siden. Et sted med utallige muligheder – men nu gælder det først og fremmest restauranten, som er under opbygning, så den kan stå klar til efteråret.

Læs også: Computerprogram skaber og styrer lydinstallation ved Dodekalitten

 
Restaurant og rejsebureau
Ole Garde og hustruen Marianne er tilflyttere fra København. De kom til Nysted sidste år, og indtil for nylig forpagtede de Restaurant Skansen ved Nysted Strand. Tidligere har de sammen drevet Sonnerup Gamle Kro syd for Køge. Ole Garde har samtidig arbejdet i mere end 30 år i den danske og internationale rejsebranche. I dag er han medejer af rejsebureauet AirTiki, som nu også har fået adresseændring fra København til Nysted.

”Vi havde privatadresse og rejsebureau på Nytorv i København. Vi var blevet trætte af byen, der er for meget støj. Fysisk tilstedeværelse af rejsebureau midt i byen giver heller ikke mening i dag, hvor kontakt med kunderne foregår på nettet”, forklarer Ole Garde, der begyndte sin karriere i rejsebranchen som medejer af Janus Travel A/S, og senere medstifter af rejsebureauet Gate Eleven. Han har desuden opbygget og udviklet edb systemer til rejsebranchen, internet baserede online bookingsystemer.

Interesse for rejsebranchen kommer naturligvis ikke ud af ingenting. Ole og Marianne har været på farten over det meste af kloden. De var blandt de første, der i begyndelsen af 80’erne opnåde tilladelse til at tomle gennem Tibet, og senere gjorde de turen tværs gennem Amazonjunglen i en udhulet træstamme.

Ole Garde er i dag 64 år. En pensionisttilværelse er ikke lige det, han drømmer mest om. Han har altid haft gode ideer, han er en iværksætter, der altid har planer om et eller andet. Som ung i slut 70’erne startede han et pladeselskab, inden han kastede sig over rejse- og restaurationsbranchen.

”Jeg har altid gjort det, som var sjovt”, lyder hans korte kommentar til et liv på farten.

Læs også: Europas bedste luksushotel 2018!

 
Vandudsigten afgørende
Ole Garde og Marianne bor lidt længere oppe ad Adelgade på modsatte side af Det Gamle Pakhus. Inden valget faldt på Lolland og Nysted havde Samsø, Langeland, Ærø og Fyn været i spil. Vi valgte Nysted på grund af vores børn, som bor i København. Her kan de hurtigt smutte forbi”.

Men der var også andre grunde, tilføjer Ole. ”Her er pragtfuldt i Nysted og på Lolland. Smuk natur og søde mennesker. Et rigt foreningsliv, bager og slagter, biograf og medborgerhus. Skole, vuggestue og børnehave. Der er ikke langt til Nykøbing, som er en fantastisk handelsby. Og så er her fred og ro”, siger Ole Garde og lader blikket glide ud over vandet. Med gode venners hjælp har han fået fældet en masse træer, så gæsterne i restauranten kan nyde udsigten.

”Det var vigtigt for os at finde et sted ud til vandet. Skal man åbne restaurant i Nysted, skal det være med vandudsigt”.

Læs også: Kvinde kend din krop







Del denne historie: vælg platform

Toggle Sliding Bar Area